Patricia OnLine

Man finder den hvis man kender biografen i hjertet af Nørrebro. Den ligger på 1. sal og der er ild i pejsen. I går gæstede Norah Jones lokalet via skærmen på væggen. Det (velsagtens) nyansatte personale er glad, deres cafe latte smager godt, og der er hjemmebag fra Emmerys. Jeg taler om café Enter på Gulbergsgade.

Stemningen der er så god, at det kan være nemt at glemme tiden, hvis man blot er ude på at fordrive tiden til filmen går i gang. Så er det jo godt at det store ur på væggen går 5 minutter for hurtigt.

Jeg er ikke en rigtig pige. Jeg har alt for lidt tøj. Når jeg siger, at jeg ikke har noget tøj at tage på, så mener jeg generelt – ikke at jeg ikke har lyst til at tage noget af det på, der hænger i skabet. Såmænd kan jeg klare mig i perioderne mellem vasketiderne, men det bliver unægteligt lidt ensformigt i længden.

Bukser er min største udfordring. Jeg mangler altid bukser, for jeg slider dem op på ingen tid. Hvilket er en skam når jeg tænker over, hvor meget jeg skal gå igennem for at finde et nyt par. Tag bare i dag. Med høj humør begiver jeg mig ud i forskellige tøjbutikker, og kigger kun på bukser. Jeg lukker øjnene for bluserne, trøjerne og jakkerne og fokuserer kun på bukserne. Der går ikke lang tid før jeg får en fornemmelse af at alle kunder før mig må have haft samme store behov for bukser – der er næsten ingen! (Er det blevet umoderne med bukser?)

Nå, et par mulige emner skilles ud blandt de få modeller. Størrelserne på kvinder i dag ser ud til at koncentrere sig på to yderområder – str. 36 og nedefter (kan man virkeligt komme ned i dem?) og str. 40 og opefter. Ingen tvivl om hvilket yderområde jeg skal fokusere på. Taljen på bukserne er så lave, at de næsten sidder som selvsiddende strømper – og de dér str. 42 må helt klart være mærket forkert, for min lille søde popo kan under ingen omstændigheder klemmes ned i dem. Lårene taler vi slet ikke om.

Nå, skidt pyt, tænker jeg. Størrelsen på bukserne står jo ikke printet på ydersiden, så jeg finder da bare et par der er lidt større. Ha, dét troede jeg! Sagen er dog den, at der intet sted i butikkens tre etager med dametøj, findes noget der ligner en buks i en større størrelse end en 42. Det er sådan cirka på dét tidspunkt at min hjerne kobler fra. Meltdown forårsaget af arrigskab og frustration. Argh.

Det næste jeg husker er at jeg kommer ud fra ostehandleren med tre slags oste. Jeg er ikke en rigtig pige. Jeg har alt for lidt tøj.

Der findes blogs der specialiserer sig i mad, blogs der udelukkende omhandler hjemmearbejder, blogs man har svært ved at tro på er faktuelle, blogs for nørder, og blogs med masser af sex. Ikke at jeg forsøger at drage en sammenligning. Det er blot en konstatering.

Indholdsmæssigt varierer de forskellige genrer naturligvis. Heldigvis, fristes jeg til at tilføje. Og nu vil jeg ikke udsætte pointen i dette indlæg mere.

Denne lille film er fundet på en af de blogs med masser af sex. Og den vil jeg så gerne dele med jer – tænkte det måtte være i orden, eftersom jeg i sidste indlæg fandt ud af, at jeg rent faktisk er voksen. Censurér selv efter behov!

Det må være sket uden at jeg har lagt mærke til det. Ganske givet er overgangen foregået glidende og tilsyneladende uden at kræve min opmærksomhed. Det er kommet snigende.

