Patricia OnLine

Af hensyn til at døgnet kun har 24 timer og det egentlig er meget rart at kontrollere hvad tiden går med, er vores fjernsyn opbevaret i skabet i gangen. Overskabet. På trods af at det kun er et 14″ med indbygget video (nej, ikke DVD – video), vejer skidtet ret godt til. Og lyden er elendig og tekst-TV virker ikke, og der er meget i vejen. Men ved at opbevare det i skabet, bruger vi tiden meget mere fornuftigt. Som fx. på at surfe le grand web og noget. Ahem.

Anyway! Det jeg vil frem til er, at jeg var alene et par dage, og for selskabets skyld, kom TV’et ud af skabet. Det var gråt og vådt udenfor, hele sofaen var min egen og jeg havde endda sørget for lækkerier. Men, for der er et men, det viser sig at det dér zapperi åbenbart ikke bare kommer til én efter en længere pause. Nej, pludselig er det ikke længere naturligt at vide hvilke kanaler og på hvilke tidspunkter fjernbetjeningen kan lede mig hen på fantastisk intetsigende let regnvejrsunderholdning. Måske var zappehånden indstillet forkert, for det lykkedes mig at finde masser af slutninger af serier og rulletekster på fantastiske film og masser af uendeligt dårlige reklamer. Det var så slemt at jeg måtte ty til et tv-program. Og det fungerer altså ikke når man har planer om bare at sumpe i sofaen.

Nu er TV’et i skabet igen, og næste gang jeg er alene, er det nok nærmere biografen eller en DVD der kommer til at trække i mig. Det kan jeg nemlig stadig finde ud af.

Det er lidt ligesom at møde en gammel ven på gaden. “Ih” og “Næ” og “Hvor er det længe siden!” udveksles, og pludseligt går det op for en, hvor længe siden det rent faktisk er. Her kan jeg ikke løbe fra det, for tidsstemplet taler sine tydelige spor.

Den næste naturlige reaktion er undskyldninger. Jamen, hvis du vidste hvor mange undskyldninger jeg kan finde, der kan forklare hvorfor det er så længe siden sidst. Og der er det med arbejdet med skiftende arbejdstider, og computeren der gik i koma, og maskinen med linux jeg aldrig kunne forlige mig med, og genoplivningen af computeren, men den manglende tid, og så var det for koldt, og så skulle jeg på skiferie, og så var vejret for godt, og så havde jeg bare ikke noget at skrive om, og hvis jeg havde, så manglede jeg bare bogstaverne, fordi han bruger hele husstandens kvote. Dårlige undskyldninger. Så dem lader jeg være at komme med.

I stedet for kan jeg blot konstatere, at der i bund og grund jo ikke sket noget revolutionerende siden sidst. Og det er slet ikke så ringe.

-“Er du der? Du lyder lidt fraværende…”
-“Ja, jeg sidder bare lige og opgraderer din blog”
-“Ok…”
-“Ja, hvis du altså nu skulle begynde at blogge igen!”

Godt så. Det er vel egentlig bare at starte igen. Eller noget.

Nu er alder jo ikke noget jeg tænker over hele tiden. Det sker ofte at jeg må tænke over og regne på hvor gammel jeg er i det øjeblik jeg bliver spurgt om det, og jeg har ikke noget imod at være… hmm, jeg er 72er og vi er i 2006… 34, mest fordi jeg synes mit liv er pragtfuldt. Og det er jo skønt.

Men den vilde festabe i mig er vist flyttet til grønnere græsgange. Der var måske engang hvor jeg ville have udnyttet min græsenke-status til en bytur. Men ikke denne gang. Jeg har forsøgt at dække mit søvnunderskud, jeg har læst op på fysiologi og træningsfysiologi, jeg har arbejdet og undervist. Og højdepunktet er nok nærmest denne lørdag aften, hvor jeg sidder og sipper et glas rødvin, spiser lidt chips, broderer og hører soulklassikere og lurve-song fra 60erne. (Naboen er ikke hjemme, så han kan ikke høre at jeg synger med).

Jeg forudser at der ikke går lang tid, før jeg står på gaden og ryster på hovedet af nutiden ungdom. Tsk.

Hvorfor er det ganske legalt at spise en skål cornflakes om aftenen, mens der rynkes kraftigt på næsen når man spiser pizza til morgenmad?

