Patricia OnLine

Min lokale føtex har renoveret butikken fra scratch. Det betyder at jeg de seneste par måneder ikke har været der ret meget, men har fundet alternative steder at handle ind – eksempelvis føtex i Østerbrocenteret, som tilsyneladende er en stor velbevaret statshemmelighed, for der er aldrig lang kø ved kasserne.

I går var jeg så tilbage i min lokale, nyrenoverede føtex… og jeg for vild! Ikke én eneste ting står på sin vanlige plads (ud over sidste-øjebliks fristelser i slikform ved kassen), alle kølediske er stort set skiftet ud til de lodrette af slagsen og er gavmilde med kulde omkring sig, og ikke alle kunder så begejstrede ud, som om de var på skattejagt.

Og så opdagede jeg det sjove: selvscanningskasserne! Scan dine egne varer, bestem helt selv hvor meget du skal have over beløbet, og bliv underholdt af rådvilde mødre, der er lokket til selvscanningskasserne af deres ivrige børn, der højlydt siger ting som: “Nej mor, den dur ikke, så skal du taste koden selv. Tryk dér. Nej, dér. Lad mig gøre det.” Og maskineriet kommer med sjove fejlmeddelelser når man pakker tasken, og først stiller den op på disken. “Fejl. Der er en uventet vare. Fjern den venligst.”

Jeg var underholdt. Og jeg synes også at systemet er smart, tidsbesparende og nemt for sådan én som mig, som aldrig køber mere ad gangen end der kan være i en rygsæk og et mikrokøleskab. Men jeg synes måske at føtex ikke lige har tænkt over det signal de sender, ved at sætte deres payoff sammen med deres anden meddelelse på bonnen. Men det er måske bare mig.

…beskyldes for ikke at blogge et helt år. Jeg tror lige jeg når det på målstregen.

Det er jo fantastisk at jeg tilsyneladende stadig kan huske hvordan det foregår. På trods af at maskineriet bagved det hele ser fuldstændig anderledes ud end for næsten et år siden. Spørgsmålet er naturligvis om man stadig kan kalde sig blogger blot fordi man har en blog. Eller skal den rent faktisk opdateres jævnligt? Og for at det er jævnligt, er det så bare mindst én gang årligt?

Faktisk har jeg ikke det store at berette. Eller jo, det har jeg sikkert, men det kan ikke lige nedfældes her og nu. Næsten er år er lang tid lige sådan at skulle gennemtrawle for spændende nyt der tåler gengivelse for masserne, så kan vi aftale det kommer i bidder så’n lidt hen ad vejen? Det tror jeg nok vi kan…

Katte ser bider anderledes på neglelak på tæerne.

Jeg har sagt det i mange år og til mange forskellige mennesker. “Sig til hvis du skal have kattesitter i ferien”. Endelig én der har bidt på. Jeg havde en testkørsel på en enkelt dag for ikke så længe siden. Jeg bestod testen. Jeg er inde. Jeg er kattesitter og jeg er vild med det. Jeg har fornøjelsen af Elvis og Garfield næsten en hel uge. (Der er mere hvor dette kommer fra … )

Jeg ved, at jeg aldrig så godt, som Tante Lillas Kogeskole. Alligevel vil jeg gerne dele en lille familiehemmelighed med dig. Men den skal også blive mellem os, ikke?

Sådan laver du en fantastisk croque monsieur. (Der er mere hvor dette kommer fra … )

I dag blev dagen hvor jeg uforvarende bragte en edderkop ind i mit hjem, og uden panik i fingrene kan skrive om det.

(Nåja, den sneg sig til et lift med vasketøjet fra tørrerummet og hoppede af da jeg hængte de ikke helt tørre bukser op i badeværelset. Og jeg skreg ikke da jeg opdagede den.)

Med jævne lange mellemrum føler jeg en trang til at være huslig. Jeg kender migselv godtnok til at gøre én af to ting: sætte mig ned og vente på at trangen forsvinder, eller udnytte den. I dag valgte jeg det sidste.

Et eller andet sted synes jeg det er fantastisk at så mange mennesker nyder huslige sysler. Jeg forstår det ikke. Ja, det er fantastisk når det er overstået, men imens og især før er det skrækkeligt. På nær når trangen melder sig frivilligt.

