Patricia OnLine

Om ikke så længe, siger optimisten, skal vi flytte til et nyt nabolag. I fugleflugtslinie flytter vi ca. 800 meter, men der er en verden til forskel. Vi kommer til at bo et sted med masser af leben, små caféer og masser af unge mennesker på min alder.

Jeg er allerede overvældet, på den allerbedste måde, inden jeg er flyttet ind. Vi tilbringer en del tid med klargøring af lejlighed, og i pauserne skal der indtages mad og drikke. Det er en oplagt grund til rekognosering af nabolaget. Den nærmesste café laver skønne sandwiches af økologiske rugboller, og en god latte to go for en flad tyver. Hansens flødeis ligger lige lidt længere op ad gaden, og lakridsisen smager af mere. Riccos byder på den lette morgenmadsløsning og god kaffe, hvis det er ønsket.

Og så er der alle stederne vi endnu ikke har udforsket.

Der er to fortovscaféer der næsten lige er åbnet, en lille italiensk trattoriara-lignende restaurant ned ad sidengaden, og så har vi slet ikke taget hul på kaffeparadiset i Jægersborggade. Jeg er en heldig rad, for lige dér i mit kommende nabolag, ligger der tonsvis af nye oplevelser og bare venter på mig.

Jeg har købt en bog af forfatteren Anna Quindlen. Bogen hedder Blessings. Jeg har endnu ikke læst den, og jeg tvivler på at jeg snart får lyst til at læse den. Det kræver nok først ild i brændeovnen, varm te i koppen og regn på ruden.

Hvorfor jeg har købt den? Det går ikke, at Q ikke er repræsenteret i biblioteket, vel?

Jeg bilder mig ind at jeg er glad for projekter. Men jeg er ikke helt sikker på, at det er den fulde sandhed. Men på den anden side: hvad er et projekt i virkeligheden?

Det største projekt jeg nogensinde har haft, må være den nuværende lejlighedsklargøring vi netop har taget hul på. Vi har overtaget en skøn – og kæmpemæssig – lejlighed i Stefansgade. Og vi er startet med at hive det gamle køkken ud og er ved at flå uendelige lag tapet af væggene. Lige nu er lejligheden kaos, så det er dejligt at vores gamle andel endnu ikke er solgt. Og med tiden ender kaos med drømmelejligheden. Jeg er sikker på at små opdateringer kommer med tiden, når der er noget færdigt at fejre.

Ellers har projekterne jeg sådan lige tænker tilbage på, primært været mindre. Fra små broderier til kæresten eller tidligere kolleger, til spændende forelæsninger, og mere eller mindre mislykkede forsøg på at strikke strømper efter vejledninger på nettet eller hækle en elefant uden opskrift.

De bedste projekter, er klart dem der bliver afsluttet mens det hele stadig er sjovt. Eller genoptaget efter en længere pause. Jeg satser på at lejlighedsprojektet er af den første slags.

Mine teenageår runger stadig af lyden af min mor der spørger om jeg har ryddet op på mit værelse. Og nej, det havde jeg ikke! Det dér med orden er en underlig størrelse, for jeg er et stort rodehoved hjemme, men slet ikke på en arbejdsplads.

Dengang jeg stadig havde fast kontorplads, var det sidste jeg gjorde, at rydde mit skrivebord. Alle papirer i indbakken, klar til næste dag. Alle kuglepenne og andet løst i holderen, tastaturet tæt på skærmen så rengøringen nemt kunne tærre bordet af, alle kopper og flasker ud i køkkenet. Til stor morskab for mine kolleger, naturligvsi. I dag er skrivebordet erstattet af en bærbar, og hvad der ellers kan være i rygsækken. Det er også pænt og ordentligt.

Så roderiet sker altså kun i privaten, og mest når jeg er alene hjemme. Til gengældt er jeg godt til liiiige at rende rundt og lynoprydde det hele, inden jeg får selskab. Og skabe min lille illusion om orden igen.

Uden et TV i huset, skal man selv vælge nyheder til. Og sommetider går der rigtig længe før jeg åbner en traditionel nyhedsside. Helt per automatik er avisen fravalgt på forhånd, for det hører simpelthen til sjældenhederne at jeg sidder med en avis.

Jeg er den heldige ejer af en Google Nexus One telefon. Og en af de ting jeg rigtig godt kan lide, er de forskellige applikationer og widgets der findes til dem. Det er én af måderne at få nyheder i overskrifter. Flere overskriftsnyheder kommer ved at lade blikket køre ned over forsiden på Reddit, eller ved at følge med i forskellige tweets eller statusopdateringer. Er der en nyhed der er tilpas interessant, kan man altid undersøge nærmere.

