Generalprøve
Min lørdag bød på solrige skipister, langsomme slæbelifter og entusiatiske med-skiløbere. Inspireret af en anden bloggers oplevelser, havde jeg booket en endags-skitur til Isaberg, og ham den dejlige og jeg fik overstået årets generalprøve på det hvide underlag i god stil.
Op kl. et-par-timer-efter-at-naboens-fest-sluttede, afsted med fire timers bustur i sigte, og endelig stod jeg med gyldne (!) skistøvler klar til at prøve skiene på. Fint nok. Allerførst lidt prøvende på det næsten flade stykke. Det blev hurtigt opgraderet til børnebakken. Et par gange ned af den, hvor jeg endda kunne få skiene til at dreje. Næste skridt var begynderpisten med slæbeliften. Køen var så lang, men jeg kom op, og ned igen uden fald og paniske udråb. Igen. Igen. Og igen. Næste etape var en blå piste. Tricket her var nok at man skulle via en rød for at komme tilbage til udgangspunktet. Høj solskin, god sne og en kæreste der var imponeret over, at jeg ikke allerede havde smidt mig på langs flere gange, gav mig mod til at kaste mig ud i det. Langsomt, sikkert og med indbygget undvigelsesmanøvrer når jeg nærmede mig andre begyndere, gik det ned af den blå. Imens jeg smilte fra øre til øre. Op med stoleliften og pause på toppen.
Hvorfor er det lige at sådanne nedkørsler altid ser meget vildere ud oppefra? Jeg var sikker på – da jeg stod nedenfor og kiggede op – at det ikke ville blive noget problem. Men jeg sank lige en ekstra gang, inden jeg gled ud over kanten. Og kom ned i et stykke. Og hun så at det var sjovt, og hun gjorde det igen. Og senere, da sneen blev tungere og vådere af det strålende solskinsvejr, var det de andre røde pister der stod for tur. De lidt lavere af slagsen. Igen. Igen. Og igen.
Frokosten bestod af fantastiske hotdogs og sukkerindsprøjningen om eftermiddagen var en kop kaffe, pandekager med æblemos, sirup og is. Heaven. Busturen hjem blev kortere pga. blunding. Og nattesøvnen var næsten så god som nede Alperne. Hvor meget bedre den bliver, finder jeg lige straks ud af. Og jeg glæder mig!
