Patricia OnLine

Jeg synes bestemt at det lugtede af forår i går, men det må have været feberen. Jeg tror jeg lige har set en pingvin på altanen række tunge af mig.

Jeg plejer at sige, at mænd er frygteligt pyldrede når de er syge. Det burde jeg virkelig holde op med, for jeg er bestemt ikke meget bedre selv. Jeg tror det hænger sammen med, at det hele bare bliver så meget bedre, når det har været rigtig slemt. Altså: overdrivelse først, og den kærlige pleje er endnu bedre end normalt. Ikke at jeg fejler noget alvorligt, blot en gang influenza. Ikke noget at skrive om dér.

Heldigvis blev jeg syg efter koncerten. Nå ja, og hvad med koncerten? Jeg kunne godt lide koncerten. Den var ikke overdrevet fan-giga-tastisk, men den var god. Efter et par træge overgange i starten, rullede det hele meget bedre fra da hele Parken sang med på A Question of Time. Og synge med, det gjorde folk. Mig især, men mest på det gamle. Og plænen bølgede når publikum viftede med armene sammen med Dave. Jeg er dog skuffet over, at de ikke spillede Somebody. Men hey – så kunne jeg nynne den mens jeg cyklede hjem. Og gjorde klar til nogle dages ynk. Og undskyld mig mens jeg ynker videre med min dyne og honning.

Fik jeg nævnt at jeg skal til koncert på lørdag? Det bliver FANTASTISK! Sneak-preview kan ses hos Madsenblog.

I går havde jeg fornøjelsen af at rejse med DSB. Det endte i hvert fald med at føles som en rejse, for det tog lige så lang tid at komme til Kirke et-eller-andet, som at flyve fra Kastrup til en varmere lokation. Uhyggeligt, egentlig. Alt sammen på grund af 17 minutters forsinkelse. Historien ender godt, så du kan egentlig stoppe her…
Ikke? OK, så. Men vær advaret. Der er måske lidt sarkastiske kommentarer undervejs. Det startede meget godt med, at jeg og resten af de ventende rejsende på Nørreports spor 2, blev forgiftet af røg, os og andet der godt, der sved i øjne, næse og lunger. Lugten var bakket op af en fantastisk hyletone, som kun et tre kilometer langt godstog med halvtrukne bremser kan frembringe. De var halvtrukne, for toget buldrede igennem stationen med høj fart.

Da det endelig var overstået, kom mit tog. Jeg satte mig til rette i afsnittet beregnet til fire personer, diagonalt overfor en fredelig ung mand, der læste i en bog. Bøger er gode tegn på fredelig adfærd. Jeg hev min egen bog frem, og gjorde klar til selv at være fredelig det næste stykke tid. Ved næste station vælter en kvinde med 5 tasker ind i kupéen og styrer direkte hen mod pladsen ved siden af mig og overfor den fredelige unge mand. Hun må skubbe til os begge, for at få plads til sig selv og alle hendes tasker, og hun sukker højlydt hvert andet minut.

Det viser sig at mindst én af taskerne er spækket med kryds&tværs-blade. Ikke Sudoku, men gammeldags kryds&tværs. Jeg ærger mig, for der er ikke noget ved at kigge over skulderen når det er kryds&tværs der kigges på. Sudoku, tværdimod, er fantastisk. Jeg elsker at sidde med et smørret grin og vide hvor 6-tallet skal være. Jeg tæller til 10, og hvis Sudoku-løseren stadig ikke har skrevet det, giver jeg gerne en hånd. Overhovedet ikke irriterende.

Togføreren var af den glade type. Han beklagede vores forsinkelse hvert 5 minut. Tilsyneladende var det tre kilometer lange godstog vigtigere end os, og det er jo meget forståeligt. Kryds&tværs kvinden sukkede ekstra højlydt hver gang togføreren havde talt. Efter 15 minutter greb jeg min musikdims og satte lyd på for at udelukke sukkeriet. Det var vanskeligt. Især da kryds&tværs kvinden fandt ud af, at hun ikke ville nå sit forbindelsestog.

Da jeg kom til togstationen hvor jeg ifølge min rejseplan skulle skifte til en bus, var bussen naturligvis lige kørt 5 minutter forinden. De to taxaselskaber i området var desværre optaget andetsteds. Den ene var på vej til Køge, og kunne naturligvis ikke vende bilen bare fordi jeg skulle vente i kulden 55 minutter. Den anden kørt godtnok ikke for øjeblikket, meeeen der ville nok gå et stykke tid endnu.

55 minutter går ufatteligt hurtigt når man bruger tiden fornuftigt på at tælle brosten ved busstoppestederne. Jeg har desværre fortængt hvor mange der var. Maske fordi kulden gjorde jeg ikke længere kunne føle mine tæer og mine balder. Måske er jeg bare glemsom.

