Patricia OnLine

…er jeg allerede igennem alfabetet? Det gik raskt for sig, tiden flyver åbenbart afsted. Så nu er det lykkedes mig at blogge dagligt (bortset fra en forskydelse) i 29 dage. Fantastisk.

Hvordan var det så? Jeg oplevede flere gange lidt småpanik undervejs. Lidt a la “Åh nej, nu skal jeg snart i seng og jeg har endnu ikke blogget! Hvad skal jeg dog blogge om med dagens bogstav! Argh!”. Jeg oplevede også det modsatte – en enkelt gang – hvor jeg knap nok kunne vente med at blogge om et bestemt bogstav, og startede på et indlæg.

Jeg er tilfreds med at eksperimentet er lykkedes, og jeg har også fundet ud af at jeg blogger bedst (og helst) af lyst, fremfor pligt. Måske har den lille udfordring været med til at kickstarte lysten til at skrive indlæg oftere, men det bliver ikke af pligt fremover. Det bliver når jeg har noget jeg har trang til at skrive ned. Og så kan jeg jo kun håbe at det sker oftere end det seneste år.

En ørken er ikke nødvendigvis et stort bar område med masser af sol og varme og ikke ret meget andet. Eller rettere, med vilje, penge og mange års arbejde, kan ørkenen omformes til hvad som helst.

Sidste år blev jeg gift i en ørken, der var alt andet end en ørken – Las Vegas. Byen er fuld af lys og det virker som at den aldrig sover. Udsigten over the Strip er fantastisk. Smuk er måske ikke helt dækkende, for byen er overdrevet i alle mulige henseender. Hvor ellers ville du finde en kopi af Eiffeltårnet, Frihedsgudinden, pakke et hotel ind in en rutschebane, eller bygge det som en pyramide? Jeg tror også at det må være den by der har flest Elvis’er – flere end i Hollywood!

Men en lille køretur væk fra det pulserende centrum, og man er tilbage i den ørken byen oprindeligt er bygget på. Det landskab der gør at man forventer at høre en harmonika hvad øjeblik det skal være. Optimal mulighed for at lege rigtig turist på et par heste, og drømme sig til det vilde vest.

(Og ja, jeg ved godt at dette inlæg er en dag forsinket. Kan vi skyde skylden på regnen?)

Jeg er ikke en diamant-pige, så smykkeskrinet indeholder masser af simili, sølv og plastik. Og en smule ædelsten. Min søde kæreste, ham jeg er også er gift med, kender min svaghed for kattedyr. Og for grønt. Så da han fornylig var inviteret til Guatemala for at tale på en HR konference, hjembragte han en halskæde med guatemalansk jade. Jaden er lysgrøn og formet som et tigers hoved.

De forskellige ædelsten tillægges gerne betydninger og evner, så jeg har læst op på hvad min lille tiger kan gøre for mig. Angiveligt skulle den kunne hjælpe med at frigøre undertrykte følelser gennem drømme. Det kræver så at jeg sover med den under puden – jeg vil hellere tage den på og gå med den om halsen.

En anden favoritsten jeg har er tigerøje. Jeg tror det er tilfældigt at vi igen bevæger os i kattedyrenes verden med navnet, for jeg synes bare et stykke slebet tigerøje er meget smuk i den forskellige striber og farver det indeholder. Og så skulle den angiveligt være god til at samle spredte og detaljerede informationer.

Jeg tænker på med halskæde og ring. De to sten på samme tid kan ophæve hinanden lidt, så alting bare er som det er. Det er en meget fin tanke, for jeg foretrækker ikke at sætte min lid til stens evner. Uanset hvor ædle de måtte være.

Jeg har besøgt Zoo i København en enkelt gang, hvor jeg havde fornøjelsen af deltage i en nattetur og guidet rundvisning der startede samtidig med tusmørket faldt på. Og inden da fik vi lov at røre ved en pythonslange. Det er dog efterhånden meget længe siden – elefanterne har sidenhen fået nyt hus og der er sikkert sket mange andre ændringer.

Et af de mere spændende zoologiske haver jeg har set, er Smithsonian Zoo i Washington D.C.. En af de ting jeg husker bedst, er deres OTS (Orangutan Transport System) hvor orangutanerne i haven kan bevæge sig rundt i parken, hen over hovedet af de besøgende. Og området i zoo er simpelthen enormt, og jeg husker endnu hvor ømme mine fødder var.

