Patricia OnLine

Det er fantastisk med al den opmærksomhed som blogs og bloggere får for tiden. Aviser, blade, næsten alle vegne, om det så er et par linier eller flere artikler. Blogs er in, og dermed er jeg in med de smarte. Det pudsige er, at al den opmærksomhed omkring blogs, på en eller anden måde lader til at påvirke min evne og lyst til at blogge.

Javist, jeg er her da endnu, og jeg skriver da stadig af og til, men knap så ofte og regelmæssigt som tidligere. Det kan naturligvis også skyldes at jeg ikke orker at glo på en pcskærm efter en dags arbejde, hvor jeg… ja, altså… jeg glor på en pcskærm.

Nuvel, blogs er in, så det må vel også gælde for min på trods af at jeg har en støvet én af slagsen. Her er ingen sex og nøgne kvinder (uanset hvor mange der søger efter det). Til gengæld er chancerne dog store for at den bliver ved at være her i lang tid endnu. Som tiden er gået, er bloggen nemlig blevet en del af mig. Et sted hvor jeg deler personlige holdninger, som jeg twitcher, beskærer, fordrejer, fremhæver, afkorter, overdriver, digter og iscenesætter, og resultatet er dette. Jeg er instruktøren, manuskriptforfatteren, klipperen og alle de andre til spillefilmen. Det er nok ikke en blockbuster, men bliver holdt i live af private fonde. So what! Men det er min! Og du er stadig indbudt som publikum – hvis du ellers har lyst.

I dag har jeg for første gang købt et Alt for Damerne. Fantastisk hvad man får for 25 kroner. Psykologhjælp, fertilitetsvejledning, moderådgivning, indretningsråd og alt om den nært forestående jul.

Og det her hendes skyld, fordi hun gjorde mig opmærksom på at der er en artikel med hende i bladet. Og det er faktisk lidt hendes skyld at du kan læse med her, så jeg kunne ikke lade være. Men, jeg passer nok ikke helt ind i læserprofilen alligevel.

I dag har jeg for sidste gang købt et Alt for Damerne.

– “Cellofan eller papir?”
– “Det må du bestemme. Det er bare til mig selv”
– “Til dig selv?”
– “Ja, jeg synes jeg trænger”
– “Ja… men så bliver du heller aldrig gammel”
– “Nå??”
– “Nej, sålænge du køber blomster til dig selv, er du altid ung”

Så ved i dét! Ingen grund til at købe diverse remedier for at stoppe ældningsprocessen. Blomster er sagen. Eller måske sagde han det bare fordi han har en butik fuld af blomster han gerne vil af med.

Mennesker er fantastiske til at opfinde smarte løsninger. Hvordan ideen til en flyttekasse, en elkedel eller en mælkekarton er opstået, kan jeg sikkert læse mig til, men jeg imponeres over vores fantasi. Engang imellem er det dog som om opfindergejsten går lidt ud over mine grænser for hvad der er rigtigt, sådan helt usagligt og udelukkende baseret på mine til tider lidt skæve holdninger.

Som fx. det dér skruelåg i nogle drikkekartonen. Dem der gør at du er fri for at bukke et par flapper tilbage og hive frem i midten for at åbne. Nu skal der bare skrues i stedet for, og der er adgang til indholdet. Det er helt vildt smart i juicekartoner – men det hører bare overhovedet ikke til i en mælkekarton. Spørg ikke om hvorfor, det er simpelthen bare forkert. Ja, det er altså min mening, og den står jeg fast ved.

Lige bortset fra den anden dag, hvor jeg manglede mælk, og det eneste der var tilbage kort før lukketid var mælk i skruelågskartoner. Hrmm. En morgen mere, og så bør den karton være tom, så jeg ikke behøver at starte dagen med at blive fornærmet på indholdet i mit køleskab.

Endelig regn! Det var tiltrængt, og jeg glæder mig over de små og mellemstore vandpytter på fortovene. Endelig! Mine røjsere er indviet, og ja – de får humøret til at stige et par grader. Det kan godt være at det kun tager fem minutter at handle, men turen frem og tilbage var tre gange så lang og fornøjelig end sædvanligt. Tænk hvor lidt der skal til.

Jeg har netop tilbragt et par timer til en mindre sindsoprivende generalforsamling. Min deltagelse var påkrævet, eftersom jeg er en del af bestyrelsen. Som sædvanligt var det the usual suspects der dukkede op, nemlig dem der har boet her næsten en menneskealder. Dem som har bestemte meninger om tingene, for det er den måde vi plejer at gøre det. Dem der bliver færre af med årene. De sad i venstre side.

