Patricia OnLine

– en weblog

Eventyret kalder igen

af Patricia @ 23:22 pm — tirsdag, 31. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Denne gang spiller jeg en af hovedrollerne.

En hemmelig agent er på flugt. Hendes mission er at nå hovedkvarteret i Krakow, for herefter at indsamle gode oplevelser og transportere dem trygt tilbage til København. Hun forlader København via luftvejene forklædt som turist. Hun forsøger at ryste forfølgerne af sig ved at lande i Berlin og se lidt af byens seværdigheder. Imens forfølgerne slipper koncentrationen for en kort bemærkning, stiger vores heltinde i nattoget til Krakow. Action/Drama/Romantik/Komedie, baseret på en virkelig historie.

Do zobazenia.

Jeg er taknemmelig

af Patricia @ 18:29 pm — søndag, 29. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

fordi han tilsyneladende ikke er kræsen.

Set på det store lærred: Shrek & Shrek 2

af Patricia @ 17:43 pm — søndag, 29. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Der var engang… sådan starter alle eventyr, og jeg var i eventyrernes verden i går. Dette eventyr er lidt anderledes end de mest gængse.

Godtnok har vi en prinsesse i et tårn, vogtet af en drage, men redningsmanden er ikke den helt almindelige stereotype af en prins eventyrene normalt befolkes af. Heldigvis.

Mike Meyers lægger stemme til Shrek og æslet taler suværent med Eddie Murphys stemme. Og jeg har en mistanke om at prinsesse Fiona er inspireret af Cameron Diaz – de smiler i alt fald på samme måde.

Og fordelen ved et maraton arrangement er jo at man blot bliver siddende og ser den næste film med det samme.

Shrek 2 fortsætter hvor den første slap. Og nu er det tid til at møde svigerforældrene. Men hvad mon de siger til Fionas mand?

De brilliante stemmer får selskab af en uhøjtidelig Antonio Banderas som den bedårende Puss-in-Boots. (Tjek lige de øjne!) Ah, jeg glæder mig allerede lidt til 3’eren, for 2’eren var også god!

Og husk! Begge film skal ses på originalsproget. Ingen dansk oversætter vil nogensinde kunne gøre det halvt så godt som Eddie Murphy & co.

OL betragtninger: Fægtning

af Patricia @ 14:18 pm — søndag, 29. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Mine forventninger var sikkert påvirket en del af film som The Three Musketeers, men jeg blev altså svært skuffet over lyden fra podiet. Der blev ikke krydset klinger i evigheder. Overhovedet ikke. Men til gengæld nåede jeg flere gange at blinke så jeg ikke så de point der blev vundet.

De gjorde resten af salen til gengæld. De var på, var de. Lyset bliver dæmpet, der er ro selv på de bagerste rækker og fokus er på scenen. Og så går det stærkt. Og der bliver råbt til den helt store guldmedalje ind imellem.

Og den dér snor fægterne har bagi, det er ikke en snor. Det er en ledning.

Set på det store lærred: A Touch of Spice

af Patricia @ 13:39 pm — søndag, 29. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Mens vi var i Athen udnyttede vi muligheden for at besøge en græsk biograf, en af de udendørs af slagsen. Vi så den græske film A Touch of Spice (på græsk: Politiki Kouzina), der handler om den unge Fanis der af sin bedstefar lærer, at både livet og maden trænger til et stænk krydderi.

Dertil kommer hele problematikken mellem grækere og tyrkere, beskrevet meget sobert fra den svagestes synspunkt.

Smuk, og en anelse lang film. Men det gjorde ikke så meget når nu Akropolis lyste op i nattehimlen.

Wow – eller “Dagen derpå”

af Patricia @ 13:02 pm — lørdag, 28. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Jeg stoppede på trappens øverste trin, tog en dyb indånding og trådte ind i rummet med forfærdeligt mange ukendte mennesker. Belysningen var mere end dæmpet, luften var tung af røg og baggrundsmusikken var skruet tilpas op, så ingen kunne høre min nervøse rømmen. Op til baren og købe en fadøl til at holde i hænderne. Hvis jeg stadig havde være ryger, havde jeg med sikkerhed tændt cigaret nummer alt-for-mange.

Jeg vender mig om fra baren og mødes af det første smil af mange. Et mentalt spark bagi og jeg er i gang med den første samtale af mange. Wow. Hvor vidunderligt at tale med en person for første gang, og fortsætte samtalen dér hvor bloggen var nået til. Wow. Hvor vidunderligt at møde andre mennesker i festhumør og med snakketøjet i orden. Wow. Simpelthen. Tak for en dejlig aften, allesammen. Og tak til Rasmus, Plok & Tante Lilla for at arrangere det hele.

Det var fedt!

