Patricia OnLine

– en weblog

Rekognosering

af Patricia @ 21:19 pm — fredag, 6. august 2010
Kategoriseret under: ABC,forandring,livet er,stort & småt

Om ikke så længe, siger optimisten, skal vi flytte til et nyt nabolag. I fugleflugtslinie flytter vi ca. 800 meter, men der er en verden til forskel. Vi kommer til at bo et sted med masser af leben, små caféer og masser af unge mennesker på min alder.

Jeg er allerede overvældet, på den allerbedste måde, inden jeg er flyttet ind. Vi tilbringer en del tid med klargøring af lejlighed, og i pauserne skal der indtages mad og drikke. Det er en oplagt grund til rekognosering af nabolaget. Den nærmesste café laver skønne sandwiches af økologiske rugboller, og en god latte to go for en flad tyver. Hansens flødeis ligger lige lidt længere op ad gaden, og lakridsisen smager af mere. Riccos byder på den lette morgenmadsløsning og god kaffe, hvis det er ønsket.

Og så er der alle stederne vi endnu ikke har udforsket.

Der er to fortovscaféer der næsten lige er åbnet, en lille italiensk trattoriara-lignende restaurant ned ad sidengaden, og så har vi slet ikke taget hul på kaffeparadiset i Jægersborggade. Jeg er en heldig rad, for lige dér i mit kommende nabolag, ligger der tonsvis af nye oplevelser og bare venter på mig.

Mad

af Patricia @ 22:21 pm — søndag, 1. august 2010
Kategoriseret under: ABC,livet er

Der findes mennesker der spiser for at leve. Jeg er nok mere typen der lever for at spise. Et godt måltid er ikke nødvendigvis det måltid der tager flere timers forberedelser i køkkent, kræver at alle potter og pander sættes i brug, eller tilføjelsen af sjældne krydderier.

Det kunne være en frisk croissant med en god latte til. Eller en pære der har nået det helt perfekte tidspunkt mellem at være for hård, og være blevet for blød. Eller en omgang hjemmelavet spaghetti bolognese efter en aktiv dag. En rygende varm skål linsesuppe på en regnvejsdag. Sushi og bobler i godt selskab. Eller som nu: en skål frosties med kold mælk lige inden sengetid…

Instruktør

af Patricia @ 22:48 pm — onsdag, 28. juli 2010
Kategoriseret under: ABC,livet er

Det er efterhånden længe siden jeg underviste min allerførste time som nyuddannet instruktør. Og bla. samme mandagstime har jeg stadig fornøjelsen af at underholde på – endda med nogle af de samme deltagere.

Jeg har jo i virkeligheden en lille hemmelighed. Jeg bryder mig slet ikke om at stille mig op foran en masse mennesker jeg ikke kender, for i bund og grund er jeg den der introverte type, der foretrækker mennesker i små grupper, som jeg helst kender på forhånd, og hvor jeg får lov til at lytte i stedet for at tale. Ikke den typiske aerobicintruktør lige dér, vel?

Jeg ved ikke helt hvad det er, men når jeg står foran et hold, og skal undervise dem i en eller anden form for træning, så er situationen en helt anden. Jeg har det ligesom når jeg tager en rød klovnenæse på, så er alt tilladt og muligt. Måske er det mikrofonen der har samme virkning på mig, måske er det noget andet. En ting ved jeg, og det er at jeg nyder min instruktørrolle i en sal fuld af mennesker, der er der, fordi de vil bevæge sig og have det sjovt imens. Og jeg fortsætter lige så længe den nydelse fortsætter.

Gardasøen

af Patricia @ 23:24 pm — mandag, 26. juli 2010
Kategoriseret under: ABC,livet er

Jeg er sådan én der har haft en fordom om Gardasøen. Hver gang jeg har hørt ordet, har jeg forestillet mig turisthelvede med overfyldte campingpladser, ekstrem hede og sure italienere. Det viste sig heldigvis at være fuldstænding forkert, i hvert fald de steder vi kom.

