Et år er gået og 175 indlæg er kommet sidenhen. Meget er sket, men grundlæggende er jeg den samme. Jeg er i hvert fald den samme heldige pige, der bliver kræset om fra morgenstunden af verdens dejligste kæreste (der forøvrigt er blevet udnævnt til min personlige shopper for livsstid). Og solen skinner. Så jeg har absolut intet imod at tage hul på det 33. i rækken. Bring it on!
…til noget at smile af, så gå forbi her. Jeg kan slet ikke lade være, når jeg ser det. Jeg ser det lige en gang mere.
[via Damkjær Daily]
Jeg ved det. Jeg starter altid med at komme ud af døren i allersidste øjeblik eller lidt senere. Resultatet er tit at jeg kan kigge langt efter bussens baglygter, mens jeg febrilsk står og hiver efter vejret efter den uplanlagte løbetur. Heldigvis befinder jeg mig i København, så det er ikke længe jeg skal vente på den næste bus, selvom det altid føles som lang tid.
Bussen, når den kommer, er fyldt til bristepunktet. Faktisk så fyldt, at næste stoppested nærmest bliver sprunget over, og 20+ håbefulde brugere af offentlig transport står og kigger langt efter os. Stakler. Jeg hører chaufføren på radioen: “Det er det sædvanlige morgenkald. Jeg havde ikke plads til flere fra Ryparken Station. Afgang 7:31 fra Nørreport”. Heldigvis regner det ikke.
Lidt efter lidt tømmes bussen og jeg kan rent faktisk sidde ned og holde øje med de køen i modgående retning. (Hvorfor er der altid kun éen person i hver bil i en morgenmylder-kø?) Eller læse de dele af gratisaviserne jeg ikke nåede at få med, mens mine med-buspassagerer læste dem. Og pludseligt er jeg der.
Tænk sig at stå af på Venlighedsvej. Det er da god karma! Forude ligger en gåtur i naturskønne omgivelser. Træer der springer ud. Blomster der pynter. Fugle der kvidrer. Mennesker der smiler til mig og siger godmorgen. Pludseligt er busturen det hele værd, for med små ti minutter af dét, er jeg helt klar til min arbejdsdag.
Den eneste anden måde at blive helt klar på, er ved at tage motorcyklen på arbejde. Det gør jeg i dag. I dag bliver jeg også helt klar.
Ok så, “næsten-skibums”. Jeg drikker for lidt, og mit hår er ikke afbleget. Men derudover kan jeg virkelig godt se det fede i skiferier. Efter en uge på ski, fra de første nervepirrende timer med skiinstruktøren på en “mega-stejl” begynderbakke, til længere ture ned af blå løjper uden stop hver andet sekund, med solen som følgesvend og rigtigt snevejr, kan jeg kun sige én ting.
Jeg vil afsted igen til næste år! Det var SÅ? fedt!!
