Kreativ pakkekalender #2
Så har Karina fået det kæmpemæssige puslespil til at gå op i en højere enhed, og alt i alt deltager 134 bloggere i Den Kreative Pakkekalender. Det første jeg gjorde hjemvendt efter en skøn weekend i Bratislava og Wien, var at tjekke “min” kalenderven ud. Jeg kender hende ikke endnu, og lidt læsning på hendes blog fortæller mig at min første idé til en gave der kan glæde, måske skulle revideres lidt. Jeg tror jeg har fundet den gode idé frem.
Jeg tror de fleste deltagere i den kreative pakkekalender er hardcore kreativister, ikke blot sådanne wannabe-kreative som jeg er. Men jeg mister ikke modet, for uanset hvad, så er det skønt at kunne glæde andre med noget hjemmegjort.
Og jeg er også rigtig spændt på hvad jeg selv skal begave med. Jeg skal ikke vente længe, for min åbnedato bliver 15. december. Og det er jo lige om lidt!
Hvis du vil følge med, er der faktisk også oprettet en facebookgruppe for deltagerne, så jeg håber den med tiden kommer til at bugne med idéer.