Hvorfor undskylder mænd når de multitasker, og kvinder når de ikke kan multitaske?

Hvorfor mister et cykeldæk altid mest luft på det værst tænkelig tidspunkt?

Hvorfor er det komplet umuligt at undgå at sige “nnnnååååååeeeehhhhh” mens man ser på CuteOverload (især billeder som dette)?

Hvorfor?

-“Du er godt klar over at i morgen er det en måned siden du sidst har skrevet på din blog, ik’?”
-“… Nej, det var jeg ikke”
-“Men du ville sikkert gerne vide det…”
-“u-hum…”

Nå, men så nåede jeg det før måneden var gået. Talemåden holder stadig stik – intet nyt er godt nyt. Men den sidste måneds tid har udvidet hullet i det sted jeg opbevarer “ting-jeg-skal-huske-at-blogge”. Ud over drastisk nedskæring af bloggeriet, spiller jeg heller ikke domino online mere. Og hvis jeg læser tre sider i træk inden øjenlågene vælter ned, er det stort. Og opvasken får lov at vokse sig større end sædvanligt.

Til gengæld smiler jeg stadig meget. Og jeg bliver klogere hele tiden. Og Kæresten forkæler mig voldsomt og bekræfter mig dagligt i, at jeg simpelthen må være verdens heldigste kvinde. Og…

-“sidder du og blogger?”
-“mmmm”
-“nå, du ville nok ikke lade det gå en måned”

… han kender mig for godt.

Se, tiden flyver afsted, jeg lever det og pludseligt er der gået meget længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen. Skarn. Men hey – livet er (stadig) godt. Det der fylder mest i øjeblikket er mit ugegamle nye job. Naturligvis sover jeg lidt mere eftertrykkeligt for tiden, for hold da op hvor er jeg træt. Måske fordi det føles lidt som at informationerne bliver skovlet ind gennem en tragt i begge ører, alt imens jeg forsøger at holde tungen lige i munden. Det bedste er dog, at jeg tror jeg havde ret i mine antagelser. Det dér nye job? Det holder.

Jeg havde nærmest stadig smilet på læberne, efter at have læst Mebbe’s beskrivelse af at fare vildt i mit ‘hood, da jeg selv tog på opdagelsesrejse. Målet var at finde Bellahøj Politistation, så jeg kunne få en straffeattest til min nye arbejdsgiver (hvorfor er det lige at man ikke kan bestille den elektronisk? Eh? Er det måske ikke 2006 vi er i? Eh?).

Nå, det burde ikke være så svært. Lige ud, op ad bakken, til venstre og til højre, og så skulle den være lige til at finde. Jeg cyklede. Og cyklede. Og spejdede efter skilte med vejenes navne. Det lader til, at de enten er i høj kurs hos folk der gerne vil have skiltene derhjemme, eller også spares der rundt omkring i kommunernes administrationer, for mange skilte var der bestemt ikke. Jeg cyklede. Og cyklede. Og pludseligt kommer jeg forbi Vanløse Nærpoliti. Der ligger noget længere væk end Bellahøj.

De friske unge politibetjente så ud til at være glade for et lille afbræk i en ellers stille dag, jeg fik mit papir, blev kølet af og kom op på cyklen igen for at køre hjem. Lidt til venstre og lidt til højre og ned ad bakken. Og hydrere med tre liter kold vand.

Mit lille eventyr var ikke skræmmende – men måske er den værste middagshede ikke det bedste tidspunkt at udforske byen i.

-“Har du set nøglen til kantinen?”
-“Nåja, jeg render stadig rundt med den i lommen.”

Det sker vist ikke mere.

De fleste forbinder Schweiz med banker, kukure, alper og chokolade. Måske lidt ost, hvis vi strækker os lidt. Og det er da også sandt overordnet set, men det kan gøres meget bedre.

Lad os for sjov kun koncentrere os om nydelsesprodukter. Mad. Ja, jeg er en af dem der lever for at spise, ikke spiser for at leve. Schweiz er for mig forbundet med smagen af – tre ting, faktisk – cervalat, gala og hörnli. Så da min søde mor hjembragte forsyninger fra ferien, var det lige præcis de tre ting pakken var fuld af. (Der er mere hvor dette kommer fra … )