Jeg tror mit grundlæggende problem med nyheder er, at de konsekvent fremhæver negative omstændigheder, med dramaer og deres ofre, og tilsyneladende uendelige konfliker. Jeg ville ikke have noget imod lidt flere konstruktive nyheder. Og mens jeg venter på det – for artiklen er fra sidste år – kan jeg altid nyde dagens dosis cuteness fra Cute Overload. Måske er det ikke nyheder, men det får dig til at smile.

Der findes mennesker der spiser for at leve. Jeg er nok mere typen der lever for at spise. Et godt måltid er ikke nødvendigvis det måltid der tager flere timers forberedelser i køkkent, kræver at alle potter og pander sættes i brug, eller tilføjelsen af sjældne krydderier.

Det kunne være en frisk croissant med en god latte til. Eller en pære der har nået det helt perfekte tidspunkt mellem at være for hård, og være blevet for blød. Eller en omgang hjemmelavet spaghetti bolognese efter en aktiv dag. En rygende varm skål linsesuppe på en regnvejsdag. Sushi og bobler i godt selskab. Eller som nu: en skål frosties med kold mælk lige inden sengetid…

Det er det mærkeligtste ting man kan huske fra barndommen. En af de ting jeg husker fra mine ferei hos min far og mine bedsteforældre i Schweiz, var de små Liebe ist… tegninger på bagsiden af avisen, Bild eller Blick, tror jeg.

De er søde og uskyldige, og af og til kan man finde en politisk ukorrekt én imellem, der typisk opfordrer kvinder til at gøre noget for manden, vi måske ikke ville gøre mere.

Oftest synes jeg bare stadig at de er søde.
Da jeg barn, fik jeg besvaret mine spørgsmål i forskellige leksika eller ved at spørge en klog voksen. Tænk der var en tid før google og wikipedia. Jeg er ikke sikker på at en klog voksen dengang kunne have fortalt mig, at serien oprindelig stammer tilbage fra slut 60’erne. Det forklarer de mandschauvenistiske indslag der findes.

Jeg er vild med katte. Hunde er okay, men en kat! Mange siger at katte er egoistiske væsener der blot udnytter mennesker, mens hunden er menneskets bedste ven. Det er vel én måde at anskue det på. Jeg ser det som at man skal gøre sig fortjent til en kats tillid og hengivenhed, en hund er knap så kristisk. Og så kan jeg godt lide kattens selvstændinghed: den kan selv finde ud af at spise når den har behov for det, den kan selv finde kattebakken (eller toilettet, hvis man har lært den det), og den kan sige til når den vil have opmærksomhed.

Når jeg bliver gammel, skal jeg have en kat igen. Ikke hvilken som helst kat. En intelligent kat, der gider mit selskab, og sætter lyd på det med lidt spinneri. Den må også gerne være fjollet og legelysten, og så skal den holde af at sove. Det hænder at jeg føler mig meget gammel, og så er det skønt at jeg kan låne nogle dejlige katte af og til.

Hele denne ACB udfordring lader til at virke lidt – og alligevel ikke. Det positive er at jeg får skrevet et indlæg hver dag. Det er sandt, at det typisk er sidst på dagen, men det er der. Det viser sig at ikke alle bogstaver er lige lette at finde noget at skrive om (eller til? hm..) I løbet af dange tænker jeg typisk over hvad dagens emne kunne være, nogle gange er det let, andre gange er det let at finde emner til alle mulige andre bogstaver. Husker jeg så at notere emnerne ned? Netop.

Jeg husker åbenbart heller ikke så godt fra dag til dag, men det går netop nu op for mig, at jeg klarede bogstavet I i går og i dag er det Js tur. Ergo ændrer jeg overskriften fra Idéforladt til Jubelnar. Det passer vist meget godt. =o)

Det er efterhånden længe siden jeg underviste min allerførste time som nyuddannet instruktør. Og bla. samme mandagstime har jeg stadig fornøjelsen af at underholde på – endda med nogle af de samme deltagere.

Jeg har jo i virkeligheden en lille hemmelighed. Jeg bryder mig slet ikke om at stille mig op foran en masse mennesker jeg ikke kender, for i bund og grund er jeg den der introverte type, der foretrækker mennesker i små grupper, som jeg helst kender på forhånd, og hvor jeg får lov til at lytte i stedet for at tale. Ikke den typiske aerobicintruktør lige dér, vel?

Jeg ved ikke helt hvad det er, men når jeg står foran et hold, og skal undervise dem i en eller anden form for træning, så er situationen en helt anden. Jeg har det ligesom når jeg tager en rød klovnenæse på, så er alt tilladt og muligt. Måske er det mikrofonen der har samme virkning på mig, måske er det noget andet. En ting ved jeg, og det er at jeg nyder min instruktørrolle i en sal fuld af mennesker, der er der, fordi de vil bevæge sig og have det sjovt imens. Og jeg fortsætter lige så længe den nydelse fortsætter.