Patricia OnLine

Det er efterhånden længe siden jeg underviste min allerførste time som nyuddannet instruktør. Og bla. samme mandagstime har jeg stadig fornøjelsen af at underholde på – endda med nogle af de samme deltagere.

Jeg har jo i virkeligheden en lille hemmelighed. Jeg bryder mig slet ikke om at stille mig op foran en masse mennesker jeg ikke kender, for i bund og grund er jeg den der introverte type, der foretrækker mennesker i små grupper, som jeg helst kender på forhånd, og hvor jeg får lov til at lytte i stedet for at tale. Ikke den typiske aerobicintruktør lige dér, vel?

Jeg ved ikke helt hvad det er, men når jeg står foran et hold, og skal undervise dem i en eller anden form for træning, så er situationen en helt anden. Jeg har det ligesom når jeg tager en rød klovnenæse på, så er alt tilladt og muligt. Måske er det mikrofonen der har samme virkning på mig, måske er det noget andet. En ting ved jeg, og det er at jeg nyder min instruktørrolle i en sal fuld af mennesker, der er der, fordi de vil bevæge sig og have det sjovt imens. Og jeg fortsætter lige så længe den nydelse fortsætter.

Min mor giftede sig med en dansker, og vupti var mit efternavn Hansen. Min underskrift tager højde for efternavnet Hansen. I starten med sirlig skråskrift, som fru Jørgensen i folkeskolen fik os til at øve i skrivehæfterne, igen og igen. Når hun ikke lærte os at vaske viskestykker i husgerning. Findes det fag mon stadig i dag?

Hansen er sådan en fællesbetegnelse der gør det nemt at gemme sig i mængden. Frk. Hansen kunne være hvem som helst, kunne gøre hvad som helst. Min frk. Hansen er forduftet. Hun er skiftet ud med en fr. Kjerulf, én af få. Lige ud ad landevejen, K-j-e-r-u-l-f, uden æ og kun et f. Underskriften er næsten den samme, for hvem kan se forskel på et H og et K? I virkeligheden burde jeg have betalt en formue for at få efternavnet, jeg fik det i tilgift efter at have giftet mig med verdens bedste kæreste. Sådan er jeg så heldig.

Men et eller andet sted ærger jeg mig over ikke at have benyttet mig af den anonymitet der fulgte med at være frk. Hansen. For sent, det nåede jeg aldrig. Til gengæld får jeg nu lov at stave både mit fornavn og efternavn.

Jeg er sådan én der har haft en fordom om Gardasøen. Hver gang jeg har hørt ordet, har jeg forestillet mig turisthelvede med overfyldte campingpladser, ekstrem hede og sure italienere. Det viste sig heldigvis at være fuldstænding forkert, i hvert fald de steder vi kom.

Sidste års sommerferie blev tilbragt på en mountainbike omkring Gardasøen i Italien. Jeg havde fået idéen af et par af mine tidligere kollegaer, der begge havde prøvet ferien med deres udkårne, og de var begejstrede. Konceptet er at du pakker dit tøj – masser af cykelbukser – flyver til Italien, og dér bliver du hentet i lufthavnen. Hele ugen har du en mountainbike til rådighed, udstyret med cykelcomputer og en rutebeskrivelse. Ved at aflæse vejledningen og computeren og tilføre lidt sund fornuft, bliver du ledt rundt ad større og mindre stier, oppe og nede langs Gardasøen. Mens du cykler, bliver din bagage transporteret til næste overnatningssted, som er de mest charmerende bed & breakfaststeder man kan forestille sig. (Der er mere hvor dette kommer fra … )

Vi har netop overtaget nøglerne til den mest fantastiske lejlighed. Vi får oceaner af plads, ca. tre gange så meget som i vores gamle lejlighed, vi kommer til at bo med udsigt over Nørrebroparken, øverst oppe og i to plan. Vores nye stue er stor som en balsal, og endelig får vi et bibliotek til alle vores bøger.

I øjeblikket er vi i gang med forbedringsfasen. Ingen af os er specielt handy med hammer, sav og skruetrækker, så det er i denne begyndelsesfase vi brillierer. Nemlig når tingene skal pilles ned, fjernes, smides ud. Det gamle køkken skal ud og give plads til nyt. Bevæbnet med en tapetdamper og hammer og skruetrækker, er syv lag tapet, spejl og fliser fjernet fra køkken og det meste af gangen.

