Western
I går var håndværker-energien ikke at finde i min krop, så jeg tog en fridag fra den hårde tjans. Eftermiddagen tilbragte jeg i rigtig godt selskab, en bøtte lune popcorn, og en filmoplevelse man ellers skal lede lagt efter. Empire Bio viser for tiden en nyrestaureret udgave af Once Upon a Time in the West, en Sergio Leone western fra 1968. Lige netop denne western havde jeg aldrig set før, men hvis lejligheden byder sig igen, vil jeg med sikkerhed se med igen.
Der findes naturligvis trailere for filmen, omend de er misvisende, synes jeg, da det tempo de er klippet i, slet ikke kan genkendes i filmen. Filmen har den dér ro med meget lange scener, hvor der næsten ingeting sker. Og alligevel var der ikke ét eneste minut for meget i den 165 minutters lange film. En western med masser af cowboys med meget spændende ansigter i fantastiske closeups, en smuk smuk Claudia Cardinale, der alle sammen er del i samme historie. Og naturligvis musikken. Vær forberedt på at nynne/fløjte nogle dage efter.
Du kan nå det endnu – tag en aften fri og stik af til det vilde west. Det er det hele værd.