Patricia OnLine

Det er koldt udenfor, ergo ifører jeg mig min kaninpelshue. Det er også vådt udenfor. Hvorfor kaninpelshuen lugter af våd kanin. Det kan jeg så leve med, men det er måske ikke det fedeste førstehåndsindtryk jeg giver, når jeg møder op i vikarbureauet til en introsnak.

Nå, snakken gik godt og mig ud i det våde vejr igen. Folk virker glade i dag, så jeg smiler og får smil igen. Huen har tit den virkning på fremmede. Sådan går det et langt stykke tid. Jeg er inde mange forskellige steder og taler med mange forskellige mennesker. Så kommer jeg ind på kontoret og ser mig selv i spejlet.

Det var derfor! Mascara ud over det hele, så enhver pandabjørn ville blive grøn af misundelse. Så er det, jeg ikke kan lade være at spekulere over, hvor længe jeg har set sådan ud.

Ja, jeg er hæs og snot-forkølet i dag. Ja, det er surt – meget!

Det gode er dog, at min stemme får præcis den dér lidt nasale og ru tilføjelse, så det lyder helt rigtigt (…hrmm…), når jeg skråler med på Depeche Mode’s Somebody.

Ja, jeg er alene hjemme. Og opvasken var væk på ingen tid.

Kender du det, at du har lyst til at høre musik, men hele tiden sætter du det samme på igen og igen? Takket være Plok, er denne fundet frem og sat i afspilleren. Ah; tak Plok, det er et godt genhør.

Kender du det, at du er lidt træt for tiden? Sikkert jernmangel eller noget. Burde måske spise jerntabletter – men der er noget der er sjovere. Et glas rødvin. Mmm, dejligt!

Kender du det, at opvasken hober sig op i køkkenet? Jeg orker ærlig talt ikke. Så jeg lader den være for nu. Jeg er sikker på at den ikke løber nogen steder hen.

Det hele flasker sig simpelthen bare! Man har vel lov at være heldig!

At træde ind over dørtærsklen til Persian Garden, er som at træde ind midt i en af fortællingerne af 1001 nats eventyr. Uendelige mange små spejlstykker er over det hele. Og lysekronernes og stearinlysenes skær får det hele til at glimte ekstra meget.

En hjertelig velkomst og et bord til to dækket med autentisk og stilrent tilbehør i messing, og jeg har allerede glemt hvor vådt og koldt det er udenfor. Maden er enkel og velsmagende – og fik jeg nævnt at betjeningen er venlig og imødekommende?

Vi skulle i biografen, så vores ophold var lidt for kort. Næste gang bliver jeg lidt længere tid, i den romantiske eventyrlige lille afkrog i en baggård på Nørrebro.

Jeg er heldig!

(Ja, okay, jeg har måske nævnt det en enkelt gang eller to her på det sidste, men jeg er rent faktisk heldig. Og jeg forsøger at sætte pris på det hver dag, for der er ikke noget bedre for at få en god dag, end rent faktisk at lægge mærke til alle de gode ting der sker omkring mig. Og hvorfor i alverden skulle jeg ikke fokusere på alt det positive? Jeg kunne naturligvis også bruge en masse krudt på hende cyklisten i morges, der ikke så sig for og kørte lige ud foran mig. Eller noget. Men nej – igen i dag er det det positive, for det kan jeg li’!)

Et par billetter til Napoli er faldet i min turban. De skal bruges i aften.

Der må bestemt have været en fejl i varmesystemet, for der var altså ret køligt. Og så havde jeg jo også været tidligt oppe. Og vejret udenfor indbød ikke ligefrem til at vandre ud i det med oprejst pande. Så jeg så mit snit til det, fattede den tunge mursten af en bog jeg er begyndt på – og kravlede langt under dynen. Ah. Lige hvad jeg trængte til.

Som en ekstra bonus fald øjnene i et kort sekund. Eller måske var det lidt længere end et kort sekund. Lige meget. Når nu solen smiler ind af vinduet og energimåleren er ladet op, så er der lige en ting eller to jeg vil ordne. Hurra for pauser. Her er de lovlige.

Når nu jeg ikke har en kat (eller to), fordi det praktiske og fornuftige får lov at bestemme over lysten, så er denne blog et godt sted at få styret lysten.

Et blik på kalenderen og jeg ser, det allerede er februar. Tiden forsvinder for mig. Sjovt nok opleves det ikke sådan, når jeg er midt i det – det er først når jeg stopper op og ser tilbage.

I hvert fald var der i dag tid til at indtage årest første brunch. Vi var forbi hos Carlton på Vesterbro. Lad mig sige med det samme: hvis jeg skulle drive en café, så skulle det gøres på samme måde, som de gør på Carlton. Allerede fra det øjeblik vi træder ind af døren, har vi én af tjenernes opmærksomhed. Med smil, altså. De kalder det nærværende service. Jeg kalder det god og efterhånden sjælden service. Oven i det, så var kaffen god – og deres brunch er den perfekte kombination af spændende og tradition, hverken for lidt eller for meget. Jeg har været der før, og jeg kommer helt sikkert igen.

En hundekold gåtur langs søerne, mens man tæller folk over 50 med gangstave og folk under 50 i løbetøj. Pletvis is på vandet, et par cykler ovenpå isen og et par under. Som altid ærger jeg mig over ikke at have brød med til at fodre ænderne, men det går over da jeg hører mågernes skrig. Og da jeg spotter ham med den sorte flastiksæk fuld af brød. De får rigeligt. Det gør jeg også. Hvor er jeg heldig.