Patricia OnLine

– en weblog

Smagen af Schweiz

af Patricia @ 17:04 pm — fredag, 23. juni 2006
Kategoriseret under: livet er,stort & småt

imageDe fleste forbinder Schweiz med banker, kukure, alper og chokolade. Måske lidt ost, hvis vi strækker os lidt. Og det er da også sandt overordnet set, men det kan gøres meget bedre.

Lad os for sjov kun koncentrere os om nydelsesprodukter. Mad. Ja, jeg er en af dem der lever for at spise, ikke spiser for at leve. Schweiz er for mig forbundet med smagen af – tre ting, faktisk – cervalat, gala og hörnli. Så da min søde mor hjembragte forsyninger fra ferien, var det lige præcis de tre ting pakken var fuld af.

Cervalat er en pølse, som ikke er hverken spændende at se på indpakket som uindpakket og skrællet. Måske den heller ikke scorer højest på top ti af verdens pølser, men i min bog får den høje karakterer pga. de minder der er forbundet ved at spise den. Den helt rigtige måde at spise den på, er at skære et kryds i hver ende af den, spide den på en pind og grille den over et bål. Til nøds kan pinden undværes og bålet kan skiftes ud med en grill, bare krydset i enderne stadig er der. Og ja, hvis der ikke er ild i nærheden, kan man altid bare spise den kold med lidt god sennep.

Gala er en smøreost. Ja, men glem alt om Den Leende Ko og Pikant Flødeost, vi taler om smøreost i en helt anden klasse. Selv Philadelphia kan ikke konkurrere. Smagen er frisk og en anelse syrlig. Og så er de sjove at pakke ud, for nogen har tænkt smarte tanker da portionsindpakningen blev valgt. Et snuptag i den røde snør, og voila – værsgo’ at smøre på brødet. Hvidt brød, naturligvis, med en god krumme og sprød skorpe.

Hörnli er pasta. Små makaronilignende buede rør. Meget små. De skal koges i en lidt for lille gryde med lidt for lidt bouillonvand, under låg og lidt for længe. Når de er kogte – ingen al dente med dem her – røres de op med en lille klat smør og et par drys Aromat. Og så skal de spises solo. Han spurgte godtnok om man måske kunne spise en Cervalat til, men det er bestemt no no. Hver ting til sin tid. imageOk, måske kan man godt forsvare at spise en cervalat og brød med gala, men mest kun fordi det er længe siden sidst.

Status nu er at der er gået en uge siden lækkerierne ankom. I skrivende stund er der to cervalat, en pakke Gala og halvanden pakke hörnli tilbage. Næste skridt er rationalisering.

2 kommentarer

932

Kommentar af Therese

fredag, 23. juni 2006 @ 17:10

Jeg elsker også når jeg får mad-pakker hjemmefra. Her taler vi om Norge. Der er kiks, forskellige slags pose-mad og chokolade. Det er fantastisk. Også Norsk ost er fantastisk!!

933

Kommentar af Mami

lørdag, 24. juni 2006 @ 11:06

Patricia, wenn ich deine kleine Geschichte lese, freue ich mich umso mehr, dass ich dir diese Esswaren mitgebracht habe aus deiner alten Heimat!
Weiterhin eGuete!
Nächstes Jahr, werde ich wieder mit viel Freude, deine Lieblingsspeisen einkaufen!
In Liebe, dein Mami

RSS feed for comments on this post.

Beklager, det er ikke muligt at skriv kommentarer til indlæget pt.