Patricia OnLine

…mælk
…brød
…pÃ¥læg
…vaskemiddel
…energi i pilleform der kan erstatte den energi der dannes i kroppen af sol og varme.

Mon de har det hele i fakta?

I gÃ¥r ledte jeg efter min cykel i cykelkælderen. Det var et godt bud pÃ¥ et sted at lede, for selvom jeg kan huske at jeg havde meget antipati mod cykelkældre som teenager, sÃ¥ har jeg faktisk flittigt – nærmest altid – brugt den siden jeg flyttede til Nørrebro. SÃ¥ i gÃ¥r ledte jeg efter min cykel i cykelkælderen. Der er ret mange cykler i vores kælder, sÃ¥ jeg vandrede frem og tilbage rigtig mange gange, for min cykel har det med at gemme sig. Det er derfor den har en rød ringklokke – sÃ¥ jeg nemmere kan finde den.

I går var der ikke det der lignede en rød ringklokke nogen vegne i min cykelkælder, og jeg gik derfra meget forvirret. Min cykel er en billig model der nærmer sig 8 år på cykelstierne, og den har ikke været forvænt med vask og polering, og kæden trænger igen til en udskiftning. Hm?

En halv time senere slÃ¥r det mig, at det mÃ¥ske ikke er min cykel der er væk, men bare min korttidhukommelse. Sagen er den, at jeg var til til sportsarrangement med fadøl i fredags, sÃ¥ jeg havde fornuftigt nok skiftet MC’en ud med bussen, og var cyklet hen til busstoppestedet. Med lidt held stÃ¥r cyklen ved busstoppestedet endnu. Nogenlunde hel.

Efter vi flyttede op på 6. salen, har vi fået et helt andet forhold til himlen og de skønheder den byder på. En af favoritterne er klart solnedgangen. Selv i gråvejr eller regn er det de mest fantastiske farver der toner frem på himlen, og det lagde jeg slet ikke mærke til før i tiden. Helt anderledes er det nu, og jeg lægger mærke til det selvom jeg ikke befinder mig hjemme. Smukt.

Nu venter jeg spændt pÃ¥ at se om mÃ¥nen mon virker lige sÃ¥ storslÃ¥et herude over Møn’s bløde natur, som over Nørrebro’s kantede siluetter. Jeg tror det næsten.

Apropos praktik, så er jeg vel nærmest i praktik som Bed & Breakfast bestyrer denne strålende sommerweekend. Jeg synes det er fantastisk at få en mulighed for at prøve noget helt andet. Indtil videre har det været en rendyrket fornøjelse. Solen skinner, gæsterne er glade og Møn tager smuk ud. Og så er der i øvrigt stadig to værelser tilbage, hvis det var.

Da jeg gik i folkeskolen havde jeg en idé om, at smykker og bøger kunne gøre mig lykkelig. Eller det kunne man måske komme til at tro hvis man så på mit valg af praktikpladser i 9. og 10. klasse. (Eller var det 8. og 9.? Hmm. Det er så længe siden, at hukommelsen svigter) I hvert fald blev jeg hurtig klogere. En uge i smykkebutikken dækkede hele mit livs behov for at pudse smykker. For det var stort set hvad jeg lavede den uge. Pudsede smykker. Også de billige kopier i udstillingsvinduet, der faktisk krævede ekstra knofedt, for det var jo ved at være længe siden butikken sidst havde haft en praktikant. Nå ja, og så hentede jeg forøvrigt frokost.

SÃ¥ Ã¥ret efter var det boguniverset der skulle afprøves. En uge i Vorup [‘våå(r)’op] bibliotek, og jeg mÃ¥ have haft en forestilling om en uge bladt uendeligt ulæste fortællinger, romantiske møder mellem reolerne og klogskab der smittede bare ved at røre bøgerne. Realiteten var nærmere en uendelig repetition af alfabetet og arkiveringsregler (“ingenting kommer før noget”), og snavsede fingre af ildelugtende og fedtede biblioteksbøger med kedelige covers. Og jeg sku’ hilse og sige at kvarterets lækre ungersvende i hvert fald ikke brugte deres tid pÃ¥ det lokale bibliotek dengang.

Så hvad fik jeg ud af det? Tja. I dag køber jeg af princip ikke bøger med kedelige covers eller hardback, (nåja, der er undtagelser). Og jeg foretrækker smykker af mørkt sølv, hvilket er heldigt, eftersom jeg nægter at pudse dem. Og lidt har vel også ret.

Vækkeuret ringer lige nÃ¥r sengen føles allermest behagelig og kærestens arm holder mig dejlig tæt. Jeg vÃ¥gner med et savn af en weekend der føles for kort og en gru for… Hør, hvad er det dog det? Er det solen der skinner lige dér udenfor mine vinduer? (Ja det er – jeg kan se det selv om ruderne ikke er blevet pudset endnu!) Og det er ikke en drøm. Faktisk er der en mulighed for gentagelser i løbet af ugen. Mandagen er allerede blevet meget, meget bedre.

