Patricia OnLine

– en weblog

2013

af Patricia @ 13:44 pm — tirsdag, 1. januar 2013
Kategoriseret under: livet er,stort & småt,strøtanker

Jeg er ikke den store drømmer. Jeg har aldrig tænkt at jeg vil erobre verden med en banebrydende idé eller tjene millioner blot ved at være genial.

For mig er der de små ting der tæller. Et kys, et kram, et smil, noget at grine af, noget at blive rørt over, duften og følelsen af rent sengetøj, varmen i kroppen efter et varmt bad, følelsen i kroppen efter en udfordrende træning, mætheden og veltilfredsheden efter et godt måltid.

I virkeligheden er jeg heldig. Der er masser af små ting omkring os hele tiden. Jeg får et skønt år.

Må du glædes af de små ting omkring,  og lade dem i mangfoldighed gøre dig glad og lykkelig i 2013. Det er i hvert fald min plan. Godt nytår.

Kattesitter-glæder

af Patricia @ 15:21 pm — onsdag, 16. november 2011
Kategoriseret under: livet er,stort & småt
photo

"Bare bliv ved"

Suppetid

af Patricia @ 20:44 pm — onsdag, 9. november 2011
Kategoriseret under: stort & småt

image

En mørk efterårsaften bliver bedre med hjemmelavet suppe. I aften blev det til kartoffel/porre suppe, og er en af de nemmeste supper at lave.

Du skal bruge:
Porrer (3-4)
Kartofler (4-5)
Smør (2 klatter)
Vand
Bouillon (1 terning)
Salt og pebber
Evt. bacon

Rens porrerne og skær dem i ringe. Svits dem i smør i en dyb pande eller gryde på mellem varme. Skræl kartoflerne imens, og svits dem sammen med porrerne i fem minutters tid. Tilsæt vand til porrerne og kartoflerne er lidt mere end dækket, ca. 3/4 ltr. til min pande, tilsæt bouillon, salt og pebber og lad simre til kartoflerne er kogte. Mas kartoflerne lidt så din suppe er fyldt med chunky stykker, og smag til med salt og pebber. Og hvis du er af overbevisningen at alting bliver bedre med det – drys med lidt bacon.

Servér med godt brød og nyd i godt selskab. Velbekomme.

Gør-det-selv spa, eller opskrift på selvforkælelse

af Patricia @ 20:51 pm — tirsdag, 8. november 2011
Kategoriseret under: livet er,stort & småt

Det er efterår. Tjek. Det handler om at udnytte det på allerbedste vis, og her til aften har jeg i hvert fald fundet én måde at udnytte det på. Jeg præsenterer: Gør-det-selv spa mm.

  • Tag en times træning af den slags du kan lide – fx. BodyFlow i SATS Søborg =o)
  • Cykl hjem i rask tempo mens mørket for alvor falder på
  • Spis lidt aftensmad der gør dig glad – fx. tomat & mozzarella salat
  • Tænd stearinlys på badeværelset
  • Tag et langt, varmt bad i stearinlysets – og månens – skær
  • Ifør dig lunt blødt tøj og sofaen, og nyd med bog/musik/film/hvad der ellers får dig til at slappe af

Nyd alle trin undervejs. Det er slet ikke så ringe endda.

Tak for 2010

af Patricia @ 11:38 am — fredag, 31. december 2010
Kategoriseret under: forandring,livet er,stort & småt

Der er nu noget hyggeligt ved at sidde i sofaen med morgenkåben og kaffen lige ved hånden, og lige browse hen over de faste blogs. Og ved nærmere eftertanke, så er det jo årets sidste dag. Og selvom jeg måske i dette øjeblik godt kunne være foruden hosten og den forkølelse der kom snigende i julen, så har det været en god ting lige at tænke tilbage på året.

Den største forandring er uden tvivl at vi rykkede teltpælene op, og plantede dem små 900 meter væk og i en helt anden verden. Vi forvandlede små 65 km2 til et ønskeslot af en lejlighed på 180 km2 i to plan. Hen over lidt tid, lidt fantasi, masser af knofedt og eksperthjælp. Ikke fordi vi kiggede, men mest ved en tilfældighed. Tilfældigheder er ikke sådan at kimse ad, og jeg er svært tilfreds med vores skønne lejlighed. Jeg har planer om at næste år skal bringe nogle før og efter indlæg.

Også i 2010 var rejsernes år. Jeg er så heldig at jeg både oplevede pisterne i Alpe d’Huez og i Val d’Isere, og også i dette sekund glæder jeg mig til min næste skiferie. Og tænk: jeg var lidt modvillig i 2005, da jeg første gang blev lokket med på en skiferie. Jeg nåede også at gense mit barndomshjem i Spanien, og tog min søster med under armen. Det resulterede i masser af minder, god mad og ikke mindst god sangria. Og mindsandten om ikke Las Vegas pludselig stod på rejseplanen igen. Denne gang blev vi godtnok ikke gift af Elvis (been there, done that), men levede “bare” livet på the Bellagio med hvad dertil hører. Og et smut til London var åbenbart heller ikke af vejen. Fuldendt af high tea, en musical og sørme også et par sko. Sammen med kollegaerne indtog jeg Oslo, som i bedste Fleksnes-ånd fra nu af altid vil hedde Oslo-Oslo. Nå ja, og så naturligvis en lille sviptur til Bratislava!

2010 blev også fejret med tidligere kollegaer med en “kunne-have-været jubilæum” og med eksisterende og nye fantastiske kollegaer. Jeg ved godt at jeg næsten ikke kan sige andet, men min arbejdsglæde udspringer i dén grad fra de fantastiske mennesker jeg kan kalde kollegaer. Tak til jer – i er de bedste!

