Patricia OnLine

Jeg er en snob. Jeg er en snob fordi jeg vælger brød fra emmerys og van Hauen fremfor fra guldbageren. Jeg er en snob fordi jeg hellere drikker en Hoegaarden eller en Brøckhouse hvede fremfor en Carls hvede. Jeg er en snob fordi jeg vælger en latte fra Baresso fremfor filterkaffe med mælk hjemme. Jeg er en snob fordi mine chips er stegt i jordnøddeolie og har skræl på fremfor at være blege og bølgede med for meget salt. Jeg er en snob fordi jeg hellere vil drikke en halvtør cava fremfor en halvtør hvidvin. Jeg er en snob fordi jeg spiser paté fremfor leverpostej. Jeg er en snob fordi jeg spiser oliven med mandler købt i løs vægt fremfor i glas. Jeg er en snob bordi min spegepølse er italiensk, lufttørret og smagfuld fremfor trestjernet, rød og kedelig.

Jeg ville gerne bare fremstå som kvalitetsbevidst og opmærksom forbruger, men i bund og grund er jeg simpelthen bare en snob. Og jeg kan li’ det!

Hvordan kan det være, at nyristet toastbrød med smør bare smager så meget bedre, når brødet er skåret i trekanter?

Jeg fik en mail her forleden dag. Mailen var fra en af mine klassekammerater fra Handelsskolen i Randers, og den indeholdt bl.a. en adresseliste over mine medsammensvorne fra afgangsklassen HH49. Vi dimiterede i ’91, og det er kun slemt hvis jeg begynder at tænke efter, hvor længe det rent faktisk er siden.

Jeg sad og skimmede hen over listen og begyndte at tælle. Ud af 25 elever, er der en enkelt der har forladt Danmark, 6 der er flyttet til Storkøbenhavn (incl. mig) og en enkelt der har forladt os og denne verden for stedse. Af de resterende 17, bor de 10 af dem fortsat i Randers eller umiddelbar nærhed. Statistisk går jeg ud fra at mønsteret er meget normalt. Det pudsige er, at de fleste af os der er flyttet til Djævleøen, som den hedder i Randers, dengang festede sammen i weekenderne. Vi var naturligvis også dem, der havde stort hår, sort tøj og “underlig” musiksmag sammen. Men hvordan forklarer man den sammenhæng statistisk?

Jeg aner en samling af klassen nærme sig. Jeg gætter på, at vi nok skal mødes i Randers.

1991 – det er da ikke så længe siden, er det?

..hvor længe man mon skal vente på den næste (og sidste)? Den var læst alt for hurtig – men godt var den! Hmm… man kunne naturligvis lige tage dem alle seks i rap… så går ventetiden lidt hurtigere.

Det var forøvrigt skønt at se så mange stå i kø foran Gad klokken lidt i et. Forventningens glæde var tydelig hos rigtig mange. Lige så tydelig, som forundringen var hos de mange festklædte og lettere overrislede personer, der gik forbi os på Strøget og spurgte “Hvad sker der? Hvad står I i kø for?”, da de fandt ud af det. Men hey – jeg havde ikke tømmermænd dagen efter!

Mennesker er fantastiske skabninger. Der er snart ingen grænser for hvad vi kan gøre. Vi er opfindere, opdagere, undervisere og i stand til at vise kærlighed. Hvis mennesker ikke havde været mennesker, så havde vi næppe slikkepinde, yo-yo’er, løbehjul og boremaskiner – og en masse andre ting, naturligvis. Det mest fantaskiske er dog evnen til at tænke. Indse konsekvenser af handlinger. Planlægge. Disponere tid. Drømme. Huske.

Forestil dig, at din evne til at tænke var væk. Nogen har taget den fra dig – godt nok kun for en del af dagen. Faktisk, så forventes det, at du ikke tænker – overhovedet. Ikke så længe du befinder dig på arbejde i et eller andet servicefag et eller andet sted i USA (hvor medarbejdertoilettet er tilgængeligt for kunder). Når du skal, for alle skal jo engang imellem, så er der noget du skal bagefter. Og eftersom du ikke er et tænkende individ mens du er på arbejde, så bliver du gjort opmærksom på det af et stort skilt ved spejlet over håndvasken.

