Det også fordi…
Det er lidt ligesom at møde en gammel ven på gaden. “Ih” og “Næ” og “Hvor er det længe siden!” udveksles, og pludseligt går det op for en, hvor længe siden det rent faktisk er. Her kan jeg ikke løbe fra det, for tidsstemplet taler sine tydelige spor.
Den næste naturlige reaktion er undskyldninger. Jamen, hvis du vidste hvor mange undskyldninger jeg kan finde, der kan forklare hvorfor det er så længe siden sidst. Og der er det med arbejdet med skiftende arbejdstider, og computeren der gik i koma, og maskinen med linux jeg aldrig kunne forlige mig med, og genoplivningen af computeren, men den manglende tid, og så var det for koldt, og så skulle jeg på skiferie, og så var vejret for godt, og så havde jeg bare ikke noget at skrive om, og hvis jeg havde, så manglede jeg bare bogstaverne, fordi han bruger hele husstandens kvote. Dårlige undskyldninger. Så dem lader jeg være at komme med.
I stedet for kan jeg blot konstatere, at der i bund og grund jo ikke sket noget revolutionerende siden sidst. Og det er slet ikke så ringe.
