Patricia OnLine

I øjelikket kører mit favorit center en ris/ros kampagne, hvor der indsamles data om gruppetrænings instruktørerne, ved at vi (kunderne) udfylder et lille skema. Der kan vælges fra sur til sød smiley på fem forskellige punkter, og der er plads til en kommentar. Det er tilladt at være anonym.

Jeg har efterhånden talt med en del med-kunder og spurgt om de ikke skulle udfylde et skema efter timen. Jeg hører som regel dette:

Jamen, jeg har ikke noget at klage over!

NÃ¥, det var da dejligt. Og sÃ¥ undrer jeg mig. Det er et ris/ros skema. Der er mulighed for at skrive positive oplevelser – ikke kun negative. Med fÃ¥ krydser og mÃ¥ske en lille sætning, kan de sikre at en instruktør fÃ¥r fortjent ros. Hvorfor er det ikke lige sÃ¥ almindeligt som at brokke sig?

Jeg skal rejse tværs over landet og tilbage igen. Jeg er (for engangs skyld) i rimelig god tid med planlægningen, og kan derfor nøjes med at betale 47% af normalprisen for en skinne-transport tur/retur.

Som almindelig netbruger kan jeg ikke umiddelbart få en oversigt over hvilke orange afgange der er tilbage, og beslutter at ringe til DSB. For det er da lige en opgave for dem, tænker jeg naivt og fuld at forventning.

Jeg: Har du nogle orange billetter sÃ¥’n omkring pÃ¥sken?
Hun: *suk* Hvilken afgang?
Jeg: Engang i løbet af torsdagen?
[lang pause]
Hun: Jeg har én med morgentoget kl. 5
Jeg: Det er måske liiiige tidligt nok. Hvad har du ellers?
[meget lang pause]
Hun: Der er ikke flere orange afgange om torsdagen.
Jeg: Kan du fortælle mig hvornår der er nogen?
Hun: *SUK* SÃ¥ skal du altsÃ¥ være lidt mere specifik, for jeg har ikke en oversigt. Jeg skal ind pÃ¥ hver eneste afgang for at se om der er plads…

Det var så her at jeg gik i chock. Så lige mig selv arbejde for DSB telefonbilletsalg og have lyst til at vrisse af kunderne. Fordi de stiller naturlige krav til informationer, som jeg ikke ville kunne oplyse dem. Fordi de automatisk ville antage mig for at være en sur gammel kælling. Fordi jeg naturligt nok med tiden ville blive til én.

Jeg takkede hende og fandt selv afgangene. Og håber på at jeg ikke var en alt for træls kunde at have i røret.

I’m going to take my time
I have all the time in the world
To make you mine
It is written in the stars above
The gods decree
You’ll be right here by my side
Right next to me
You can run, but you cannot hide

Don’t say you want me
Don’t say you need me
Don’t say you love me
It’s understood
Don’t say you’re happy
Out there without me
I know you can’t be
’cause it’s no good

Ah, søndag, gamle sange og sommertid.

Jeg havde et ærinde på Amager i dag. Det er lidt usædvanligt for mig, da jeg fortrinsvist befinder mig på Nørrebro. Her sover jeg, her handler jeg og her lever jeg. Hver dag. Men i dag var jeg altså på Amager.

Af én eller anden underlig Ã¥rsag, fik jeg pludseligt trang til at gÃ¥ nordpÃ¥ (i stedet for at “metro” den) da min forpligtelse pÃ¥ Amager var overstÃ¥et. Jeg var ikke gÃ¥et særlig langt, før jeg krydsede Amager Boulevard og Stadsgraven, og befandt mig pÃ¥ Panterens Bastion. Oplevede at blishøns slÃ¥s parvist ved at sparke hinanden og puste sig op til dobbelt størrelse.

PÃ¥ Under Vandet Over Gaden Udenfor Dammen – eller hvad den nu hedder – stÃ¥r der et stykke Amsterdam; højt, gult og med indbygget spil i toppen, komplet med kanal i forhaven. Vidunderligt. Og øverste etage var endda til leje.

