Patricia OnLine

– en weblog

Barndommens gade

af Patricia @ 12:55 pm — onsdag, 7. juli 2010
Kategoriseret under: livet er

En del af min barndom tilbragte jeg i en lille spansk by på Costa Blanca. Det der står mig klarest i erindring er sol og sommer. Jeg kan stadig se mine støvede solbrune fødder i mine røde sandaler, omgivet af tomme pipas-skaller, og jeg kan næsten også mærke det varme trappetrin jeg sidder på.

Vi boede først langt ude på landet, omgivet af fersken-plantager, med myrer, ænder og slanger i baghaven. Og masser af firben. Indenfor havde vi en køjeseng, og fra min plads i underkøjen virkede det som at mit hår hele tiden var viklet ind i overkøjens fjedre.

Senere boede vi inde midt i byen. Fra hjørnet kunne vi se stranden, og når det regnede og tordnede om sommeren, løb regnvandet hurtigere ned ad gaden, end det kunne nå at komme i ristene. Om søndagen fik vi grillkylling, sådan én der havde roteret foran en grill i hundrede år. Ellers var jeg vild med bocadillos. Brødet gnedet med lidt tomat, en smule olivenolie og lidt jamón serrano. Eller bare olie og lidt sukker.

Jeg gik i skole i en avanceret skole, for vi var både drenge og piger i klasserne. Vi blev hentet i skolegården, og stod ret bag vores stol mens vi reciterede fadervor på spansk. Vi terpede de små tabeller og de store byer i de spanske regioner. Fadervor bruger jeg ikke mere, men kan det bedre på spansk end på dansk – og hovedregning sker på spansk. Seis por seis, trenta y seis. Det må være fordi det rimer.

Vi flyttede til Randers i ’83. Siden dengang er den lille by vokset og har opslugt de mindre byer omkring den. Der er gjort mere plads til turisterne, men man kan stadig finde den lille bar der serverer et lækkert måltid. Jeg ved det, fordi noget af Pinsen blev brugt på at tage min søster med ned til et gensyn. Og ind under alt det nye, dér lå det meste af det Torrevieja vi kan huske fra dengang.

1 kommentar

Kommentar af Manuela

mandag, 26. juli 2010 @ 0:16

ja det var en fantastisk Pinsetur vi havde Søs, tusind tak endnu engang, det var herligt at opleve byen/området igen, ja selv dufte man kunne genkende 27 år efter og minderne væltede jo bare frem 🙂

RSS feed for comments on this post.

Beklager, det er ikke muligt at skriv kommentarer til indlæget pt.