Biblioteket var engang det sted jeg gik hen, når jeg skulle have dækket mit behov for at omgive mig med bøger. Altså før jeg fandt ud af fidusen med introduktionstilbud hos bogklubberne. Biblioteket var stedet hvor jeg varmede tæerne en kold efterårsdag, mens næsen var stukket i Ronja Røverdatter. Biblioteket var stedet jeg kyssede drenge. Eller i hvert fald én dreng, for små tyve år siden. Biblioteket var stedet hvor byens alvorligste mænd og kvinder gik klædt i andefødder, var hurtigbladrere af kartotekskort og verdensmestre i at tysse. Biblioteket var næsten helligt for mig, med uendelige reoler af ulæste bøger, stilhed og varme. Pludseligt, næsten fra den ene dag til den anden, holdt jeg op med at komme der.
�rene er gået og jeg har genopdaget biblioteket. Men det er unægteligt noget anderledes end jeg husker det. Ingen tyssende bibliotekarer i andefødder, ingen støvede og gullige kartotekskort, og man skal lave hele arbejdet selv. Har man ingen computersnilde, eller er bange for maskinerne, så er man ilde stedt. Alt er elektronisk, bestil bare løs på internettet, og tjuhej, hvor det går. Det eneste der stadig er det samme er bøgerne. Reoler fyld med store, tunge bøger. Mens jeg går langs rækkerne og læser titler, kribler det i mig for at sluge hver eneste af dem igen. Hurra for biblioteket.