Endelig kom bussen og den sidste etape kunne tilbagelægges. Jeg nåede frem og havde en hyggelig aften i godt selskab. På trods af næsten tre timers rejse. Jeg forlod aldrig Sjælland. Hjemturen var heldigvis noget mere human. Men der fik jeg også et lift ind til Roskilde station.

Fredag så jeg en video på internettet. Siden da, har jeg haft den samme melodi på hjernen. Uanset om jeg spiser, læser eller vågner midt om natten. Jeg har forsøgt mig med at synge “Take on me” og “How Deep is your Love”. Det virker kortvarigt, så er vi tilbage ved ørehængeren. Absolut sidste udvej, er at dele den med nogen. Værsgo’

…The internet is for p0rn, the internet is for p0rn, so grab your d*ck and double click, p0rn, p0rn, p0rn…

Undskyld.

Sidder og læser blogs og falder over Liselotte’s trang til ostescones. Opskrifterne ser simple ud, så simple at jeg næsten ikke kan tro det er så let. Det må komme an på en prøve.

Det er simpelt, og de smagte fortrinligt. De var i hvert fald væk inden jeg nåede at tage et billede af dem.

Note to self: Næste gang er det dobbeltportion.

Udenfor er det mørkt og tåget. Det føles som at gå i kulisserne til Jack the Ripper. Indenfor er det lunt og rart. Det føles som hjemme. Det er slet ikke så ringe.

“Lad mig lige se hvordan det ser ud”, siger hun imens hun rækker ud efter min arm. I samme øjeblik hun fjerner vattet, fosser blodet ud af min åre som et fint, mørkerødt springvand, der med sin kraft og omfang håner det besvær, der har været med at få den første halve liter ud. Hendes reflekser er hurtige, og springvandet er væk næsten inden det startede. Da vi ser på hinanden er det med forundring i vores blikke, og det er svært ikke at grine højt. Efter en kort pause, spørger jeg stille “vil du have en halv liter mere?”

Giv blod

Jeg har ventet på nogle bøger der skal anmeldes, og eftersom jeg har haft travt med at genoptræne fingerspidser og tweake wordpresstemaer og andre uopsættelige vigtige ting i mit liv, har det ikke været alt for slemt at vente hjemme på pakkeposten. Problemet er, at pakkeposten tilsyneladende slet ikke har haft lyst til at ringe på hos mig. I stedet for har det sædvanlige postbud medbragt en afhentningsseddel med besked om, at pakken desværre ikke kunne afleveres. Ha! Jeg forestiller mig en pakkepost, der sidder lunt og godt i bilen, med sin latte-to-go og tænker “jeg holder lige en time tidligere fri i dag” og skriver sedler for udvalgte pakker, der så ikke forsøges afleveret, men ryger direkte tilbage på posthuset. Og wupti – en time sparet.

Ham den dejlige venter en pakke fra DHL. Han har ikke været hjemme, så han har fået en mail. De kommer med hans pakke i morgen. På en anden adresse end først aftalt, fordi det passer ham bedre. Og de ringer en halv time før de er der, bare som en ekstra service. Post Danmark kunne lære noget dér. I mellemtiden har jeg selv hentet min pakke på posthuset…

Dette bliver sikkert til noget værre vrøvl. Ét af de der indlæg der er med til at bekræfte folks fordomme om, hvor overfladiske, vrøvlede og meningsløse kvinder kan være. So be it. Det er det niveau jeg er på i dag.

Mine fingerspidser er i genoptræning. De er i tilvænningsfasen, hvor enhver berøring er overdrevet mærkbar. Det prikker i dem, de er røde og snart slet ikke bløde mere.

Lad mig forklare: som de fleste kvinder, er der en ting eller to ved mit udseende jeg gerne lavede om på – hvis det ellers ikke involverede skalpel, pinsler og masser af penge. Som noget helt ekstraordinært, er der faktisk også en ting jeg er rigtig glad for: mine negle. Uanset hvad jeg gør er de lange, smukke og nærmest vedligeholdelsesfri – helt af sig selv. Fantastisk. Et lille plaster på såret, når jeg nu er udstyret med små korte pølsefingre fra naturens hånd.

Engang imellem er det så at jeg gør noget vildt, som i dette tilfælde: jeg har klippet mine negle. Helt ned. De er fuldstændig korte. Hvilket bringer mig til, at mine fingerspidser er i genoptræning, for huden helt yderst på fingerspidsen er normalt godt beskyttet af en negl, der afværgrer berøring. Nu er de blottede. Er du klar over hvor pinefuldt det har været at skrive dette indlæg? Men det er god genoptræning.