Børsen startede lavere end jeg troede, der var demonstration med en folkemængde på under 10 foran Christiansborg, og gadebelysningen på Højbro er klart i familie med den fra Prag.

Jeg burde have haft et kamera med. Det havde jeg ikke. Til gengæld blev blikket mættet på min rejse. Og det er ikke så sært, at jeg måtte have en kaffepause da jeg kom til Nørrebro. Og tog bussen det sidste stykke vej. Hvornår har du sidst set din hjemby med andre øjne?

Jeg så en Ross look-alike i fakta. Han var dog lyshåret. Det er tegn på, at bæstet skal frem en halv times tid i aften.

Jeg kan tydeligt huske den. Jeg fik den af min far, som sendte den med posten til Spanien, helt fra Schweiz. Bare det at få en pakke med mit navn på var stort. Det var en rund flad lys plastik tingest, med fire farvede felter: grøn, rød, blå og gul. Når der kom batterier i den og jeg tændte for den, så kunne legen for alvor starte.

Maskinens ene felt lyser op sammen med en tone. Jeg trykker på feltet. Nu er der to felter og toner. Jeg trykker på felterne i samme rækkefølge som maskinen viser. Legen fortsætter; altid samme serie med et nyt felt i enden. Jeg aber efter og gentager melodien ved at taste de rigtige farvekombinationer. Imens jeg sidder på gulvet inde på mit værelse fuldstændig tabt for omverdenen.

Jeg elskede den maskine. Jeg brugte timer på bare at sidde og trykke. Jeg kan huske hvordan den lugtede når jeg havde brugt den i lang tid. Lun plastik.

Maskinen er borte for længst. Vi mistede kontakten da jeg kom til Danmark. Jeg håber den er blevet til et legetøj der går i arv: den tanke er rarere end at forestille mig den liggende, smadret, nederst på en losseplads.

I dag leger børn og barnlige sjæle ikke mere så meget med ting. Men legetøjet fra dengang er gengivet i elektronisk form. Sådan også min elskede trykke-maskine. Selv tonerne er næsten rigtige. Bare lugten mangler.

Danmarks første konference om arbejdsglæde bliver holdt torsdag den 27. maj 2004. Det bliver en dag ud over det sædvanlige; det bliver en dag med masser af handling. Der er også plads til dig.

Arbejdsglæde er vigtigt. Men hvor kommer arbejdsglæden fra? Og ikke mindst: hvordan fastholder jeg arbejdsglæden? Arbejdsglaede.nu

Så er det nu. Må jeg præsentere mit nyeste outfit. Det har kostet masser af tid og tålmodighed, frembragt vris, grynt og skældsord og af og til fået mig til at slå begejstret i luften.

Bedst af alt; jeg er nu forberedt til næste gang jeg skal på jagt efter nyt outfit. Nu ved jeg hvilke mærker og størrelser der passer. Og klædeskabet er ovenikøbet sorteret. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

�n ting er sikker. Der skal ikke rodes mere med det det næste stykke tid. Godt jeg ikke laver den slags til hverdag.

… kan forekomme et stykke tid frem. Jeg leger nemlig med CSS’er, og intil videre gÃ¥r det meget godt. Men nu skal min nye css-master ogsÃ¥ implemeteres i bloggen, og dét er en helt anden ting. For selvom Greymatter er et kanon værktøj at benytte, bestÃ¥r det af utrolig mange del-templates. De skal udgøre en helhed, meget lig et puslespil. Men et puslespil, hvor jeg selv skal gætte motivet.

Den bedste måde at lære det på, er at prøve mig frem. Så bliv ikke overrasket, hvis det hele lige pludseligt ser meget mærkeligt ud.

Dagens motion blev afsluttet med en god aerobic time. Bagefter, i omklædningsrummet, overhørte jeg to unge (16) pigers samtale.

A: Jeg synes det var meget sjovt.
B: Ja, men også lidt hårdt og svært.
A: Jeg kiggede efter hende der stod foran mig [red. mig] – det hjalp.
B: Ja, man giver ikke så let op, når nogen der er 40 år ældre kan det.

Ville bare lige fremhæve at det altsÃ¥ er 16 Ã¥r – ikke 40. Der er forskel.