Patricia OnLine

Det er det mærkeligtste ting man kan huske fra barndommen. En af de ting jeg husker fra mine ferei hos min far og mine bedsteforældre i Schweiz, var de små Liebe ist… tegninger på bagsiden af avisen, Bild eller Blick, tror jeg.

De er søde og uskyldige, og af og til kan man finde en politisk ukorrekt én imellem, der typisk opfordrer kvinder til at gøre noget for manden, vi måske ikke ville gøre mere.

Oftest synes jeg bare stadig at de er søde.
Da jeg barn, fik jeg besvaret mine spørgsmål i forskellige leksika eller ved at spørge en klog voksen. Tænk der var en tid før google og wikipedia. Jeg er ikke sikker på at en klog voksen dengang kunne have fortalt mig, at serien oprindelig stammer tilbage fra slut 60’erne. Det forklarer de mandschauvenistiske indslag der findes.

Jeg er vild med katte. Hunde er okay, men en kat! Mange siger at katte er egoistiske væsener der blot udnytter mennesker, mens hunden er menneskets bedste ven. Det er vel én måde at anskue det på. Jeg ser det som at man skal gøre sig fortjent til en kats tillid og hengivenhed, en hund er knap så kristisk. Og så kan jeg godt lide kattens selvstændinghed: den kan selv finde ud af at spise når den har behov for det, den kan selv finde kattebakken (eller toilettet, hvis man har lært den det), og den kan sige til når den vil have opmærksomhed.

Når jeg bliver gammel, skal jeg have en kat igen. Ikke hvilken som helst kat. En intelligent kat, der gider mit selskab, og sætter lyd på det med lidt spinneri. Den må også gerne være fjollet og legelysten, og så skal den holde af at sove. Det hænder at jeg føler mig meget gammel, og så er det skønt at jeg kan låne nogle dejlige katte af og til.

Hele denne ACB udfordring lader til at virke lidt – og alligevel ikke. Det positive er at jeg får skrevet et indlæg hver dag. Det er sandt, at det typisk er sidst på dagen, men det er der. Det viser sig at ikke alle bogstaver er lige lette at finde noget at skrive om (eller til? hm..) I løbet af dange tænker jeg typisk over hvad dagens emne kunne være, nogle gange er det let, andre gange er det let at finde emner til alle mulige andre bogstaver. Husker jeg så at notere emnerne ned? Netop.

Jeg husker åbenbart heller ikke så godt fra dag til dag, men det går netop nu op for mig, at jeg klarede bogstavet I i går og i dag er det Js tur. Ergo ændrer jeg overskriften fra Idéforladt til Jubelnar. Det passer vist meget godt. =o)

Det er efterhånden længe siden jeg underviste min allerførste time som nyuddannet instruktør. Og bla. samme mandagstime har jeg stadig fornøjelsen af at underholde på – endda med nogle af de samme deltagere.

Jeg har jo i virkeligheden en lille hemmelighed. Jeg bryder mig slet ikke om at stille mig op foran en masse mennesker jeg ikke kender, for i bund og grund er jeg den der introverte type, der foretrækker mennesker i små grupper, som jeg helst kender på forhånd, og hvor jeg får lov til at lytte i stedet for at tale. Ikke den typiske aerobicintruktør lige dér, vel?

Jeg ved ikke helt hvad det er, men når jeg står foran et hold, og skal undervise dem i en eller anden form for træning, så er situationen en helt anden. Jeg har det ligesom når jeg tager en rød klovnenæse på, så er alt tilladt og muligt. Måske er det mikrofonen der har samme virkning på mig, måske er det noget andet. En ting ved jeg, og det er at jeg nyder min instruktørrolle i en sal fuld af mennesker, der er der, fordi de vil bevæge sig og have det sjovt imens. Og jeg fortsætter lige så længe den nydelse fortsætter.

Min mor giftede sig med en dansker, og vupti var mit efternavn Hansen. Min underskrift tager højde for efternavnet Hansen. I starten med sirlig skråskrift, som fru Jørgensen i folkeskolen fik os til at øve i skrivehæfterne, igen og igen. Når hun ikke lærte os at vaske viskestykker i husgerning. Findes det fag mon stadig i dag?