OL betragtninger: Håndbold

af Patricia @ 15:49 pm — onsdag, 25. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Jeg indrømmer det gerne. Jeg havde det sjovt under kampen. Stemningen var fantastisk og det at sidde imellem andre danske fans gjorde det hele meget større. Håndboldpigerne og de koreanske modstykker spænede frem og tilbage på banen. I begyndelsen kunne jeg ikke se meget logik i det der foregik, men heldigvis havde jeg sports-eksperten ved hånden og alle spørgsmål blev besvaret fyldesgørende. Faktisk varede det ikke længe før jeg råbte JA! og NEJ! sammen med alle de andre fans.

Håndbold er tilsyneladende ikke en af de mest populære sportgrene ved OL, og jeg forstår det ikke helt. Ud over selve kampen, er der bygget et vældigt flot stadion til formålet, med airkondition naturligvis, og det ligger smukt lige ned til vandet. Fordelen ved den manglende popularitet er naturligvis at billetprisen er lav. Og at man ikke behøver at blive siddende på den nummerede plads, men kan rykke lidt på sig. Ganske heldigt, for ellers havde vi været plantet midt i den koreanske fanskare.

Det var faktisk så godt at vi gentog successen en anden aften og så kampen mod Spanien, hvor de danske håndboldpiger var fremragende. Jeg er sikker på at vores hepperi havde lidt at gøre med sejeren. Og så måske at Frede og Mary igen sad og heppede på modsatte langside. Denne gang dog uden Jokke. De ankom før kampen startede og alle danske fans klappede og hujede. Som respons fik vi lidt vink og viften med dannebro. Et par uforstående tilskuere spurgte hvem det dog var der kom dér, og efter at have fået forklaringen så de meget skeptisk over på det afslappede par. Jeg kan godt følge dem – de lignede ikke et tronfølgepar.

Hjemme igen bliver jeg nok nødt til at følge med i håndboldpigernes sidste OL kampe på tv. Men sig det ikke til nogen.

Greece explained – sort of

af Patricia @ 10:18 am — onsdag, 25. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Oftest er det sådan, at turistinformation bliver skrevet sådan lidt kedeligt, lidt for selvhøjtideligt og endeligt så det ikke støder nogen overhovedet. Det var derfor ret forfriskende at læse i Athens Guest Guide avisen der lå fremme ved de fleste Metro stationer i byen. Især kunne jeg ikke stå for nedenstående introduktion til Grækenland

Greece explained – sort of
You’re visiting Greece for the first time. You’ve heard so much about it. Homer. Sunlight. Food. Gods. You’ve seen the movie with Brad Pitt in the leather kilt. You can’t wait to get to the idyllic islands but first, you have to go through Athens. Sorry, actually, this time you have to stay in Athens for the Olympics. Relax; it’s not as bad as it looks. There is traffic, ok, but then it makes the place safe and lively. There is concrete everywhere. Ok, that’s bad. But have you seen the Syntagma metro station? It’s good. There are no bearded men walking around in togas, talking about Democracy and Tragedy. Well, actually there are, only they’ve gotten rid of the togas. And goatees have come back, you know. At first glance Athens is grey but after a while you will realise how colorful she is, thanks to her vast cast of characters. Ok, the names are very difficult to pronounce but you can always smile and they will understand you. Athens is heaven. It just looks like hell.

By Yannis Nenes

Yannis, du har ramt hovedet på sømmet.

I’m back!

af Patricia @ 21:16 pm — tirsdag, 24. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Utroligt så hurtigt tiden går når man har det godt. En uge er gået og oplevelserne er overvældende at tænke tilbage på. Athen var skøn – grim, men fantastisk. Det blev til mere OL end jeg nogensinde havde forestillet mig, og jeg skulle hilse fra Frede & Mary. Mere om det en anden god gang.

Jeg har ikke sendt et eneste postkort (hvilket ikke er noget nyt) men til gengæld blev MoBlog’en opdateret et par gange undervejs.

Og jeg kan høre OL lyde i baggrunden mens der zappes lidt mellem kanalerne. Lukker jeg øjnene, er jeg der næsten igen. Her er bare en del koldere.

Mental opvarmning

af Patricia @ 12:55 pm — mandag, 16. august 2004
Kategoriseret under: uden kategori

Jeg er efterhånden ved at være klar. Klar til sol, masser af Middelhavssol. Klar til Middelhavsmad som fx. frisk fisk, skaldyr, friske salater og grillet lam. Klar til at nyde et køligt glas hvidvin eller øl ved solnedgangen under fremmede himmelstrøg. Klar til at indsnuse stemningen ved OL. Klar til afstikkere fra millionbyen til vidunderlige badestrande. Klar til at nyde ekstra meget.

Om små tyve timer følger min krop mit sind, og vi er sammen på vej på ferie. Athen kalder og jeg er klar.

Så mangler jeg bare at pakke.

Tilbage i det skrevne »