En trist zoo er den i Berlin, hvor forholdene for dyrene er meget små. Vi besøgte stedet før Knut blev født og blev berømt for sin hvide charme. Vi blev til gengældt underholdt af en søløve der havde fundet en pind at lege med i vandet.

Måske jeg bare skulle købe mig et årskort til zoo og se at komme afsted igen. Det er vist ved at være på tide.

Der findes utallige yoga-varianter derude. Ashtanga, Hatha, Vinyasa, Bikram og mange flere. Yoga kan være en livsform der smitter af på hele livsstilen. For mig er yoga en variation til min træning, og heldigvis behøver det ikke at være alvorligt.

Jeg fungerer bedst med træning jeg synes er sjov. Af samme grund har jeg allieret mig med min fantastiske personlige træner, der gør den kedelige træning – styrketræningen – sjovere. Jeg synes selv jeg har konditionstræningen på plads, primært fordi jeg underviser konditionstimer flere gange om ugen. Styrketræningen har manglet, så det er der rettet op på.

En anden ting jeg også arbejder på, er min smidighed. Det betyder smidighedstræning og stræk, og når det skal være lidt sjovere, krydrer vi det med lidt AcroYoga. AcroYoga er hvad det lyder til. Kombination af acrobatic og yoga – og masser af grin. AcroYoga er også en yogaform hvor man kommer meget tæt yogamakkeren, når man løfter og bærer på hinanden, svedende og grinende. Og vi griner.

En anden yoga-relateret ting er yoga cats. Selvom “seriøse” yogaudøvere godt kan virke lidt alvorlige omkring deres praksis, tror jeg ikke at det altid er tilfældet i virkeligheden. Eller døm selv.

En overskrift kan naturligvis være fuldstænding vildledende. Dette indlæg har intet overhovedet at gøre med xylofoner. Faktisk har det intet overhovedet at gøre med noget som helst, ud over at jeg er blank for hvad x kunne stå for.

Vi kunne også lege skattejagt for voksne, eftersom det er det mest populære søgekriterie der få folk ind fra google. X marks the spot. Lov mig ikke at blive skuffet.

X

I går var håndværker-energien ikke at finde i min krop, så jeg tog en fridag fra den hårde tjans. Eftermiddagen tilbragte jeg i rigtig godt selskab, en bøtte lune popcorn, og en filmoplevelse man ellers skal lede lagt efter. Empire Bio viser for tiden en nyrestaureret udgave af Once Upon a Time in the West, en Sergio Leone western fra 1968. Lige netop denne western havde jeg aldrig set før, men hvis lejligheden byder sig igen, vil jeg med sikkerhed se med igen.

Der findes naturligvis trailere for filmen, omend de er misvisende, synes jeg, da det tempo de er klippet i, slet ikke kan genkendes i filmen. Filmen har den dér ro med meget lange scener, hvor der næsten ingeting sker. Og alligevel var der ikke ét eneste minut for meget i den 165 minutters lange film. En western med masser af cowboys med meget spændende ansigter i fantastiske closeups, en smuk smuk Claudia Cardinale, der alle sammen er del i samme historie. Og naturligvis musikken. Vær forberedt på at nynne/fløjte nogle dage efter.

Du kan nå det endnu – tag en aften fri og stik af til det vilde west. Det er det hele værd.

Det var knap så galt som det kunne have været, men det er altid rart at få pudset vinduerne. Især i betragtning af, at fotografen der skal tage de skønneste billeder af vores lejlighed, kom forbi i dag. Udsigten er blevet foreviget, og sammen med den forhåbentlig en masse lækre billeder af vores gamle lejlighed. Så lad den endelig blive solgt hurtigt, tak.

Så gammel som jeg er, betyder det også, at underholdningen mens jeg var barn bestod af én TV kanal, en masse legetøj uden batterier eller software, og kassettebånd! Jeg havde blandt andet et kassettebånd med den schweiziske bugtaler Kliby, der underholdte med æslet caroline. Makkerparret Kliby og Caroline findes endnu, og det der gør det specielt sjovt, er at de taler schwitzerdütsch. Se selv, og lyt godt efter.

Er du mere til moderne bugtalere, så er Jeff Dunham og Achmed én af mine favoritter. Enjoy.

Efter en dag med malerpensler og ombyningstøv omkring sig hele dagen, er det dejligt at aftenene kan nydes i sofaen. Med en god bog i hånden og kæresten ved siden af, og et glas te for rigtig at nyde regnlyden på ruderne. Lige præcis de omstændigheder gørm at teen smager allerbedst.