Altså stod jeg dér – helt frivilligt – i Ajax-dunst, gang i vaskekælderen, skift af blomstervand og overvejelser om opvask først eller sidst, da jeg pludselig var til fare for trafikken.

Normalt har min rengøringstrang ikke synderligt meget at gøre med trafikken, og ærlig talt er jeg også helst fri for at det sker igen.

Det korte af det lange er at dynen, som i dagens vanvid virkelig skulle luftes igennem, og var blevet slynget omkring gælænderet på altanen, fik assistance af et listigt underhåndsvindstød. Eller nok nærmere en kombination af under- og overhåndsvindstød. Det var i hvert fald snedigt, for dynen sad ret godt fast omkring gelænderet. Sad fast. Som i ikke mere.

Ud af øjenkrogen så jeg denne store, bløde, hvide firkant blive løftet ud og op. Og ned mod ganden fra 6. sals højde. Da jeg nåede ud på altanen, så jeg den halvvejs ned mod krydset. Da jeg nåede ned på gaden efter at løbe ned fra 6., var den bare væk.
Intet ved bilerne. Intet i vejarbejdet. Sporløst forsvundet. Og det kan godt være at jeg har præsteret at vandre ned af Nørrebrogade iført klovnenæse og et fjollet smil, men det slår altså ikke det grænseoverskridende i at spørge tilfældige forbipasserende – “Undskyld, men du har vel ikke set en dyne komme forbi?”.

Jeg har opgivet eftersøgningen i øjeblikket. Jeg frygter det værste og forventer næsten at se dynen på forsiden af ekstrabladet i morgen. Tænk hvis den har lagt sig til rette over en bilists forrude. Eller omhyldet en cyklist i indædt kamp mod vinden. Undskyld. Bare det nu går godt.

Jeg har hidkaldt assistance, der skulle kunne dække et større eftersøgningsområde på to hjul. Når han altså holder op med at grine, ellers kan det godt være svært at se noget.

Rengøringstrangen er nu forsvundet, men det er ikke helt skidt det hele. Jeg har en god undskyldning for hvorfor rengøringstrang skal overståes siddende i et hjørne. Jeg har en god undskyldning for at komme i Ikea og købe mig en ny dyne (og hvad der ellers måtte hoppe i posen derude). Og endelig har jeg en god undskyldning for at bryde den lange tavse periode på bloggen.

Eller hvordan jeg efter en nat alene er blevet klogere på én ting mere. Han er også god til at varme mine tæer ved sengetid. En varmedunk kan sikkert også løfte opgaven, men det ville nok aldrig være det samme.

En af de mere fantastiske ting af den danske kultur er Wikke & Rasmussen. Selvom jeg er vokset op med meget af det, er der stadig uudforskede fornøjelser at hente der. (Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg har endnu ikke set “Hannibal og Jerry”).

Musikken er næsten et kapitel for sig, og jeg glæder mig enormt til at blive underholdt af DR Big Band og et hav af solister i Imperial til Græsted Greatest – Live. Så er jeg én af dem der skråler med på “Voldsom Volvo”, “Dig og Mig” og alle de andre fantastiske sange, med klip fra filmene.

Efterårsferie er heldigvis ikke kun for børnene!

..hold op hvor bliver der hurtigt støvet et sted man ikke kommer ofte! Pausen fra bloggen har været længere end forventet og overhovedet ikke planlagt. Heldigvis skyldes det ikke dårligt nyt, for alt er lige som jeg godt kan lide det. Det er vist nærmere en rytme jeg er kommet ud af, eller så er det for få bemærkninger som denne.

En kort opdatering siden sidst må være noget i denne retning: jeg bliver glad hver gang jeg har dem på, det nye job (jeg startede på i april) indfrier forventningerne, specielt pga. mine fantastiske kollegaer Når nu der ikke er mere Harry Potter, har jeg kastet min bogkærlighed på Jasper Ffordes fantastiske Thursday Next serie. Tallinn er et dejligt sted jeg gerne besøger igen, sommerferie på Kreta er heller ikke sådan at kimse ad, og der er muligheder for at få en god kop alle stederne – også i Stockholm.

Og ellers ligner alt stort set sig selv – lige nu kalder en solstråle på mig. Den luner en plet på sofaen, hvor jeg vil ligge rigtig godt om lidt.