Patricia OnLine

Om ikke så længe, siger optimisten, skal vi flytte til et nyt nabolag. I fugleflugtslinie flytter vi ca. 800 meter, men der er en verden til forskel. Vi kommer til at bo et sted med masser af leben, små caféer og masser af unge mennesker på min alder.

Jeg er allerede overvældet, på den allerbedste måde, inden jeg er flyttet ind. Vi tilbringer en del tid med klargøring af lejlighed, og i pauserne skal der indtages mad og drikke. Det er en oplagt grund til rekognosering af nabolaget. Den nærmesste café laver skønne sandwiches af økologiske rugboller, og en god latte to go for en flad tyver. Hansens flødeis ligger lige lidt længere op ad gaden, og lakridsisen smager af mere. Riccos byder på den lette morgenmadsløsning og god kaffe, hvis det er ønsket.

Og så er der alle stederne vi endnu ikke har udforsket.

Der er to fortovscaféer der næsten lige er åbnet, en lille italiensk trattoriara-lignende restaurant ned ad sidengaden, og så har vi slet ikke taget hul på kaffeparadiset i Jægersborggade. Jeg er en heldig rad, for lige dér i mit kommende nabolag, ligger der tonsvis af nye oplevelser og bare venter på mig.

Min mor giftede sig med en dansker, og vupti var mit efternavn Hansen. Min underskrift tager højde for efternavnet Hansen. I starten med sirlig skråskrift, som fru Jørgensen i folkeskolen fik os til at øve i skrivehæfterne, igen og igen. Når hun ikke lærte os at vaske viskestykker i husgerning. Findes det fag mon stadig i dag?

Hansen er sådan en fællesbetegnelse der gør det nemt at gemme sig i mængden. Frk. Hansen kunne være hvem som helst, kunne gøre hvad som helst. Min frk. Hansen er forduftet. Hun er skiftet ud med en fr. Kjerulf, én af få. Lige ud ad landevejen, K-j-e-r-u-l-f, uden æ og kun et f. Underskriften er næsten den samme, for hvem kan se forskel på et H og et K? I virkeligheden burde jeg have betalt en formue for at få efternavnet, jeg fik det i tilgift efter at have giftet mig med verdens bedste kæreste. Sådan er jeg så heldig.

Men et eller andet sted ærger jeg mig over ikke at have benyttet mig af den anonymitet der fulgte med at være frk. Hansen. For sent, det nåede jeg aldrig. Til gengæld får jeg nu lov at stave både mit fornavn og efternavn.

Vi har netop overtaget nøglerne til den mest fantastiske lejlighed. Vi får oceaner af plads, ca. tre gange så meget som i vores gamle lejlighed, vi kommer til at bo med udsigt over Nørrebroparken, øverst oppe og i to plan. Vores nye stue er stor som en balsal, og endelig får vi et bibliotek til alle vores bøger.

I øjeblikket er vi i gang med forbedringsfasen. Ingen af os er specielt handy med hammer, sav og skruetrækker, så det er i denne begyndelsesfase vi brillierer. Nemlig når tingene skal pilles ned, fjernes, smides ud. Det gamle køkken skal ud og give plads til nyt. Bevæbnet med en tapetdamper og hammer og skruetrækker, er syv lag tapet, spejl og fliser fjernet fra køkken og det meste af gangen.

Tapetdamperen er min nye bedste ven, og jeg er meget taknemmelig for at det meget varme vejr er aftaget for en stund. Med den i hånden og en spatel i den anden er det nemt at holde varmen. Og der er masser af overflader tilbage at afdampe. Når jeg ser på de bare vægge, skal jeg blot huske på, at det kun er for øjeblikket det hele ser meget værre ud. Det ender med at blive fantastisk, og jeg glæder mig.

Mandag eftermiddag sendte jeg en mail med mit cv og min begrundelse for at søge jobbet. I formiddags underskev jeg kontrakten og første arbejdsdag bliver om en lille måned. Selvom det er gået utrolig stærk, er jeg allerede begyndt at glæde mig. Det bliver nyt, anderledes og sammen med en flok dejlige mennesker.