Livet bliver bedre af de små stunder i hverdagen vi kan sætte pris på. Om det så er glæden ved at få serveret en kop kaffe i sengen, læse i hyggekrogen i biblioteket, købe det første ægte juletræ, eller ganske almindelig tirsdag fejre 11 år og 11 dage sammen med min dejlige kæreste. Jeg er en heldig rad. 2010 har været et fantastisk godt år, og jeg har en rigtig god fornemmelse for 2011. Rigtig godt nytår til os alle!

Kreativ pakkekalender #5

af Patricia @ 9:09 am — onsdag, 15. december 2010
Kategoriseret under: bloggen,stort & småt

I dag er det blevet min tur til at åbne min pakke – eller rettere, pakker, som jeg har fået fra min gaveven i den kreative pakkekalender. Jeg er ikke noget morgenmenneske, men af en eller anden grund var jeg vældig morgenfrisk i dag.

Kortet gjorde mig først endnu mere nysgerrig: Noget til det allermest nødvendige, og en gentleman til at holde døren for mig.

Hvor er det nogle fine gaver, Katharina, tusind tak, jeg er super glad for dem. Jeg kan se på din blog at du tryller med syningens kunst, og jeg har nu beviset  hjemme. Tak!  Se selv, er det ikke bare skønne gaver?

Jeg bliver jo nødt til at ligge på gulvet og kramme den. Jeg er vild med dens udtryk.

Det er svært at se på billedet, men den har det finest stof indvendig også. Og den er stort set pakket og på vej i tasken.

Ud over en stor tak til Katharina fra Sommernat & Forårsmorgen, sender jeg også en stor tak til Karina fra Unikarina for det arbejde der er lagt bag at koordinere denne fest i december. Jeg er så klar til en gentagelse næste år!

Kreativ pakkekalender #2

af Patricia @ 14:47 pm — mandag, 15. november 2010
Kategoriseret under: stort & småt,Wannabekreativ

Så har Karina fået det kæmpemæssige puslespil til at gå op i en højere enhed, og alt i alt deltager 134 bloggere i Den Kreative Pakkekalender. Det første jeg gjorde hjemvendt efter en skøn weekend i Bratislava og Wien, var at tjekke “min” kalenderven ud. Jeg kender hende ikke endnu, og lidt læsning på hendes blog fortæller mig at min første idé til en gave der kan glæde, måske skulle revideres lidt. Jeg tror jeg har fundet den gode idé frem.

Jeg tror de fleste deltagere i den kreative pakkekalender er hardcore kreativister, ikke blot sådanne wannabe-kreative som jeg er. Men jeg mister ikke modet, for uanset hvad, så er det skønt at kunne glæde andre med noget hjemmegjort.

Og jeg er også rigtig spændt på hvad jeg selv skal begave med. Jeg skal ikke vente længe, for min åbnedato bliver 15. december. Og det er jo lige om lidt!

Hvis du vil følge med, er der faktisk også oprettet en facebookgruppe for deltagerne, så jeg håber den med tiden kommer til at bugne med idéer.

Kreativ pakkekalender

af Patricia @ 15:59 pm — mandag, 8. november 2010
Kategoriseret under: set derude,stort & småt,Wannabekreativ

Vores fantastiske nye hjem har også givet plads til et krea-rum/kontor, så det er da oplagt at udfordre mig selv til at være lidt mere kreativ. For jeg vil jo rigtig gerne bruge det lidt mere. Via Visitsen faldt jeg over et lille juleprojekt hos Unikarina, der involverer at gøre andre glade og være kreativ på samme tid. Right up my alley!

Jeg glæder mig, og jeg har da også allerede et par idéer til noget kreativt som jeg rent faktisk kan være bekendt at give væk også. Tilmeldingsfristen er rykket til den 10. november, så du kan stadig nå at være med!

Bobler

af Patricia @ 21:06 pm — tirsdag, 12. oktober 2010
Kategoriseret under: livet er,stort & småt

I dag kan min søde kæreste og jeg (altså ham jeg er gift med), fejre 11 år og 11 dage sammen. Det var grund nok til at tage hul på boblerne.

Eller måske er det bare fordi det er tirsdag. Eller fordi solen skinnede i dag. Under alle omstændigheder, er det en brandgo’ dag at fejre på. Og boblerne smager bestemt fantastisk!

Redebyggeri

af Patricia @ 11:54 am — fredag, 10. september 2010
Kategoriseret under: forandring,livet er,stort & småt

Denne flytteproces og istandsættelse af lejlighe gør at jeg endnu oftere end normalt føler mig meget heldig. Tænk at jeg lige om snart bor i en fantastisk lejlighed, der er fuld af små fingeraftryk der gør den til vores sted! Dét er da heldigt!

Det er en lang process, og heldigvis betyder det også at der er masser af ting at fejre. I øjeblikket er det vores køkken der optager meget plads i mine tanker. Forleden dag blev køkkent leveret. Da jeg så følgesedlen kunne jeg bl.a. se den samlede vægt på det der var blevet leveret: 753,6 kg! Og heldige mig fik det leveret til 4. salen.


Nu er der gået nogle dage, og køkkenet begynder at tage form. Skabene er samlet og står det rigtige sted. Indmaden med de mange praktiske skuffer venter på beslutningen om hvor i skabet de skal stå. Det afhænger meget af det mentale billede og følelsen og hvor kopper står bedst.

Så flytter vi ind (og jeg har mentalt lige sprunget en masse andre opgaver over) og når bordpladen er monteret, er jeg den der er klar. Og så skal jeg vist bage en kage. Hvilken yndlingsopkrift har du jeg skal prøve?

Tilbage i det skrevne »