EMPLOYEES MUST WASH HANDS

OK, hvad sker der lige her? Ja, de skilte er overalt på offentlige toiletter i USA. Tro mig, efter tre ugers ferie i USA, så når man at se en hel del offentlige toiletter. Og skiltene var alle steder. Jeg tænker, at jeg ville blive personligt fornærmet hvis jeg skulle arbejde et sted, hvor min arbejdsgiver hvirkeligt har så lidt tiltro til min evne til at tænke. Som om jeg ikke selv kan finde ud af at vaske hænder. Helt ærligt.

er at jeg skal vente 8 timer længere end forventet. Se, havde jeg stadig været i USA, så havde jeg kunne få den blot to timer senere end her i lille Danmark – på trods af 6 timers tidsforskel. Optimalt ville naturligvis være at befinde mig et eller andet sted i UK om lidt over 27 timer. Så skulle jeg ikke vente mere end det.

Faktum er, at jeg skal vente frem til lørdag morgen kl. 8 før det bliver min tur. 35 timer! Så bliver det min tur til at hente min nyeste fornøjelse, som skal sluges og derefter nydes langsomt. Jeg har set frem til i over et rigtig lang tid. Jeg glæder mig så meget til den!

Yay!

PS. Jeg har ringet og spurgt om de dog ikke kunne forestille sig at åbne butikken kort efter midnat, så jeg kan få min bog. Jeg tror nok hun syntes jeg var ret skør….

Det var en spøjs fornemmelse – at læse en mail jeg havde skrevet til mit fremtidige jeg for præcis et år siden. Det var nu en dejlig og positiv mail, men dét at læse egne ord som de var tænkt og nedfældet for et år siden – sådan helt privat – tja… det var spøjst (når jeg nu magler et andet og bedre ord for det).

Det er lidt det samme som at læse gamle indlæg i arkivet. Bare privat også.

Hvis du har lyst til at sende en mail til dit fremtidige jeg, så gå hertil. Er du lidt i tvivl om hvad du kunne skrive, så kan du få inspiration ved at læse offentliggjorte mails til andre fremtids-jeg’er. Og nu må du undskylde mig. Jeg tror jeg skal skrive mig en mail mere.

at improvisere. Hvad gør man, når man pludseligt skal transportere to rygsække hjem fra arbejde, transporten skal foregå på motorcykel, og man iøvrigt ikke har bagageelastikker til rådighed?

Jeg ved det ser sjovt ud, med hey – det virkede!!!

De sidste uger har været med til, at jeg ser på lille Danmark med lidt andre øjne – kald det en forfriskelseskur. Naturligvis er jeg faldet over ting som jeg er dybt misundelig på at amerikanerne har og jeg må undvære. Jeg nævner i flæng: pandekager fra IHOP, evnen til at smalltalke med vildfremmede (og oftest spændende) mennesker, en grande caramel macchiato fra Starbucks når jeg føler for det (og det kunne principielt være dagligt), bogparadiset Barnes & Noble i flere etager.

Der er naturligvis også mange ting jeg ikke er misundelig på. Gennemsnitsamerikanernes sort/hvide verdensbillede, vi-er-verdens-navle attituden og de dårligt stilledes kamp for at stige på den økonomiske rangstige. Og naturligvis sikkerhedsforanstaltninger.

At ankomme til USA skal åbenbart ikke virke som en glædelig begivenhed. Advarselsskilte, fingeraftryk og billede, for ikke at tale om at jeg måtte anskaffe mig et nyt, godkendt-af-USA pas. Udfyldelse af løjerlige dokummenter (nej, jeg har ikke intentioner om at udføre terrorangreb mod nogen som helst), delvis afklædelse og skanning af sko ved sikkerhedskontrol og stor virvar fordi bøjlen i BH’en udløser metaldetektoren. Jeg er blevet skulet til og af så mange sikkerhedsvagter, så jeg knap tør smile mit hej-jeg-vil-gerne-på-ferie-i-dit-land-og-ih-hvor-jeg-glæder-mig smil. Og det er ikke det hele – ved flyvninger til Washington DC er det forbudt at rejse sig op i flyet den sidste halve time før landing. Skulle det alligevel ske at én eller anden rejser sig, fx. for at gå på toilettet, så bliver flyet omdirigeret til en anden lufthavn. Og nej. Det er ikke en spøj, selvom det lyder sådan.

Sådan noget er vi ikke belemret med her i Danmark. Vi bor i et land hvor kendte og magtfulde mennesker kan færdes blandt befolkningen, hvor det er tilladt at smile til tolderen (hvis man kan finde ham) og hvor en glemt taske i bussen ikke automatisk mistænkes for en bombe. Så er det vel ikke underligt at de fleste danskere (og mig) ryster på hovedet over alt det halløj der skal til, for at Bush kan besøge lille Danmark i 17 timer. Men faktisk er det bare den måde de nu engang gør det på over there – og i vores lille smørhul virker det blot endnu mere overdrevet. Heldigvis er 17 timer ikke så frygtelig lang tid.