Hansen
Min mor giftede sig med en dansker, og vupti var mit efternavn Hansen. Min underskrift tager højde for efternavnet Hansen. I starten med sirlig skråskrift, som fru Jørgensen i folkeskolen fik os til at øve i skrivehæfterne, igen og igen. Når hun ikke lærte os at vaske viskestykker i husgerning. Findes det fag mon stadig i dag?
Hansen er sådan en fællesbetegnelse der gør det nemt at gemme sig i mængden. Frk. Hansen kunne være hvem som helst, kunne gøre hvad som helst. Min frk. Hansen er forduftet. Hun er skiftet ud med en fr. Kjerulf, én af få. Lige ud ad landevejen, K-j-e-r-u-l-f, uden æ og kun et f. Underskriften er næsten den samme, for hvem kan se forskel på et H og et K? I virkeligheden burde jeg have betalt en formue for at få efternavnet, jeg fik det i tilgift efter at have giftet mig med verdens bedste kæreste. Sådan er jeg så heldig.
Men et eller andet sted ærger jeg mig over ikke at have benyttet mig af den anonymitet der fulgte med at være frk. Hansen. For sent, det nåede jeg aldrig. Til gengæld får jeg nu lov at stave både mit fornavn og efternavn.
