Patricia OnLine

– en weblog

Så lykkedes det

af Patricia @ 12:31 pm — søndag, 21. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Nemlig. I dag er jeg endelig blevet optaget i fælleskabet. Jeg har set tredje og afsluttende del af Ringenes Herre. Så fik jeg endelig opklaret hvordan historien slutter.

Jeg ved det godt. Det må være et manglende led i min opdragelse, at jeg ikke allerede har læst bøgerne igen og igen. Men det har jeg altså ikke. Jeg nød The Hobbit og nåede at tygge mig igennem The Fellowship of the Ring inden biografpræmieren for tre år siden. Efterfølgende har jeg blot indtaget filmene ved juletid.

Og The Return of the King er en fabelagtig slutning til en dejlig historie. Jeg nød næsten alle 201 minutter. Jeg missede omtrent 4,37 minutter – og nej, det var ikke fordi jeg var tissetrængende. Lad os bare sige at jeg ikke var videre begejstret for en enkelt af figurerne. Shelob var lidt for overvældende til min smag.

Pause i juletravlheden

af Patricia @ 16:32 pm — fredag, 19. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Julen står for døren. Der skal købes gaver, og det er svært at finde den helt rigtige til hver enkelt, især fordi det lader til at halvdelen af Danmarks befolkning færdes samme sted som jeg. Træt i benene og med blå mærker efter at blive skubbet rudt i forskellige butikker, kommer jeg hjem til en mail fra en tidligere arbejdskollega. (tak Chrisser)

Mailen indeholder et halvnøgent hankønsvæsen med rytme i blodet og glimt i øjet. Et kort øjeblik har jeg glemt alt om juletravlheden. Trænger du også til en pause?

Meget passende

af Patricia @ 18:44 pm — onsdag, 17. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Det er mørkt, koldt og fugtigt udenfor. Al skygge af sne er forduftet for nu. Der er kun en ting at gøre. Skrue ekstra højt op for hyggen.

Såfremt stearinlys og varme tæpper ikke klarer tricket alene, kan der tilsættes suppe efter behov. Remediet hives frem i det lille hjem her til aften. Hjemmelavet linsesuppe, inspireret af Kirsten Hyttemeier’s opskrift, forbedret af min veninde Helle og med tiden. Så simpel at selv jeg kan fremtrylle en succes hver gang. Prøv selv.
(Der er mere hvor dette kommer fra … )

Alt i alt en dejlig aften

af Patricia @ 23:05 pm — tirsdag, 16. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Denne tirsdag aften er nu ikke så ringe endda. Motionen er veloverstået. Der blev løftet vægte og pulsen steg. Varmen indfandt sig hurtigere end sædvanligt, måske fordi jeg var iført nissehue. Det var nemlig sidste gang om tirsdagen før jul.

Der var lige tid til en kop veltilberedt latte kombineret med lidt hyggesnak. Hjemme igen fik jeg tid til at læse lidt nyt på maskinen. Hyggeligt.

Er netop trådt ind fra altanen. Jeg stod og nød udsigten over alle hustagene. Betagende. Og så begyndte det at sne. Det forøger vel chancen for hvid jul?

Nu er jeg klar til at læse mere i den nuværende bog. Alt i alt en dejlig aften.

Selvom jeg stadig er misundelig over at jeg ikke er der med ham.

Månen

af Patricia @ 17:38 pm — onsdag, 10. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Er det bare mig? Eller er månen simpelthen usædvanlig stor og smuk her til eftermiddag/aften?

Smil ad libitum

af Patricia @ 13:30 pm — onsdag, 10. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Et smil gør en forskel. Et stort smil gør en stor forskel. “Min” føtex har en ansat af den slags, der gør en stor forskel. Så stor, så de kunder der stod i kassekøen foran mig, næsten ikke kunne bære det:

Føtex medarbejder [smilende]: God dag!
Kunder (over 50, kvinder, 2 styks): hmrph
Føtex medarbejder [stadig smilende]: Er det ikke dejligt at solen skinner igen i dag?
Kunder (den ene halvdelen taler): Det var da utrolig så overfrisk du er!
Føtex medarbejder [hun smiler endnu]: Ja, jeg er ikke fra København, så jeg er vant til at smile og være glad.

Så fik de den…

Forebyggelse fremfor helbredelse

af Patricia @ 13:40 pm — søndag, 7. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Du kender det. Julefrokost. Kommer sent hjem, slingrende. Udsigten er massive tømmermænd dagen derpå. Men det behøver ikke være sådan. Du skal bare forbygge.
(Der er mere hvor dette kommer fra … )

De fleste uheld sker i hjemmet

af Patricia @ 13:24 pm — søndag, 7. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Blev angrebet af brusenichen. Forsøger at undgå at dryppe blod på tastaturet. Hvorfor har vi ingen plaster?

Forskellen på mænd og kvinder

af Patricia @ 23:09 pm — lørdag, 6. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Når jeg nu er ved de der julegaver, så kan jeg ikke lade være med at tænke på den store forskel på mænd og kvinder, der især dukker op i december måned.

Her tænker jeg hverken på styrke, intelligens eller andet der kan få folk op af stolen for at diskutere til de er hæse. Næ, det er ganske simpelt.

Jeg har en teori om at kvinder overvejer deres personlige indkøb i december en ekstra gang. Det kunne jo ende under juletræet. Hvorimod mænd blot fortsætter stilen fra resten af året. Det ser godt ud – kunne jeg godt tænke mig – solgt!

Hvad siger i? Har jeg ramt helt ved siden af?

Årets julegave?

af Patricia @ 22:00 pm — lørdag, 6. december 2003
Kategoriseret under: uden kategori

Jeg indrømmer. Har endnu ikke købt en eneste julegave. Har faktisk ikke engang en anelse om hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Men det er vist ikke noget nyt – det er blot en gentagelse år efter år.

Ligesom at jeg hvert år skal skrive en ønskeseddel. Mine tre nevøer (som endnu ikke har mailet deres ønskeliste til mig…) skal jo have noget at gå efter, når der skal købes ind til “Moster og Aleksander”. Så efter nogle meget lange timer lykkedes det os at finde på noget at ønske os.

Skal jeg være helt ærlig, så er det vist ikke en særlig opfindsom ønskeliste der kom ud af det, til gengæld er den da til at indfri. For hvad ønsker jeg mig ellers?
(Der er mere hvor dette kommer fra … )

Tilbage i det skrevne »