Patricia OnLine

Nu er alder jo ikke noget jeg tænker over hele tiden. Det sker ofte at jeg må tænke over og regne på hvor gammel jeg er i det øjeblik jeg bliver spurgt om det, og jeg har ikke noget imod at være… hmm, jeg er 72er og vi er i 2006… 34, mest fordi jeg synes mit liv er pragtfuldt. Og det er jo skønt.

Men den vilde festabe i mig er vist flyttet til grønnere græsgange. Der var måske engang hvor jeg ville have udnyttet min græsenke-status til en bytur. Men ikke denne gang. Jeg har forsøgt at dække mit søvnunderskud, jeg har læst op på fysiologi og træningsfysiologi, jeg har arbejdet og undervist. Og højdepunktet er nok nærmest denne lørdag aften, hvor jeg sidder og sipper et glas rødvin, spiser lidt chips, broderer og hører soulklassikere og lurve-song fra 60erne. (Naboen er ikke hjemme, så han kan ikke høre at jeg synger med).

Jeg forudser at der ikke går lang tid, før jeg står på gaden og ryster på hovedet af nutiden ungdom. Tsk.

Kender du den slags mennesker, der liiiiige bliver lidt stædige hvis de bliver udfordret lidt? Så er de ligesom lidt lettere at motivere? Jeg melder mig ind under fanerne. Jeg læste om udfordringen hos ACQ og var helt blank. Og så læste jeg ordet udfordring igen – og blev stædig. Mit resultat til Udfordring #1 er her:

livet er dit valg
du kan anskaffe tur-pas
eller blot se på

Er du frisk på en udfordring? Læs mere hos ACQ.

Hvorfor er det ganske legalt at spise en skål cornflakes om aftenen, mens der rynkes kraftigt på næsen når man spiser pizza til morgenmad?

Hvorfor undskylder mænd når de multitasker, og kvinder når de ikke kan multitaske?

Hvorfor mister et cykeldæk altid mest luft på det værst tænkelig tidspunkt?

Hvorfor er det komplet umuligt at undgå at sige “nnnnååååååeeeehhhhh” mens man ser på CuteOverload (især billeder som dette)?

Hvorfor?

-“Du er godt klar over at i morgen er det en måned siden du sidst har skrevet på din blog, ik’?”
-“… Nej, det var jeg ikke”
-“Men du ville sikkert gerne vide det…”
-“u-hum…”

Nå, men så nåede jeg det før måneden var gået. Talemåden holder stadig stik – intet nyt er godt nyt. Men den sidste måneds tid har udvidet hullet i det sted jeg opbevarer “ting-jeg-skal-huske-at-blogge”. Ud over drastisk nedskæring af bloggeriet, spiller jeg heller ikke domino online mere. Og hvis jeg læser tre sider i træk inden øjenlågene vælter ned, er det stort. Og opvasken får lov at vokse sig større end sædvanligt.

Til gengæld smiler jeg stadig meget. Og jeg bliver klogere hele tiden. Og Kæresten forkæler mig voldsomt og bekræfter mig dagligt i, at jeg simpelthen må være verdens heldigste kvinde. Og…

-“sidder du og blogger?”
-“mmmm”
-“nå, du ville nok ikke lade det gå en måned”

… han kender mig for godt.