Hansen er sådan en fællesbetegnelse der gør det nemt at gemme sig i mængden. Frk. Hansen kunne være hvem som helst, kunne gøre hvad som helst. Min frk. Hansen er forduftet. Hun er skiftet ud med en fr. Kjerulf, én af få. Lige ud ad landevejen, K-j-e-r-u-l-f, uden æ og kun et f. Underskriften er næsten den samme, for hvem kan se forskel på et H og et K? I virkeligheden burde jeg have betalt en formue for at få efternavnet, jeg fik det i tilgift efter at have giftet mig med verdens bedste kæreste. Sådan er jeg så heldig.

Men et eller andet sted ærger jeg mig over ikke at have benyttet mig af den anonymitet der fulgte med at være frk. Hansen. For sent, det nåede jeg aldrig. Til gengæld får jeg nu lov at stave både mit fornavn og efternavn.

Jeg er sådan én der har haft en fordom om Gardasøen. Hver gang jeg har hørt ordet, har jeg forestillet mig turisthelvede med overfyldte campingpladser, ekstrem hede og sure italienere. Det viste sig heldigvis at være fuldstænding forkert, i hvert fald de steder vi kom.

Sidste års sommerferie blev tilbragt på en mountainbike omkring Gardasøen i Italien. Jeg havde fået idéen af et par af mine tidligere kollegaer, der begge havde prøvet ferien med deres udkårne, og de var begejstrede. Konceptet er at du pakker dit tøj – masser af cykelbukser – flyver til Italien, og dér bliver du hentet i lufthavnen. Hele ugen har du en mountainbike til rådighed, udstyret med cykelcomputer og en rutebeskrivelse. Ved at aflæse vejledningen og computeren og tilføre lidt sund fornuft, bliver du ledt rundt ad større og mindre stier, oppe og nede langs Gardasøen. Mens du cykler, bliver din bagage transporteret til næste overnatningssted, som er de mest charmerende bed & breakfaststeder man kan forestille sig. (Der er mere hvor dette kommer fra … )

Vi har netop overtaget nøglerne til den mest fantastiske lejlighed. Vi får oceaner af plads, ca. tre gange så meget som i vores gamle lejlighed, vi kommer til at bo med udsigt over Nørrebroparken, øverst oppe og i to plan. Vores nye stue er stor som en balsal, og endelig får vi et bibliotek til alle vores bøger.

I øjeblikket er vi i gang med forbedringsfasen. Ingen af os er specielt handy med hammer, sav og skruetrækker, så det er i denne begyndelsesfase vi brillierer. Nemlig når tingene skal pilles ned, fjernes, smides ud. Det gamle køkken skal ud og give plads til nyt. Bevæbnet med en tapetdamper og hammer og skruetrækker, er syv lag tapet, spejl og fliser fjernet fra køkken og det meste af gangen.

Tapetdamperen er min nye bedste ven, og jeg er meget taknemmelig for at det meget varme vejr er aftaget for en stund. Med den i hånden og en spatel i den anden er det nemt at holde varmen. Og der er masser af overflader tilbage at afdampe. Når jeg ser på de bare vægge, skal jeg blot huske på, at det kun er for øjeblikket det hele ser meget værre ud. Det ender med at blive fantastisk, og jeg glæder mig.

Energi kan ikke opstå af ingenting eller tilintetgøres, og den samlede energi i universet er konstant.

…

Ergo må der være nogen der render rundt og er meget energiske i dag – på min bekostning.

Det hænder at jeg kommer ud og oplever lidt. Ofte involverer det mad eller drikke i en eller anden form, og når oplevelsen har været rigtig god, ender jeg som regel med at tage et billede af det, og lægge det på min Flickr-konto.

Når jeg sådan kigger tilbage på billederne – alle hedder Den gode kop – er det en samling af billeder af en kop (eller glas) med forskelligt indhold. For de fleste siger det måske ikke så meget, men for mig er det en smule mere. Oprindeligt var tanken at blogge om alle de fantastiske steder jeg kommer forbi, og det var også resutatet i starten. Så kom de “syv magre år”. Og bloggeriet forsvandt lidt og billedet måtte tale for sig selv.

Mine tre favoritter (som jeg ikke tidligere har blogget om) er i vilkårlig rækkefølge: (Der er mere hvor dette kommer fra … )

Sådan en lun sommerdag opfordrer til at lave så lidt som muligt. Jeg fik en skraber på sofaen lidt tidligere og drømte om Coco Beach.

Lidt palmer, sandstrand, en kølig drink fra terrassen med udsigt til solnedgang, lyden af gekkoer. Ah. Det kommer jeg nok til at gentage.