Høst resultaterne
Det sker af og til at jeg synes jeg trænger til en ny udfordring. Så kan jeg finde på at købe en ny rodfrugt eller skifte job eller tage mc-kørekort eller en aerobicinstruktøruddannelse. Udfordringer kan være mange ting, heldigvis.
Det fede er at høste resultaterne af udfordringerne bagefter. Et velsmagende og nyt måltid. Nye arbejdsmæssige udfordringer. Fornemmelsen af at suse afsted på landevejen, alene på kværnen. Se på glade og svedige aerobicdeltagere der siger “tak for en god time” og kommer igen uge efter uge.
Og så kan det godt være at udfordringerne er svære undervejs. Gryder der klistrer. At være afhængig af andres viden og deres tid til at overbringe den. Frygten ved at vælte på kørebanen eller dumpe i teoriprøven. At finde ud af at det skam ikke er så nemt som man troede, at stå der og fortælle folk hvad de skal gøre med arme og ben, og retning, og højre og venstre, det hele på én gang. Men bagefter, bagefter kommer belønningen.