Så var der alle de nye. Dem der oftest bor i 1-værelseslejlighederne. Dem der er interesseret i at få så mange penge imellem hænderne som muligt, når de nu sælger andelen og tager videre i livet. De sad i højre side.

I alt var vi 32. I et lokale med plads til tre gange så mange, der bliver brugt til banko og dans og fællesspisning og hvad der ellers er tradition for at fordrive tiden med, når man tilhører en tidligere generation end min. Hvor der var mange rygere. Der var 4 rygere. I venstre side. Og nu må jeg have et bad, for mit hår, mit tøj, min hud, ja, selv luften der omgiver mig lugter stinker af røg. Man bliver sart som ex-ryger, men det er virkeligt også den eneste ulempe jeg kan finde ved at have kvittet vanen.

Når jeg bruger en lille times tid på transport i hver ende af arbejdsdagen, så kan jeg lige så godt prøve at finde underholdning i alt der krydser min vej. Morgentimerne er typisk mere stille end eftermiddagstimerne. Sjovt nok er det altid om eftermiddagen at man ufrivilligt er med på en lytter, når hende den højrystede et par sæder længere fremme i bussen, gladeligt fortæller veninden i røret og det meste af bussen om, hvor lidt eller meget, godt eller dårligt sex hendes nuværende eller forhenværende kæreste bød på.

Anderledes stille er det om morgenen. Folk samles i klumper ved stoppesteder og stationer, mens næsen begraves i gratisaviser, makeupspejle, iPods eller det sted i synsfeltet hvor der er mindst risiko for at møde en andens blik. Jeg starter altid med gratisaviserne – primært dagens Sudoku opgave, men det er desværre ikke en fornøjelse der holder hele vejen. Så derefter bliver aviserne skimmet. Og i morges faldt jeg over en meget underholdende reklame.

En helsides annonce der tilbød mig, at få lige det jeg kunne ønske mig. Jeg skulle bare krydse af på listen med de 33 muligheder og sende den til en kvinde med ønskeopfylderevner i Schweiz, og så ville jeg få mine ønsker opfyldt. Helt gratis!. Wow. Sikke et tilbud. Pokkers oss’ at jeg smed avisen fordi jeg allerede havde løst Sudoku’en…

På motorvejen, på vej hjem fra arbejde, kørte en bilist så tæt på mig, at hans kølerhjelm nærmest lå på mit bagsæde. Vi kørte 110, så jeg syntes ikke det var så rart. Han ville tilsyneladende gerne have mig til at flytte mig, så han kunne skynde sig videre frem og presse den næste i den rimelig tætte traffik. Jeg tror i hvert fald, det var dét han forsøgte at antyde med sin blinken med det lange lys. Desværre for ham, gik der en rum tid før der blev plads i en anden vejbane til mig, så han kunne komme forbi. Han klappede ironisk i hænderne da han overhalede, og fortsatte sin agressive kørsel. I lang tid kunne jeg holde øje med hans blinkende bremselygter og en masse bilister der skiftede vejbane for at lade ham komme forbi.

Hans dag har nok heller ikke været den bedste. Stakkels ham.

Så fik jeg endelig nok. Nu er jeg langt om længe blevet træt af at mine billeder fra MoBloggen aldrig vises på siden fordi Buzznet har travlt. Så nu kommer min Flickrkonto på banen, og det fungerer jo tilsyneladende uden problemer. Nu mangler jeg bare lige en lille funktion så jeg kan overføre alle billeder fra den gamle MoBlog til den nye MoBlog. Anyone?

Jeg så en konkurrence, hvor det var muligt at vinde et par flybilletter til New York og adgang til en eksklusiv og lukket koncertoplevelse med Depeche Mode, næsten one-on-one.

Jeg konsulterede lige min kalender for at se, om jeg kunne slippe afsted hvis jeg nu vandt de to billetter. For jeg er jo optimist.

Kalenderen var allerede ret pakket med forskelligt vigtigt. Jeg indsendte mit svar alligevel. Nu sidder jeg og funderer over, om jeg ikke tror nok på mine vinderchancer, eller bare tror at det er nemt at slippe udenom pligtaftaler når jeg står med et par fly- og koncertbilletter i hånden. Hm.