Jeg har vist tidligere nævnt min fascination af katte. Og mens jeg nu ikke har en kat, så synes jeg det er vidunderligt at nyde nogle af kattens egenskaber i tegnet version.
Simon’s Cat er en tegnet kat med alle kattens træk, lige i øjet. Der er lige kommet en ny lille film:
Find mange flere film på The Official Simon’s Cat Website. Det er næsten som at have en kat selv. Og efter at se den næste video, er det måske meget godt jeg ikke har en kat.
Uden et TV i huset, skal man selv vælge nyheder til. Og sommetider går der rigtig længe før jeg åbner en traditionel nyhedsside. Helt per automatik er avisen fravalgt på forhånd, for det hører simpelthen til sjældenhederne at jeg sidder med en avis.
Jeg er den heldige ejer af en Google Nexus One telefon. Og en af de ting jeg rigtig godt kan lide, er de forskellige applikationer og widgets der findes til dem. Det er én af måderne at få nyheder i overskrifter. Flere overskriftsnyheder kommer ved at lade blikket køre ned over forsiden på Reddit, eller ved at følge med i forskellige tweets eller statusopdateringer. Er der en nyhed der er tilpas interessant, kan man altid undersøge nærmere.
Jeg tror mit grundlæggende problem med nyheder er, at de konsekvent fremhæver negative omstændigheder, med dramaer og deres ofre, og tilsyneladende uendelige konfliker. Jeg ville ikke have noget imod lidt flere konstruktive nyheder. Og mens jeg venter på det – for artiklen er fra sidste år – kan jeg altid nyde dagens dosis cuteness fra Cute Overload. Måske er det ikke nyheder, men det får dig til at smile.
Jeg er vild med katte. Hunde er okay, men en kat! Mange siger at katte er egoistiske væsener der blot udnytter mennesker, mens hunden er menneskets bedste ven. Det er vel én måde at anskue det på. Jeg ser det som at man skal gøre sig fortjent til en kats tillid og hengivenhed, en hund er knap så kristisk. Og så kan jeg godt lide kattens selvstændinghed: den kan selv finde ud af at spise når den har behov for det, den kan selv finde kattebakken (eller toilettet, hvis man har lært den det), og den kan sige til når den vil have opmærksomhed.
Når jeg bliver gammel, skal jeg have en kat igen. Ikke hvilken som helst kat. En intelligent kat, der gider mit selskab, og sætter lyd på det med lidt spinneri. Den må også gerne være fjollet og legelysten, og så skal den holde af at sove. Det hænder at jeg føler mig meget gammel, og så er det skønt at jeg kan låne nogle dejlige katte af og til.
Min mor giftede sig med en dansker, og vupti var mit efternavn Hansen. Min underskrift tager højde for efternavnet Hansen. I starten med sirlig skråskrift, som fru Jørgensen i folkeskolen fik os til at øve i skrivehæfterne, igen og igen. Når hun ikke lærte os at vaske viskestykker i husgerning. Findes det fag mon stadig i dag?
Hansen er sådan en fællesbetegnelse der gør det nemt at gemme sig i mængden. Frk. Hansen kunne være hvem som helst, kunne gøre hvad som helst. Min frk. Hansen er forduftet. Hun er skiftet ud med en fr. Kjerulf, én af få. Lige ud ad landevejen, K-j-e-r-u-l-f, uden æ og kun et f. Underskriften er næsten den samme, for hvem kan se forskel på et H og et K? I virkeligheden burde jeg have betalt en formue for at få efternavnet, jeg fik det i tilgift efter at have giftet mig med verdens bedste kæreste. Sådan er jeg så heldig.
Men et eller andet sted ærger jeg mig over ikke at have benyttet mig af den anonymitet der fulgte med at være frk. Hansen. For sent, det nåede jeg aldrig. Til gengæld får jeg nu lov at stave både mit fornavn og efternavn.
Energi kan ikke opstå af ingenting eller tilintetgøres, og den samlede energi i universet er konstant.
…
Ergo må der være nogen der render rundt og er meget energiske i dag – på min bekostning.
Sådan en lun sommerdag opfordrer til at lave så lidt som muligt. Jeg fik en skraber på sofaen lidt tidligere og drømte om Coco Beach.
Lidt palmer, sandstrand, en kølig drink fra terrassen med udsigt til solnedgang, lyden af gekkoer. Ah. Det kommer jeg nok til at gentage.
Af hensyn til at døgnet kun har 24 timer og det egentlig er meget rart at kontrollere hvad tiden går med, er vores fjernsyn opbevaret i skabet i gangen. Overskabet. På trods af at det kun er et 14″ med indbygget video (nej, ikke DVD – video), vejer skidtet ret godt til. Og lyden er elendig og tekst-TV virker ikke, og der er meget i vejen. Men ved at opbevare det i skabet, bruger vi tiden meget mere fornuftigt. Som fx. på at surfe le grand web og noget. Ahem.
