Den gode kop – Wascator
Det pludselige sommerlignende forår indbyder til pitstops. Små hyggelige caféer hvor det er muligt at nyde solen er ikke at foragte, og da slet ikke når det ligger på ydre Nørrebro. Vi trænger nemlig herude.
Den gode kop blev denne gang indtaget på Wascator. Eller rettere, på fortovet udenfor Wascator, hvor et par bænke indbød til et længere ophold. Facadens fliser vidner om at Wascator engang var et vaskeri, men derudover ligner det vel mest af alt et sted der udstråler at indehaverne gør som de har lyst, fordi de har lyst. Ingen fancy cafénykker hér, og priserne er bestemt til at leve med.
Anton’s hyldeblomst får lov at være den gode kop denne gang, for selvom den hverken var varm eller serveret i kop, var det noget der gjorde godt i sommervarmen. Og passede fint til min sandwich med spejlæg og bacon – som forøvrigt var fantastisk. Tror nok vi kommer til at prøve Wascator’s brunch en gang eller to hen over sommeren.