Klog af tidligere erfaringer, har jeg denne gang valgt jobbet ud fra en menneskelig faktor. Jeg tror på at min nye arbejdsplads giver plads til at arbejdsglæden trives. Denne gang er det ikke lønnen, de ekstra goder og hjørnekontoret der trækker, men udelukkende det faktum at jeg vil have lov at være glad når jeg går på arbejde. Og jeg tror jeg kan gøre en forskel.

Det er slut med at arbejde fra 8-16 på kontorstolen bag skærmen. Fysisk aktivitet og velvære – og ikke mindst – glæden ved træning, bliver en del af min hverdag, nu også fuldtids. Tænk engang – havde nogen sagt det til mig for et år siden, så havde jeg sikkert stadig siddet og grint af det. Jeg glæder mig.

Jeg har fået et nyt legetøj. Jeg har sukket efter det rigtig længe, primært pga. kameraet. Og i går sad jeg og læste brugsanvisningen (ja, jeg er én af dem der læser brugsanvisningen, gerne før eller samtidig med jeg får tingene til at fungere. Det virker.) og blev ved med at komme med små imponerede udbrud. Det er sikkert ikke det helt vilde for de fleste, men jeg er meget imponeret over min telefon med radio. Og video. Og tennisspil. Og kamera. Og den kan sørme også ringe!

Tak, Skat.

Jeg interesserer mig ikke for politik. Mest af alt fordi jeg ikke er politiker, og sådan som sagerne er i dagens Danmark, er jeg derved afskåret for at have nogen reel indflydelse. Desuden er politik i dag en jungle jeg ikke orker at gennemtrave – politikere i dag, lader til at bruge det meste af krudtet på at rakke andre politikere ned. Meget lidt charmerende, og det gør ikke mig klogere på standpunkter og årsagerne til dem.

Hvis jeg skal interessere mig for politik, skal det være fordi jeg tror at min indblanding kan gøre en forskel. Jeg skal kunne gennemskue de forskellige standpunkter, og jeg skal have årsagen bag med. Den der med min-modstander-mener-det-modsatte holder ikke. Jeg skal også kunne tilslutte mig områder jeg er enig i, men ikke nødvendigvis lægge navn til mærkesager jeg ikke kan stå inde for, og jeg kan ikke se hvorfor jeg skal bruge krudt på emner jeg ikke har interesse i eller forstand på. Og så må det jo gerne være sjovt.

Utopi i politiksituationen lige nu. Løsningen må være en ny politik.

Jeg tror det hele spiller nu? Der var knap så meget besvær og masen som jeg egentlig havde forventet.

Nu skal jeg bare liiiiiige tilpasse det dér tema så det er lige som jeg vil have det. I mellemtiden lidt forårsstemning. Det er vist ved at være de tider alligevel.

I næste uge springer jeg ud i det. Jeg skal undervise min allerførste aerobictime, som friskuddannet aerobicinstruktør. Jeg tog uddannelsen fordi jeg trængte til en udfordring. Det fik jeg, sammen med en masse gode grin.

Jeg har lige hørt fra centrets træningskoordinator, hvor min jomfrutime skal foregå. Det lader til at det er en meget populær time og der er lige nu tredive (30!) tilmeldte. Og så har jeg ellers ikke brug for flere udfordinger lige nu, tak.

Min dejlige kæreste har inviteret mig på verdens bedste spaghetti bolognese. Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver. Angiveligt smager den så vidunderligt godt, fordi hele dagen er tilbragt på skilifte og skiløjper, med sol fra en blå himmel, med vindblæste røde kinder og en mør krop fuld af begyndende blå mærker.

Jeg glæder mig til at smage den famøse bolognese – og bestiller for en sikkerheds skyld en rejseforsikring. Godtnok er jeg schweizer, men vi findes altså også – os der ikke har prøvet det før.

Jeg hedder Patricia, og jeg er afhængig af en internetforbindelse.

Egentlig troede jeg ikke at det ville være så slemt. Jeg mener, hvad er problemet med ikke at have internetadgang hjemmefra i sølle 13 dage? Men det ER et problem. Hvor jeg tidligere bare slog klappen op på PC’eren og ordnede det der skulle ordnes, så sidder jeg nu og er frustreret over hvor besværligt det hele er blevet.

Skulle lige finde et telefonnummer den anden dag. Sidder foran computeren før det går op for mig at jeg ingen internet adgang har. Og telefonbog? Næ, dem har vi smidt ud for længst.

(Der er mere hvor dette kommer fra … )