Når sandheden skal frem
Allerede i folkeskolen, kunne jeg underholde andre med mine grå hår. Underholdningen gik på at jeg hev dem ud, én af gangen. Altid i fysiktimen, mens læreren talte om det periodiske system. Det er nok ikke den store overraskelse, at jeg ikke fatter hvad dét lige går ud på…
Det varede ikke mange år før jeg holdt op med at hive grå hår ud, for jeg var blevet en anelse tyndhåret. Jeg lod de grå hår blive og farvede i stedet for. Det passede fint i tråd med min sorte periode. Senere, eksperimenterede med næsten alle former for hårfarve og kulører. Lige fra at tilbringe fem timer med ildelugtende henna tilsat kaffegrums i håret, til de smarte vaskes-ud-efter-seks-hårvaske produkter (yeah, right….). Og det dér hårmousse med farve? Det eneste der fik farve dér var vist hændere!
Sådan gik mange år, og jeg blev rigtig ferm til at farve mit hår selv. (Små tips som at smørre creme på ørene og i panden, så hårfarven ikke sætter sig i huden, giver jeg videre gratis.) Alligevel kunne jeg mærke at den regelmæssige hårfarvning måske ikke havde en god indflydelse på mit hår, eller hovedbunden for den sags skyld. Så jeg holdt op. Blev au naturel. Den første periode fulgt af en lysende grå glorie i takt med at håret voksede ud. Klipninger her og dér har sørget for at jeg har været fuldstændig au naturel i håret et par år eller tre.
Jeg lever med det – mit hår er gråt. I stedet for en fiks samling af hvidt hår i en tot eller to a la Cruella DeVil, er det spredt ud over det hele. Salt og pebber. Mest salt. Tidligere på ugen blev jeg klippet hos en ny frisør, og sandelig om ikke hun har blotlagt sandheden. Jeg er ikke gråhåret over det hele endnu! Mit nakkehår er mørkt! Bare ærgeligt at jeg ikke kan se det selv. Men næste gang én eller anden spørger mig om min alder, så beder jeg vedkommende kigge mig i nakken først. Eller tager næsen på først. Så kan det være at gættet ikke er alt for højt. Tror du ikke?
