En ex-rygers mareridt
Jeg har netop tilbragt et par timer til en mindre sindsoprivende generalforsamling. Min deltagelse var påkrævet, eftersom jeg er en del af bestyrelsen. Som sædvanligt var det the usual suspects der dukkede op, nemlig dem der har boet her næsten en menneskealder. Dem som har bestemte meninger om tingene, for det er den måde vi plejer at gøre det. Dem der bliver færre af med årene. De sad i venstre side.
Så var der alle de nye. Dem der oftest bor i 1-værelseslejlighederne. Dem der er interesseret i at få så mange penge imellem hænderne som muligt, når de nu sælger andelen og tager videre i livet. De sad i højre side.
I alt var vi 32. I et lokale med plads til tre gange så mange, der bliver brugt til banko og dans og fællesspisning og hvad der ellers er tradition for at fordrive tiden med, når man tilhører en tidligere generation end min. Hvor der var mange rygere. Der var 4 rygere. I venstre side. Og nu må jeg have et bad, for mit hår, mit tøj, min hud, ja, selv luften der omgiver mig lugter stinker af røg. Man bliver sart som ex-ryger, men det er virkeligt også den eneste ulempe jeg kan finde ved at have kvittet vanen.