Tapetdamperen er min nye bedste ven, og jeg er meget taknemmelig for at det meget varme vejr er aftaget for en stund. Med den i hånden og en spatel i den anden er det nemt at holde varmen. Og der er masser af overflader tilbage at afdampe. Når jeg ser på de bare vægge, skal jeg blot huske på, at det kun er for øjeblikket det hele ser meget værre ud. Det ender med at blive fantastisk, og jeg glæder mig.

Energi kan ikke opstå af ingenting eller tilintetgøres, og den samlede energi i universet er konstant.

…

Ergo må der være nogen der render rundt og er meget energiske i dag – på min bekostning.

Det hænder at jeg kommer ud og oplever lidt. Ofte involverer det mad eller drikke i en eller anden form, og når oplevelsen har været rigtig god, ender jeg som regel med at tage et billede af det, og lægge det på min Flickr-konto.

Når jeg sådan kigger tilbage på billederne – alle hedder Den gode kop – er det en samling af billeder af en kop (eller glas) med forskelligt indhold. For de fleste siger det måske ikke så meget, men for mig er det en smule mere. Oprindeligt var tanken at blogge om alle de fantastiske steder jeg kommer forbi, og det var også resutatet i starten. Så kom de “syv magre år”. Og bloggeriet forsvandt lidt og billedet måtte tale for sig selv.

Mine tre favoritter (som jeg ikke tidligere har blogget om) er i vilkårlig rækkefølge: (Der er mere hvor dette kommer fra … )

Sådan en lun sommerdag opfordrer til at lave så lidt som muligt. Jeg fik en skraber på sofaen lidt tidligere og drømte om Coco Beach.

Lidt palmer, sandstrand, en kølig drink fra terrassen med udsigt til solnedgang, lyden af gekkoer. Ah. Det kommer jeg nok til at gentage.

I Danmark er årstidernes skifte fantastisk smukt. Bøgen springer lysegrønt, rapsmarkerne lyser i deres gule farve, og kølediskene bugner af koldskål så snart solen har skinnet mere end 3 dage i rap. Helt dansk er jeg åbenbart ikke endnu, for koldskål har jeg ikke formået at nyde endnu. En schweizisk ret som råber sommer ud over alperne, er til gengæld birchermüesli.

Retten findes i utallige variationer, og hvis google er din ven, har du de første 30 opskrifter på ingen tid. Tricket er jo bare at du ikke ved om det er den rigtige smag du får. Så selvom jeg ikke er hverken en Nigela Lawson-clon eller TV-kok-Tina fra Skåne, har jeg besluttet mig at dele hemmeligheden med dig.

Min mor har sørget for at dække mit birchermüesli behov de første 35 år af mit liv. Så fandt jeg endelig ud af hvordan det skulle sættes sammen for at smage rigtigt, og nu er jeg selvforsynende. Min mor laver mad efter Handgelenck mal Pi-metoden, og jeg er sådan én der bliver nødt til at vide hvor meget jeg skal bruge af de forskellige ingredienser. Opskriften her skulle gerne dække flere behov. (Der er mere hvor dette kommer fra … )

Al begyndelse er svær, siger de kloge, og i dette tilfælde er det svært nok at finde på noget med A. Altså ud over arbejde, og dét tager vi en anden god gang.

Stort set hele dagen har jeg overvejet hvad mit A skulle være. Og hele tiden kommer jeg tilbage til aber. Måske ikke særlig kreativt, men til gengæld skyldes det en kreativ abe. Eller rettere, en video af en kreativ abe jeg så for noget tid siden. Den tænker jeg at du også skal se.

Jeg ved ikke med dig, men jeg var nok ikke kommet på lige præcis dén løsning så hurtig.

Jeg savner at blogge. Selv om bloggeriet er so last year, ville jeg gerne have det ind i hverdagen igen. Jeg savner den dér lille spirrende tanke, der ender med at udvikle sig til et indlæg. I bund og grund er det jo derfor jeg har en blog – ikke for at skrive på den én gang årligt.

Hele barndommen igennem har jeg hørt at “øvelse gør mester”, så teorien skal sættes på prøve. Min udfordring skal være at blogge dagligt. Ingen krav til længde eller dybde. Og jeg skal også have lidt starthjælp, så inspirationen skal komme fra alfabetet (idéen dertil er kommet efter at læse med på Lottes ABC-indlæg).

Nu har jeg skrevet det her. Så må jeg hellere!