Patricia OnLine

Det er fantastisk med al den opmærksomhed som blogs og bloggere får for tiden. Aviser, blade, næsten alle vegne, om det så er et par linier eller flere artikler. Blogs er in, og dermed er jeg in med de smarte. Det pudsige er, at al den opmærksomhed omkring blogs, på en eller anden måde lader til at påvirke min evne og lyst til at blogge.

Javist, jeg er her da endnu, og jeg skriver da stadig af og til, men knap så ofte og regelmæssigt som tidligere. Det kan naturligvis også skyldes at jeg ikke orker at glo på en pcskærm efter en dags arbejde, hvor jeg… ja, altså… jeg glor på en pcskærm.

Nuvel, blogs er in, så det må vel også gælde for min på trods af at jeg har en støvet én af slagsen. Her er ingen sex og nøgne kvinder (uanset hvor mange der søger efter det). Til gengæld er chancerne dog store for at den bliver ved at være her i lang tid endnu. Som tiden er gået, er bloggen nemlig blevet en del af mig. Et sted hvor jeg deler personlige holdninger, som jeg twitcher, beskærer, fordrejer, fremhæver, afkorter, overdriver, digter og iscenesætter, og resultatet er dette. Jeg er instruktøren, manuskriptforfatteren, klipperen og alle de andre til spillefilmen. Det er nok ikke en blockbuster, men bliver holdt i live af private fonde. So what! Men det er min! Og du er stadig indbudt som publikum – hvis du ellers har lyst.

I dag har jeg for første gang købt et Alt for Damerne. Fantastisk hvad man får for 25 kroner. Psykologhjælp, fertilitetsvejledning, moderådgivning, indretningsråd og alt om den nært forestående jul.

Og det her hendes skyld, fordi hun gjorde mig opmærksom på at der er en artikel med hende i bladet. Og det er faktisk lidt hendes skyld at du kan læse med her, så jeg kunne ikke lade være. Men, jeg passer nok ikke helt ind i læserprofilen alligevel.

I dag har jeg for sidste gang købt et Alt for Damerne.

– “Cellofan eller papir?”
– “Det må du bestemme. Det er bare til mig selv”
– “Til dig selv?”
– “Ja, jeg synes jeg trænger”
– “Ja… men så bliver du heller aldrig gammel”
– “Nå??”
– “Nej, sålænge du køber blomster til dig selv, er du altid ung”

Så ved i dét! Ingen grund til at købe diverse remedier for at stoppe ældningsprocessen. Blomster er sagen. Eller måske sagde han det bare fordi han har en butik fuld af blomster han gerne vil af med.

Mennesker er fantastiske til at opfinde smarte løsninger. Hvordan ideen til en flyttekasse, en elkedel eller en mælkekarton er opstået, kan jeg sikkert læse mig til, men jeg imponeres over vores fantasi. Engang imellem er det dog som om opfindergejsten går lidt ud over mine grænser for hvad der er rigtigt, sådan helt usagligt og udelukkende baseret på mine til tider lidt skæve holdninger.

Som fx. det dér skruelåg i nogle drikkekartonen. Dem der gør at du er fri for at bukke et par flapper tilbage og hive frem i midten for at åbne. Nu skal der bare skrues i stedet for, og der er adgang til indholdet. Det er helt vildt smart i juicekartoner – men det hører bare overhovedet ikke til i en mælkekarton. Spørg ikke om hvorfor, det er simpelthen bare forkert. Ja, det er altså min mening, og den står jeg fast ved.

Lige bortset fra den anden dag, hvor jeg manglede mælk, og det eneste der var tilbage kort før lukketid var mælk i skruelågskartoner. Hrmm. En morgen mere, og så bør den karton være tom, så jeg ikke behøver at starte dagen med at blive fornærmet på indholdet i mit køleskab.

Endelig regn! Det var tiltrængt, og jeg glæder mig over de små og mellemstore vandpytter på fortovene. Endelig! Mine røjsere er indviet, og ja – de får humøret til at stige et par grader. Det kan godt være at det kun tager fem minutter at handle, men turen frem og tilbage var tre gange så lang og fornøjelig end sædvanligt. Tænk hvor lidt der skal til.