Vi har snart boet i vores nuværende lejlighed i et par Ã¥r. Vi overtog den efter et dødsbo, men har ikke haft nogen problemer med Ã¥nder eller spøgelser eller den slags overhovedet. Det vildeste er mÃ¥ske at Tele2 bliver ved med at sende rykkere til den tidligere – afdøde – beboer. Jeg ved det er rykkere, fordi jeg en dag kom til at Ã¥bne et af brevene før jeg sÃ¥, at det ikke var adresseret til mig.

Brevene fra teleselskabet bliver returneret. Jeg skriver typisk på dem at modtageren er afgået ved døden. Jeg har returneret mindst 10 breve. Her den anden dag, kom der ét mere. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der rent faktisk sker hos teleselskabet, når de modtager brevet retur. De må da have en procedure for hvordan de afvikler konti fra afdøde kunder!

Jeg overvejer nu at returnere det med pÃ¥skriften “Flyttet: ny adresse Bispebjerg KirkegÃ¥rd”. De kan være de har en procedure for hÃ¥ndtering af flytninger i stedet for.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes mit liv er for kort til intensiv rengøring. Jeg har lært at jeg ikke bliver lykkeligere med skabet fuld af rengøringsartikler, så jeg jan pudse, polere, skrubbe og skurre halvdelen af min fritid væk. Jeg kan nøjes med lidt.

Vinduespudsning er et hestearbejde. Heldigvis er de fleste af vores vinduer placeret sådan, at de er blevet skyllet med jævne mellemrum i den danske sommer. Ikke vores køkkenvindue, for det vender ud mod en svalegang. Faktisk er der er der har skrevet God Jul i støvet på vores køkkenvindue, og jeg har overvejet et par alternativer.

I princippet er det en god anledning til at pudse vinduer, for jeg ved at resultatet bliver så godt bagefter. Alternativt er der ikke så længe til jul, som der har været. Så jeg kunne bare lade det stå, og allerede have pyntet en smule op. Hm. Det er en svær beslutning.

Jeg er altså slet ikke klar til efterår endnu. Hvad skal der til for at bytte nogle af regntimerne ud med lidt sol? Det her vejr er alt for tærende på mit energiniveau.

Jeg kan huske nogle af de lege jeg legede i skolegÃ¥rden som barn. Der var naturligvis tik, eller udvidelsen kæde-tik, sommetider med valgmuligheden drenger’n mod piger’n (det var jo i Randers, ik’Ã¥?). Vi hoppede ogsÃ¥ i elastik. Jeg kan huske vi havde to versioner – den hvor det gælder om at lave en lang serie med avancerede snoninger mens man synger, og den hvor det gælder om at hoppe højt, sÃ¥ man lige fÃ¥r snoet den ene fod op over elestikken, trækker den ned og hopper hen over det hele. Jeg var bedst til at hoppe højt. Faktisk var jeg en af dem der kunne hoppe højest. MÃ¥ske jeg husker lidt galt dér…

SÃ¥ legede vi ogsÃ¥ buk – ogsÃ¥ i to versioner. Den traditionelle med at hoppe over hinanden, og den kontaktgivende, hvor en person læner sig op ad væggen. Nummer to hopper op pÃ¥ ryggen og læner sig frem. Nummer tre gentager processen. Nummer fire (der kan hoppe højt) gør det sammen. Nummer fem forsøger at gøre det samme, mens nummer et knækker sammen nederst i bunken. Ã?h ja, det var skam sjovt! Og sÃ¥ stod vi ogsÃ¥ pÃ¥ hænder. Vi kunne ikke stÃ¥ pÃ¥ hænder uden støtte, sÃ¥ det blev op ad muren. Og sÃ¥ byggede vi ellers pÃ¥ i lage. Den inderste spredte benene, sÃ¥ der var plads til mange flere. Og der skulle stÃ¥es pÃ¥ hænder ret tæt – med flere buler i hovedet som følger.

Jeg kan pludseligt huske alt det her, fordi jeg legede i weekenden. Jeg var i selskab med børn og barnlige sjæle, og de krævede leg. Der blev snurret, drejet, hoppet, grinet og stået på hænder. Og jeg kan stadig stå på hænder! Og det var faktisk så sjovt, at jeg har gjort det herhjemme et par gange siden. Sidst var i går aftes, hvor lysten lige kom over mig. Jeg havde hængt i sofaen et stykke tid, og pludseligt stod jeg på hænder op ad hoveddøren. Jeg er overbevist om, at det er vigtigt at huske at lege. Så jeg prøver ihærdigt.