Sidste års sommerferie blev tilbragt på en mountainbike omkring Gardasøen i Italien. Jeg havde fået idéen af et par af mine tidligere kollegaer, der begge havde prøvet ferien med deres udkårne, og de var begejstrede. Konceptet er at du pakker dit tøj – masser af cykelbukser – flyver til Italien, og dér bliver du hentet i lufthavnen. Hele ugen har du en mountainbike til rådighed, udstyret med cykelcomputer og en rutebeskrivelse. Ved at aflæse vejledningen og computeren og tilføre lidt sund fornuft, bliver du ledt rundt ad større og mindre stier, oppe og nede langs Gardasøen. Mens du cykler, bliver din bagage transporteret til næste overnatningssted, som er de mest charmerende bed & breakfaststeder man kan forestille sig. (Der er mere hvor dette kommer fra … )

Barndommens gade

af Patricia @ 12:55 pm — onsdag, 7. juli 2010
Kategoriseret under: livet er

En del af min barndom tilbragte jeg i en lille spansk by på Costa Blanca. Det der står mig klarest i erindring er sol og sommer. Jeg kan stadig se mine støvede solbrune fødder i mine røde sandaler, omgivet af tomme pipas-skaller, og jeg kan næsten også mærke det varme trappetrin jeg sidder på.

Vi boede først langt ude på landet, omgivet af fersken-plantager, med myrer, ænder og slanger i baghaven. Og masser af firben. Indenfor havde vi en køjeseng, og fra min plads i underkøjen virkede det som at mit hår hele tiden var viklet ind i overkøjens fjedre.

Senere boede vi inde midt i byen. Fra hjørnet kunne vi se stranden, og når det regnede og tordnede om sommeren, løb regnvandet hurtigere ned ad gaden, end det kunne nå at komme i ristene. Om søndagen fik vi grillkylling, sådan én der havde roteret foran en grill i hundrede år. Ellers var jeg vild med bocadillos. Brødet gnedet med lidt tomat, en smule olivenolie og lidt jamón serrano. Eller bare olie og lidt sukker.

Jeg gik i skole i en avanceret skole, for vi var både drenge og piger i klasserne. Vi blev hentet i skolegården, og stod ret bag vores stol mens vi reciterede fadervor på spansk. Vi terpede de små tabeller og de store byer i de spanske regioner. Fadervor bruger jeg ikke mere, men kan det bedre på spansk end på dansk – og hovedregning sker på spansk. Seis por seis, trenta y seis. Det må være fordi det rimer.

Vi flyttede til Randers i ’83. Siden dengang er den lille by vokset og har opslugt de mindre byer omkring den. Der er gjort mere plads til turisterne, men man kan stadig finde den lille bar der serverer et lækkert måltid. Jeg ved det, fordi noget af Pinsen blev brugt på at tage min søster med ned til et gensyn. Og ind under alt det nye, dér lå det meste af det Torrevieja vi kan huske fra dengang.

Mr. and Mrs. Kjerulfs første dans

af Patricia @ 1:22 am — lørdag, 3. oktober 2009
Kategoriseret under: livet er,stort & småt

Fantastisk – jeg er gift med manden i mit liv, den dejligste kæreste jeg overhovedet kan forestille mig. Vi indtog Las Vegas, aftalte en date med Elvis (der lever i bedste velgående) og blev gift til et brag af en ceremoni.

Vi er tilhængere af at udvælge de traditioner som vi synes om, og én af dem er at danse brudevals. I hvert fald en form for brudevals. Vil du se med?

En krammer til mig

af Patricia @ 12:16 pm — lørdag, 15. marts 2008
Kategoriseret under: livet er

Jeg er så fantastisk heldig med mine kollegaer på arbejde. Tænk sig, jeg har fået en sang fra dem.

Godmorgen sang

Det er da arbejdsglæde lige dér! Og mere til. Tak! I er fantastiske.

Ahem…

af Patricia @ 14:35 pm — lørdag, 23. februar 2008
Kategoriseret under: bloggen,livet er,stort & småt

Med jævne lange mellemrum føler jeg en trang til at være huslig. Jeg kender migselv godtnok til at gøre én af to ting: sætte mig ned og vente på at trangen forsvinder, eller udnytte den. I dag valgte jeg det sidste.

Et eller andet sted synes jeg det er fantastisk at så mange mennesker nyder huslige sysler. Jeg forstår det ikke. Ja, det er fantastisk når det er overstået, men imens og især før er det skrækkeligt. På nær når trangen melder sig frivilligt.

