Jeg troede ikke jeg skulle sige det, men jeg er klar til efterårets regn og rusk. Kom med det! Jeg kan tage det. Ja, jeg går nærmest og glæder mig.
Og nej. Det er ikke fordi det rabler fuldstændigt for mig. Det er simpelthen bare fordi jeg er blevet begavet med de fedeste gummistøvler. De er skotskternede. Og røde. Og har små dødningehoveder. Se selv! Så… efterår: kom an!
Selvom jeg hverken er katolik, muslim eller hindu, så ringede jeg altså alligevel til Toni (via Tanten), for han skulle pudse mine vinduer. Og pudse dem, dét gjorde han. Og han kom kun med to kommentarer om, at det nok var et stykke tid siden, de sidst var blevet pudset. Det er en fornøjelse at se på den røde horisont med den smukke skive af månen gennem ruderne, så det var ydmygelsen værd. Og så er naboens forøvrigt værre – det siger Toni i hvert fald.
Så nu er julen udsat til december som det sig hør og bør, og jeg kan lade være med at ærge mig over, at jeg ikke får taget mig sammen til at pudse mine vinduer. De trænger ikke lige foreløbigt.
er at lave kartoffel/blomkålssuppe mens man læser blogs – og derefter hænger i kø til billetlugen’s online billetsalg til Depeche Mode koncert i Parken 25. februar 2006.
Jeg tror nok at suppen smager godt selvom kartoflerne fik lidt mere farve end beregnet. Og jeg tror nok jeg fik et par billetter. Mindst. Måske endda fire.
Yeah – jeg GLÆDER mig allerede! Og nu ud til suppen.
…mælk
…brød
…pålæg
…vaskemiddel
…energi i pilleform der kan erstatte den energi der dannes i kroppen af sol og varme.
Mon de har det hele i fakta?
I går ledte jeg efter min cykel i cykelkælderen. Det var et godt bud på et sted at lede, for selvom jeg kan huske at jeg havde meget antipati mod cykelkældre som teenager, så har jeg faktisk flittigt – nærmest altid – brugt den siden jeg flyttede til Nørrebro. Så i går ledte jeg efter min cykel i cykelkælderen. Der er ret mange cykler i vores kælder, så jeg vandrede frem og tilbage rigtig mange gange, for min cykel har det med at gemme sig. Det er derfor den har en rød ringklokke – så jeg nemmere kan finde den.
I går var der ikke det der lignede en rød ringklokke nogen vegne i min cykelkælder, og jeg gik derfra meget forvirret. Min cykel er en billig model der nærmer sig 8 år på cykelstierne, og den har ikke været forvænt med vask og polering, og kæden trænger igen til en udskiftning. Hm?
En halv time senere slår det mig, at det måske ikke er min cykel der er væk, men bare min korttidhukommelse. Sagen er den, at jeg var til til sportsarrangement med fadøl i fredags, så jeg havde fornuftigt nok skiftet MC’en ud med bussen, og var cyklet hen til busstoppestedet. Med lidt held står cyklen ved busstoppestedet endnu. Nogenlunde hel.
Efter vi flyttede op på 6. salen, har vi fået et helt andet forhold til himlen og de skønheder den byder på. En af favoritterne er klart solnedgangen. Selv i gråvejr eller regn er det de mest fantastiske farver der toner frem på himlen, og det lagde jeg slet ikke mærke til før i tiden. Helt anderledes er det nu, og jeg lægger mærke til det selvom jeg ikke befinder mig hjemme. Smukt.
Nu venter jeg spændt på at se om månen mon virker lige så storslået herude over Møn’s bløde natur, som over Nørrebro’s kantede siluetter. Jeg tror det næsten.
Apropos praktik, så er jeg vel nærmest i praktik som Bed & Breakfast bestyrer denne strålende sommerweekend. Jeg synes det er fantastisk at få en mulighed for at prøve noget helt andet. Indtil videre har det været en rendyrket fornøjelse. Solen skinner, gæsterne er glade og Møn tager smuk ud. Og så er der i øvrigt stadig to værelser tilbage, hvis det var.
Da jeg gik i folkeskolen havde jeg en idé om, at smykker og bøger kunne gøre mig lykkelig. Eller det kunne man måske komme til at tro hvis man så på mit valg af praktikpladser i 9. og 10. klasse. (Eller var det 8. og 9.? Hmm. Det er så længe siden, at hukommelsen svigter) I hvert fald blev jeg hurtig klogere. En uge i smykkebutikken dækkede hele mit livs behov for at pudse smykker. For det var stort set hvad jeg lavede den uge. Pudsede smykker. Også de billige kopier i udstillingsvinduet, der faktisk krævede ekstra knofedt, for det var jo ved at være længe siden butikken sidst havde haft en praktikant. Nå ja, og så hentede jeg forøvrigt frokost.
Så året efter var det boguniverset der skulle afprøves. En uge i Vorup [‘våå(r)’op] bibliotek, og jeg må have haft en forestilling om en uge bladt uendeligt ulæste fortællinger, romantiske møder mellem reolerne og klogskab der smittede bare ved at røre bøgerne. Realiteten var nærmere en uendelig repetition af alfabetet og arkiveringsregler (“ingenting kommer før noget”), og snavsede fingre af ildelugtende og fedtede biblioteksbøger med kedelige covers. Og jeg sku’ hilse og sige at kvarterets lækre ungersvende i hvert fald ikke brugte deres tid på det lokale bibliotek dengang.
Så hvad fik jeg ud af det? Tja. I dag køber jeg af princip ikke bøger med kedelige covers eller hardback, (nåja, der er undtagelser). Og jeg foretrækker smykker af mørkt sølv, hvilket er heldigt, eftersom jeg nægter at pudse dem. Og lidt har vel også ret.
Vækkeuret ringer lige når sengen føles allermest behagelig og kærestens arm holder mig dejlig tæt. Jeg vågner med et savn af en weekend der føles for kort og en gru for… Hør, hvad er det dog det? Er det solen der skinner lige dér udenfor mine vinduer? (Ja det er – jeg kan se det selv om ruderne ikke er blevet pudset endnu!) Og det er ikke en drøm. Faktisk er der en mulighed for gentagelser i løbet af ugen. Mandagen er allerede blevet meget, meget bedre.
Vi har snart boet i vores nuværende lejlighed i et par år. Vi overtog den efter et dødsbo, men har ikke haft nogen problemer med ånder eller spøgelser eller den slags overhovedet. Det vildeste er måske at Tele2 bliver ved med at sende rykkere til den tidligere – afdøde – beboer. Jeg ved det er rykkere, fordi jeg en dag kom til at åbne et af brevene før jeg så, at det ikke var adresseret til mig.
Brevene fra teleselskabet bliver returneret. Jeg skriver typisk på dem at modtageren er afgået ved døden. Jeg har returneret mindst 10 breve. Her den anden dag, kom der ét mere. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der rent faktisk sker hos teleselskabet, når de modtager brevet retur. De må da have en procedure for hvordan de afvikler konti fra afdøde kunder!
Jeg overvejer nu at returnere det med påskriften “Flyttet: ny adresse Bispebjerg Kirkegård”. De kan være de har en procedure for håndtering af flytninger i stedet for.