Det slog mig, da jeg i går spiste rosenkål uden at rynke ret meget på næsen. I dag har jeg selv foldet mit rene vasketøj og selv lagt det på plads. Og jeg har selv lavet den lille lækkerbisken til mig, som jeg nød da jeg kom hjem fra skole. Og faktisk pjækkede jeg ikke i dag, selv om vejret i høj grad var til det. Og da jeg gik ud af døren i morges, så havde jeg faktisk både hue, regnbukser og regnjakke på. Også selvom jeg så fuldstændig latterlig ud. Nu jeg tænker efter, så sker det også ret tit at jeg skruer ned for musikken, fordi jeg synes den måske er lidt for høj.

Jeg bliver nødt til at indse det. Jeg er vist blevet voksen.

Hvordan kan jeg nu være sikker på, at jeg ikke er blevet som de voksne, jeg som barn lovede mig selv, jeg aldrig ville blive som?

Photo Friday – Patterns

Jeg ved ikke hvor det kom fra. Jeg var, for et par timer, en reinkarnation af Meister Proper reklamen.

…

Jeg har det fint igen nu.

Min dag er over, og det var en god én af slagsen. Om en lille times tid begynder så min aften, og den kan kun blive god.

Jeg er så småt begyndt på opvarmningen. Sidder her og fniser lige så stille helt for mig selv. Jeg tænker i lyserødt, prøver at huske hvornår jeg sidst har købt nyt tøj og sko, og gennemgår min håndværksproduktion for fremvisningsstykker.

Om lidt skal jeg være “rigtig” pige og jeg glæder mig. Glæder mig til godt selskab og god tøseunderholdning på skærmen. Fnis.

Som cyklist i efteråret er man frygteligt meget udsat. Her tænker jeg ikke på andre ekstremt aggressive cyklister, halvblinde fodgængere eller fortravlede bilister. Næ. Den virkelige fare, den sidder i cirka et par meters højde.

Efterår er lig med blæst, kulde og regn tilsat efter behov. Efteråret er også tidspunktet hvor træerne mister deres blade. Lige nu har hovedparten givet op og ligger i bunker på den regnvåde cykelsti. Men, de standhaftige af slagsen, dem der klynger sig til træernes grene, de er kun ude på én eneste ting.

Her kommer jeg cyklende. Humøret er over middel, selvom jeg bliver våd af regn. I det mindste er jeg ikke nødt til at bruge offentlig transport. Jeg cykler derudaf med en hastighed over middel. Opmærksom på trafikken, men ikke ret meget ud over det. Pludseligt sker det, når jeg mindst venter det. Jeg bliver angrebet fra oven.

De standhaftige blade, dem der har klynget sig til grenene, øjner muligheden de har ventet på. De ser mig komme cyklende og vælger at benytte muligheden. Som små selvstændige kamikaze piloter, slipper de deres greb i træernes grene, og angriber. De går direkte efter øjnene. Flyver på den kraftige blæst, og opnår ekstra tyngde med tunge regndråber. De sigter godt, men tager ikke helt højde for mine hurtige reflekser.

Jeg når at knibe øjnene sammen og undgår at blive blændet. Kamikaze piloterne rammer næse, kind og mund med skarpe smæld og jeg kan stadig se. Surt for bladene, det var deres sidste chance. Og nu er jeg advaret resten af efteråret.

Så sidder jeg her og venter på at lære nyt. Jeg har siddet her siden halv ni i morges og håber snart på at blive klogere.

Indtil videre har vi afholdt to pauser, til stor fornøjelse for alle rygere. Indtil videre er lokalet blevet luftet ud alt for lidt. Indtil videre har jeg allerede spist halvdelen af den medbragte frugt. Indtil videre har vi lært at tænde for maskinen.

Det bliver en lang dag i dag.

OK, jeg har også købt én nu.

…

Og hvad så nu? Er det nu jeg sætter mig hen i et hjørne og venter på at der sker noget? Jeg tilstår jeg følte lidt tiltrækningskraft, da min hånd svævede over den i fakta. Det var nok også derfor den røg i indkøbskurven. Dét og så fordi den kostede en 20’er.

Nogen der har hørt om, hvor der er tilbud på inspiration og kreativitet? Jeg trænger til at få fyldt lageret op. Især hvis jeg skal nå at lave små, grimme, hjemmelavede julegaver i år.