Jeg har opdaget madpakkens glæder. Det pudsige er, at jeg aldrig har forbundet madpakken med noget specielt indbydende, lækkert eller noget at se frem til. Som barn havde jeg en af de dér røde kasser, der kunne blive højere hvis den blev samlet med låget vendt en halv omgang. Lugten af kassen der bliver åbnet sidder stadig dybt i mig, ligesom synet af en svedig ostemad og pålægschokolade med perler på. Heldigvis var min spegepølse ikke knaldrød, til gengæld smagte den af meget efter nogle timer i en skoletaske.
Senere blev madpakken afløst af frugtbodens og bagerens fristelser. Det handlede nok mest om, at vi gik i de klassetrin der rent faktisk måtte forlade skoleområdet i frokostpausen. Sådan en chance var umulig at overse, om ikke andet fordi vi kunne; om vi rent faktisk havde en grund er en helt anden snak.
Skole og madpakke forbinder jeg også med skolemælk. Små blå kuponer med Karoline-koen der skulle indsamles og ombyttes til en kvart sødmælk. Alt efter hvilken time man sad i, var man heldig eller uheldig når mælken skulle hentes og ens navn stod på klassens tavle. Lille fessortype som jeg var, var jeg aldrig meget for at skulle hente mælken.
Men madpakken i dag har mere optimale opbevaringsforhold. Skoletasken er skiftet ud med et køleskab og den svedige ost, spegepølsen og pålægschokoladen er skiftet ud med friske gulerøder, agurkestykker, nødder, rosiner og frugt – og en klapsammen med tidens favoritpålæg. Hver morgen er det en fornøjelse at lave den, for allerede dér glæder jeg mig til at sætte tænderne i den. Er det ikke snart tid til frokost?
Ovenstående er mit andet bidrag til ACQ‘s lille leg: udfordringen #4.
