Ikke som at cykle
Af hensyn til at døgnet kun har 24 timer og det egentlig er meget rart at kontrollere hvad tiden går med, er vores fjernsyn opbevaret i skabet i gangen. Overskabet. På trods af at det kun er et 14″ med indbygget video (nej, ikke DVD – video), vejer skidtet ret godt til. Og lyden er elendig og tekst-TV virker ikke, og der er meget i vejen. Men ved at opbevare det i skabet, bruger vi tiden meget mere fornuftigt. Som fx. på at surfe le grand web og noget. Ahem.
Anyway! Det jeg vil frem til er, at jeg var alene et par dage, og for selskabets skyld, kom TV’et ud af skabet. Det var gråt og vådt udenfor, hele sofaen var min egen og jeg havde endda sørget for lækkerier. Men, for der er et men, det viser sig at det dér zapperi åbenbart ikke bare kommer til én efter en længere pause. Nej, pludselig er det ikke længere naturligt at vide hvilke kanaler og på hvilke tidspunkter fjernbetjeningen kan lede mig hen på fantastisk intetsigende let regnvejrsunderholdning. Måske var zappehånden indstillet forkert, for det lykkedes mig at finde masser af slutninger af serier og rulletekster på fantastiske film og masser af uendeligt dårlige reklamer. Det var så slemt at jeg måtte ty til et tv-program. Og det fungerer altså ikke når man har planer om bare at sumpe i sofaen.
Nu er TV’et i skabet igen, og næste gang jeg er alene, er det nok nærmere biografen eller en DVD der kommer til at trække i mig. Det kan jeg nemlig stadig finde ud af.