Anyway! Det jeg vil frem til er, at jeg var alene et par dage, og for selskabets skyld, kom TV’et ud af skabet. Det var gråt og vådt udenfor, hele sofaen var min egen og jeg havde endda sørget for lækkerier. Men, for der er et men, det viser sig at det dér zapperi åbenbart ikke bare kommer til én efter en længere pause. Nej, pludselig er det ikke længere naturligt at vide hvilke kanaler og på hvilke tidspunkter fjernbetjeningen kan lede mig hen på fantastisk intetsigende let regnvejrsunderholdning. Måske var zappehånden indstillet forkert, for det lykkedes mig at finde masser af slutninger af serier og rulletekster på fantastiske film og masser af uendeligt dårlige reklamer. Det var så slemt at jeg måtte ty til et tv-program. Og det fungerer altså ikke når man har planer om bare at sumpe i sofaen.
Nu er TV’et i skabet igen, og næste gang jeg er alene, er det nok nærmere biografen eller en DVD der kommer til at trække i mig. Det kan jeg nemlig stadig finde ud af.
Mens jeg endnu gik i folkeskolen var jeg hende den stille med pandehåret og orden i penalhuset. Hvilket var ganske nyttigt for ordenskarakteren til folkeskolens udvidede matematikeksamen i 10. klasse. Min største frygt dengang må have været noget i retning af, at den kuglepen jeg brugte til at sætte dobbeltstreger under løsningen, ville begynde at klatte undervejs.
Nuvel, mange år er gået siden jeg klarede eksamen uden klatter ved dobbeltstregerne, og lige siden har jeg ikke tænkt på ligninger. Indtil jeg for nyligt læste May Contain Nuts der underholdende skildrer et forældrepars bestræbelser på at give deres børn den bedste start i livet. Bl.a. ved at moren klæder sig ud som teenagepige for at tage en adgangsprøve på datterens vegne – og er nødt til at snyde undervejs, fordi hun simplethen ikke fatter regnespørgsmålene.
Efter bogen var læst og jeg havde grinet færdigt, slog det mig at jeg måske ikke skulle grine så højt, for hvem ved om man selv havde glemt alle Herpings formaninger, huskeregler og terperier. Det måtte komme an på en prøve, så efter et par timers hyggelig skriblerier, med rynkede øjenbryn undervejs og bladre frem og tilbage i bøger, kan jeg stolt berette at kunne løse sådan én som denne:
4x + 3 = 18 + 2x
Kan du? Next up: andengradsligninger. Hvor svært kan det være? Det er i hvert fald lige så vanedannende som Sudoku. Måske endda bedre.
Det sker af og til at jeg synes jeg trænger til en ny udfordring. Så kan jeg finde på at købe en ny rodfrugt eller skifte job eller tage mc-kørekort eller en aerobicinstruktøruddannelse. Udfordringer kan være mange ting, heldigvis.
Det fede er at høste resultaterne af udfordringerne bagefter. Et velsmagende og nyt måltid. Nye arbejdsmæssige udfordringer. Fornemmelsen af at suse afsted på landevejen, alene på kværnen. Se på glade og svedige aerobicdeltagere der siger “tak for en god time” og kommer igen uge efter uge.
Og så kan det godt være at udfordringerne er svære undervejs. Gryder der klistrer. At være afhængig af andres viden og deres tid til at overbringe den. Frygten ved at vælte på kørebanen eller dumpe i teoriprøven. At finde ud af at det skam ikke er så nemt som man troede, at stå der og fortælle folk hvad de skal gøre med arme og ben, og retning, og højre og venstre, det hele på én gang. Men bagefter, bagefter kommer belønningen.
Allerede i folkeskolen, kunne jeg underholde andre med mine grå hår. Underholdningen gik på at jeg hev dem ud, én af gangen. Altid i fysiktimen, mens læreren talte om det periodiske system. Det er nok ikke den store overraskelse, at jeg ikke fatter hvad dét lige går ud på…
Det varede ikke mange år før jeg holdt op med at hive grå hår ud, for jeg var blevet en anelse tyndhåret. Jeg lod de grå hår blive og farvede i stedet for. Det passede fint i tråd med min sorte periode. Senere, eksperimenterede med næsten alle former for hårfarve og kulører. Lige fra at tilbringe fem timer med ildelugtende henna tilsat kaffegrums i håret, til de smarte vaskes-ud-efter-seks-hårvaske produkter (yeah, right….). Og det dér hårmousse med farve? Det eneste der fik farve dér var vist hændere!
Sådan gik mange år, og jeg blev rigtig ferm til at farve mit hår selv. (Små tips som at smørre creme på ørene og i panden, så hårfarven ikke sætter sig i huden, giver jeg videre gratis.) Alligevel kunne jeg mærke at den regelmæssige hårfarvning måske ikke havde en god indflydelse på mit hår, eller hovedbunden for den sags skyld. Så jeg holdt op. Blev au naturel. Den første periode fulgt af en lysende grå glorie i takt med at håret voksede ud. Klipninger her og dér har sørget for at jeg har været fuldstændig au naturel i håret et par år eller tre.
Jeg lever med det – mit hår er gråt. I stedet for en fiks samling af hvidt hår i en tot eller to a la Cruella DeVil, er det spredt ud over det hele. Salt og pebber. Mest salt. Tidligere på ugen blev jeg klippet hos en ny frisør, og sandelig om ikke hun har blotlagt sandheden. Jeg er ikke gråhåret over det hele endnu! Mit nakkehår er mørkt! Bare ærgeligt at jeg ikke kan se det selv. Men næste gang én eller anden spørger mig om min alder, så beder jeg vedkommende kigge mig i nakken først. Eller tager næsen på først. Så kan det være at gættet ikke er alt for højt. Tror du ikke?