Altså stod jeg dér – helt frivilligt – i Ajax-dunst, gang i vaskekælderen, skift af blomstervand og overvejelser om opvask først eller sidst, da jeg pludselig var til fare for trafikken.

Normalt har min rengøringstrang ikke synderligt meget at gøre med trafikken, og ærlig talt er jeg også helst fri for at det sker igen.

Det korte af det lange er at dynen, som i dagens vanvid virkelig skulle luftes igennem, og var blevet slynget omkring gælænderet på altanen, fik assistance af et listigt underhåndsvindstød. Eller nok nærmere en kombination af under- og overhåndsvindstød. Det var i hvert fald snedigt, for dynen sad ret godt fast omkring gelænderet. Sad fast. Som i ikke mere.

Ud af øjenkrogen så jeg denne store, bløde, hvide firkant blive løftet ud og op. Og ned mod ganden fra 6. sals højde. Da jeg nåede ud på altanen, så jeg den halvvejs ned mod krydset. Da jeg nåede ned på gaden efter at løbe ned fra 6., var den bare væk.
Intet ved bilerne. Intet i vejarbejdet. Sporløst forsvundet. Og det kan godt være at jeg har præsteret at vandre ned af Nørrebrogade iført klovnenæse og et fjollet smil, men det slår altså ikke det grænseoverskridende i at spørge tilfældige forbipasserende – “Undskyld, men du har vel ikke set en dyne komme forbi?”.

Jeg har opgivet eftersøgningen i øjeblikket. Jeg frygter det værste og forventer næsten at se dynen på forsiden af ekstrabladet i morgen. Tænk hvis den har lagt sig til rette over en bilists forrude. Eller omhyldet en cyklist i indædt kamp mod vinden. Undskyld. Bare det nu går godt.

Jeg har hidkaldt assistance, der skulle kunne dække et større eftersøgningsområde på to hjul. Når han altså holder op med at grine, ellers kan det godt være svært at se noget.

Rengøringstrangen er nu forsvundet, men det er ikke helt skidt det hele. Jeg har en god undskyldning for hvorfor rengøringstrang skal overståes siddende i et hjørne. Jeg har en god undskyldning for at komme i Ikea og købe mig en ny dyne (og hvad der ellers måtte hoppe i posen derude). Og endelig har jeg en god undskyldning for at bryde den lange tavse periode på bloggen.

Nå, men..

af Patricia @ 13:50 pm — søndag, 7. oktober 2007
Kategoriseret under: bloggen,livet er,stort & småt

..hold op hvor bliver der hurtigt støvet et sted man ikke kommer ofte! Pausen fra bloggen har været længere end forventet og overhovedet ikke planlagt. Heldigvis skyldes det ikke dårligt nyt, for alt er lige som jeg godt kan lide det. Det er vist nærmere en rytme jeg er kommet ud af, eller så er det for få bemærkninger som denne.

En kort opdatering siden sidst må være noget i denne retning: jeg bliver glad hver gang jeg har dem på, det nye job (jeg startede på i april) indfrier forventningerne, specielt pga. mine fantastiske kollegaer Når nu der ikke er mere Harry Potter, har jeg kastet min bogkærlighed på Jasper Ffordes fantastiske Thursday Next serie. Tallinn er et dejligt sted jeg gerne besøger igen, sommerferie på Kreta er heller ikke sådan at kimse ad, og der er muligheder for at få en god kop alle stederne – også i Stockholm.

Og ellers ligner alt stort set sig selv – lige nu kalder en solstråle på mig. Den luner en plet på sofaen, hvor jeg vil ligge rigtig godt om lidt.

Livet er jo godt #2

af Patricia @ 10:36 am — tirsdag, 22. august 2006
Kategoriseret under: livet er,stort & småt

Se, tiden flyver afsted, jeg lever det og pludseligt er der gået meget længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen. Skarn. Men hey – livet er (stadig) godt. Det der fylder mest i øjeblikket er mit ugegamle nye job. Naturligvis sover jeg lidt mere eftertrykkeligt for tiden, for hold da op hvor er jeg træt. Måske fordi det føles lidt som at informationerne bliver skovlet ind gennem en tragt i begge ører, alt imens jeg forsøger at holde tungen lige i munden. Det bedste er dog, at jeg tror jeg havde ret i mine antagelser. Det dér nye job? Det holder.

« Frem i det skrevneTilbage i det skrevne »